Punkt 5 Orientering om status for nyt plejecenter i Tankefuld

Beslutningstema

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget orienteres om status for nyt plejecenter i Tankefuld.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen om status for nyt plejecenter i Tankefuld til efterretning

Sagsfremstilling

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har på møder den 8. og 10. marts 2022 godkendt, at udbuddet til det nye plejecenter i Tankefuld skal ske uden forudgående arkitektkonkurrence. Der udvælges et boligselskab, som herefter udbyder totalentreprise med fokus på arkitektur, funktion, tid og økonomi.

 

På møde i Kommunalbestyrelsen den 29. marts 2022 har kommunalbestyrelsen godkendt salg af 16.500 m2 af delområde 1E i Tankefuld til alment boligselskab. Efter Landsstævnet i juli 2022 igangsætter kommunen udmatrikulering og forundersøgelser for arkæologi på grunden.  

 

Administrationen har i samarbejde med ekstern rådgiver færdiggjort det endelige materiale til valg af alment boligselskab. På mødet præsenteres udvalget for de ældrefaglige kriterier for byggeriet, som indgår som en del af materialet (bilag 1). I forhold til muligheden for at få bygget en daginstitution side om side med plejecentret vil de almene boligselskaber i konkurrencebetingelserne blive bedt om, at de i det efterfølgende totalentrepriseudbud skal sikre, at der i projektforslagene indarbejdes forslag til placering af en daginstitution, som eventuelt på sigt kan blive forbundet med plejecentret.

 

Selve konkurrencen med valg af boligselskab løber fra den 30. maj 2022 og frem til den 12. august 2022, hvor de almene boligselskaber har frist til at byde ind på opgaven. På møde den 6. september 2022 orienteres Senior-, Social- og Sundhedsudvalget om endeligt valg af alment boligselskab (bilag 2).

Sagen afgøres i

Senior-, Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 14-06-2022

Taget til efterretning.