Punkt 9 Godkendelse af lejekontrakt for midlertidigt børnehus for ukrainske børn

Beslutningstema

Godkendelse af lejekontrakt med Svendborg Almennyttige Boligforening for et midlertidigt børnehus for ukrainske børn.

Indstilling

Direktionen indstiller til Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales,

  • At administrationen bemyndiges til at indgå en lejekontrakt med Svendborg Almennyttige Boligforening til etablering af midlertidigt børnehus for ukrainske børn med forbehold for, at bygningen kan anvendes til formålet.

Sagsfremstilling

I forbindelse med krigen i Ukraine forventer regeringen p.t., at Danmark vil modtage 100.000 flygtninge fra Ukraine, hvoraf omtrent halvdelen forventes at være børn i dagtilbuds- og skolealderen.

 

De ukrainske flygtninge placeres af Udlændingestyrelsen i de enkelte kommuner ud fra en fordelingsnøgle, hvor Svendborg i dette tilfælde vil modtage ca. 1.250 personer fordelt på alle aldersgrupper.

 

Pladsgarantien på dagtilbudsområdet gælder også ukrainske børn, dvs. kommunen er forpligtet til at tilbyde en dagtilbudsplads til ukrainske børn på lige fod øvrige børn. Det er forventningen, at hovedparten af de ukrainske forældre vil søge arbejde og at den del, der evt. ikke går på arbejde vil skulle gå på sprogskole.

 

Samtidig er antallet af nødvendige pladser på dagtilbudsområdet i forvejen under betydeligt pres på grund af det stærkt stigende antal 0-5 årige i kommunen fra 2022 og fremad, hvilket skyldes tilflytning og et øget antal fødsler. På dagtilbudsområdet er der indtil videre tilvejebragt i alt 318 pladser frem mod 2024 ved at øge antallet af pladser i eksisterende lokaliteter, ved ny- og tilbygninger samt løbende rekruttering til daglejen.

 

Uagtet disse tiltag er der aktuelt et løbende pres på at kunne overholde pladsgarantien fra måned til måned, og det forventes at der til budget 2023 fremlægges yderligere et anlægstema med henblik på dette. På Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalgets møde d. 4. maj 2022 fremlægges ny ”Børnetalsprognose og kapacitet” samt ”Rammer for en langsigtet kapacitetsplan på dagtilbudsområdet”. Der er ikke taget højde for tilkommende ukrainske børn i disse sager.

 

Samlet set betyder de eksisterende kapacitetsudfordringer, at der for nuværende kun vil være plads til et fåtal tilkommende ukrainske børn i de almindelige dagtilbud.

 

Administrationen har derfor vurderet, at der er behov for at etablere et midlertidigt børnehus målrettet særligt ukrainske børn. Der har ligeledes været orienteret om det forberedende arbejde med etableringen i Svendborg Kommunes Ukrainestab.

 

Der har på den baggrund været dialog med Svendborg Almennyttige Boligselskab om at indgå et lejemål frem til 30. april 2025 på ejendommen Byparken 45, 5700 Svendborg, der tidligere husede det selvejende dagtilbud Børnegården Byparken. Børnegården Byparkens bestyrelse nedlagde sig selv i 2020 og huset står tomt.

 

Der har sideløbende været en dialog og positive tilkendegivelser fra erhvervslivet omkring forskellige donationer til etablering ude- og indemiljøer i det midlertidige børnehus til ukrainske børn.

 

Det midlertidige børnehus oprettes under navnet Børnehuset Skovparken og vil organisatorisk høre under dagtilbudsområdet Sundbyøster. Børnehuset kan anvendes til op til 14 vuggestuebørn og 55 børnehavebørn og forventes opstartet ultimo maj 2022.

 

Lejekontrakten løber til senest ultimo april 2025. Fra januar 2025 er dagtilbud beliggende i det udsatte boligområde Skovparken/Byparken ikke længere omfattet af den nuværende dispensation fra at skulle tilbyde en anden plads uden for området til børn, der anvises plads i området. Svendborg Kommune modtog dispensationen af Børne- og Undervisningsministeriet med virkning fra 1. januar 2020. Der arbejdes derfor på at kunne tilvejebringe plads til de ukrainske børn, der stadig befinder sig i kommunen, inden for den almene dagtilbudsstruktur frem mod 2025.

 

Da det præcise antal ukrainske børn i dagtilbudsalderen, der ankommer til Svendborg Kommune, ikke kendes vil børnehuset også kunne anvendes som midlertidig buffer for øvrige dagtilbudspladser, hvis der skulle vise sig ikke at være brug for det i fuldt omfang til ukrainske børn. Der vil så vidt muligt blive taget højde for en evt. bufferkapacitet i forbindelse med færdiggørelsen af anlægstemaer til budget 2023.

 

På grund af de igangværende dialoger med interessenter og samarbejdsparter og tidspres i forhold til etablering fremsendes sagen på en tillægsdagsorden.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Det forventes at udgift forbundet med lejemålet er på ca. 0,6 mio. kr. i 2022 stigende til ca. 0,7 mio. kr. i 2023 og 2024 og ca. 0,3 mio. kr. i 2025. Udgifterne indeholder alene husleje, depositum samt de bygningsmæssige driftsudgifter.

 

Hvis udlejer har udgifter forbundet med indretningen af lejemålet, vil disse udgift blive tillagt huslejen og forøge de årlige udgifter.

 

Huslejen og de bygningsmæssige driftsudgifter vil indgå under udgifter afledt af Ukraine og finansieringen vil skulle findes i forbindelse med budgetopfølgningen og når kommuneaftalens bidrag til finansiering foreligger medio 2022.

 

Såfremt pladserne alternativt bruges på almindeligvis, vil finansieringen heraf skulle indgå i forbindelse med budgettema om flere dagtilbudspladser jf. børnetalsprognosen eller findes under den nuværende driftsramme Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget - Dagtilbud.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen

Beslutning i Børne- Unge- og Uddannelsesudvalget den 04-05-2022

Indstilles og det opfordres til at afsøge mulighederne for et kortere opsigelsesvarsel.

 

Karl Magnus Bidstrup (A) var fraværende.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 05-05-2022

 

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, med bemærkning om, at der opfordres til at afsøge mulighederne for et kortere opsigelsesvarsel.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-05-2022

Indstilles. Liste V var imod, idet man ikke ønsker at indgå en bindende aftale på år og idet man samtidig mener, at der er ledig kapacitet på 3-5 årsområdet andre steder i kommunen.

Jørgen Lundsgaard (B) var fraværende