Punkt 18 Aktivitetshus

Beslutningstema

Stillingtagen til medfinansiering fra Svendborg Kommune til renovering af ”Den gamle hestestald” i Bryghuset, Svendborg Demensby.

Indstilling

Direktionen indstiller at Økonomiudvalget, at det overfor Byrådet anbefales,

  • At der indarbejdes en bruttoanlægsramme på 4,60 mio. kr. i budget 2022 og at dette finansieres med 2,06 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 2,54 mio. kr. fra den udisponerede anlægsramme.
  • At de årlige øgede driftsudgifter finansieres af Social og Sundheds eksisterende driftsramme.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune købte i forbindelse med etablering af ”Bryghuset – Svendborg demensby” et stykke jord ved siden af Demensbyen, som nu indeholder demensbyens have. På jorden ligger Det oprindelige Bryghus’s Hestestald, hvor Bryggerhestene stod.

 

Bygningen har ikke været anvendt i mange år. Bygningen er idag slemt forfalden og fredet i kategori 4. Hestestalden er fra 1896 og en del af det hedengangne Svendborg Bryghus.

 

Den frivillige forening ”Demensbyens Støtteforening” har gennem flere år arbejdet målrettet med at søge fonde i forhold til at skaffe midler til at istandsætte ”Den gamle hestestald”, således at den fremadrettet kan anvendes som forsamlingslokale for Demensbyen og øvrige plejecentre i Svendborg Kommune.

 

Ønsket er at omdanne ”Den gamle hestestald” til et fest- og aktivitetshus og dermed gøre den til en del af haven. Målet er at skabe en indgang til haveanlægget, som alle byens ældre og demente borgere på byens 17 plejehjem kan benytte sig af.

 

Demensbyens Støtteforening har derfor ansøgt Den A.P. Møllerske Støttefond om fondsmidler til projektet.

 

Den A.P. Møllerske Støttefond har meddelt Svendborg Kommune at de er indstillet på at støtte projektet med 2,5 mio. kr. inklusiv moms, såfremt Svendborg Kommune er villig til at finansiere det resterende.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Realiseringen af projektet er anslået til 5,749 mio. kr. inklusive moms.

 

Den A.P. Møllerske Støttefond har meddelt at de vil støtte projektet med 2,500 mio. kr. inklusive moms.

 

Af denne støtte skal Svendborg Kommune afregne fondsmoms på 17,5%, hvorefter støtten lyder på 2,063 mio. kr. 

 

Momsrefusionsordningen gør at Svendborg kommune kan afløfte momsen i projektet. Den samlede forventede udgift til projektet er på 5,749 mio. kr. inklusive moms og 4,599 mio. kr. eksklusive moms.

 

Svendborg Kommunes egenfinansiering i projektet vil derfor være (4,599 mio. kr. – 2,062 mio. kr.=) 2,537 mio. kr.

 

Der søges derfor en anlægsbevilling til budget 2022 på 4,599 mio. kr., som finansieres med 2,062 mio. kr. fra den A.P. Møllerske Støttefond og 2,537 mio. kr. fra den udisponerede anlægsramme i 2022.

 

Den ændrede anvendelse af hestestalden fordrer en øget driftsudgift på 0,255 mio. kr. årligt. De øgede driftsudgifter finansieres indenfor Social og Sundheds eksisterende driftsramme.

CO2-Konsekvensvurdering

Realiseringen af projektet vurderes ikke have væsentlige konsekvenser for CO2-udledningen.

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-06-2021

Sagen blev behandlet på åben dagsorden.

 

Indstilles.

 

Afbud fra Flemming Madsen (A), Henrik Nielsen (C) og Mette Kristensen (V). Som suppleanter deltog Søren Kongegaard (A), Hanne Ringgaard Møller (B) og Lars Erik Hornemann (V).

Birger Jensen (V) var fraværende.

Beslutning i Byrådet den 29-06-2021

Godkendt.

 

Afbud fra Susanne Gustenhoff (Ø). Som suppleant deltog Tarik Kale (Ø).