Punkt 3 Punkt til behandling fra Venstres byrådsgruppe

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem Mette Kristensen (V) ønsker på vegne af Venstres byrådsgruppe følgende optaget på byrådets dagsorden den 29. juni 2021:

 

Det fremgår af Styrelsesloven §10, at byrådsmøder som udgangspunkt er offentlige.

 

Videre fremgår det af bestemmelsen, at Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en sag skal behandles for lukkede døre, når dette findes nødvendigt på grund af sagens beskaffenhed.

 

Af den gældende Forretningsorden dateret januar 2018 fremgår det, at følgende sager skal behandles for lukkede døre:

  1. Sager, hvis afgørelse forudsætter en bedømmelse af personlige forhold.
  2. Sager om køb og salg af faste ejendomme.
  3. Overslag og tilbud vedrørende bygningsarbejder og leverancer og øvrige anlæg.

 

Adgangen til at behandle sager for lukkede døre bør have undtagelsens karakter med henvisning til det almindelige princip om offentlighed omkring Kommunalbestyrelsens møder, og en sag kan ikke behandles for lukkede døre alene, blot fordi Kommunalbestyrelsen anser det for hensigtsmæssigt.

 

Indtil nu har administrationens praksis været, at såfremt blot dele af en sags indhold kan henledes til ovenstående 3 kriterier for lukkede punkter, er hele sagsfremstillingen blevet fremlagt og behandlet som et lukket punkt. Ofte er det kun enkelte elementer af en sag, som i princippet, jf. ovenstående, skal behandles bag lukkede døre.

 

For at sikre så meget åbenhed, offentlighed og tilgængelighed som muligt omkring den politiske dagsorden, og således øge mulighederne for borgerinddragelse og åbne debatter, foreslår Venstre at ændre på administrationens praksis i forbindelse med fremlæggelse af sager til det politiske niveau. Fremover bør administrationen i hver enkelt sag, som vurderes egnet til behandling bag lukkede døre, overveje hvorvidt sagen kan opdeles og fremlægges i to separate punkter. En lukket del, jf. Forretningsordenens ovenstående kriterier og en åben del.

Således vil Kommunalbestyrelsen fortsat leve op til kriterierne for behandling af lukkede punkter samtidig med, at offentligheden inddrages så meget som overhovedet muligt i sagens indhold. ”

Beslutning i Byrådet den 29-06-2021

Liste B foreslog, at sagen blev oversendt til behandling i Økonomiudvalget.

 

Byrådet godkendte dette.

 

Afbud fra Susanne Gustenhoff (Ø). Som suppleant deltog Tarik Kale (Ø).