Punkt 7 Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. Lånegaranti

Beslutningstema

Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. har ansøgt Svendborg Kommune, om kommunegaranti for Byggekredit / lån på i alt 11,175 mio. kr.

Indstilling

Direktionen indstiller til Kommunalbestyrelsen:

  • At der stilles kommunegaranti for Byggekredit / lån på i alt 11,175 mio. kr. til Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. til anlægsinvesteringer i 2022.
  • At der i givet fald efter gældende praksis opkræves garantiprovision, som for nærværende udgør 0,75 % årligt af restgælden 31.12.

Sagsfremstilling

Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. har 10. maj 2022 ansøgt Svendborg Kommune, om kommunegaranti for optagelse af byggekredit, efterfølgende lån på i alt 11,175 mio. kr. opdelt på:

 

  1. 10,475 mio. kr. til anlægsinvesteringer i 2022 til produktions-, distributions- og forbrugeranlæg med en 24-årigt lån og afskrivningsperiode.
  2. 0,7 mio. kr. til produktions-, distributions- og forbrugeranlæg med en 5-årigt lån og afskrivningsperiode.

 

Til orientering kan det oplyses, at på Svendborg Fjernvarmes ekstraordinære generalforsamling den 14. april 2011 blev det besluttet, at der såvel fremadrettet som med tilbagevirkende kraft ikke skal indgå omkostninger ved tilslutning til fjernvarmeforsyningen i andelsselskabets egenkapital, hvorfor der over en årrække vil skulle foretages en ekstraordinær nedskrivning af de afskrivningsberettigede anlægsaktiver.

 

Herved vil fjernvarmens forbrugere få en reduktion i varmeprisen som følge af mindre afskrivning på tidligere anlægsaktiver. Til gengæld vil Svendborg Fjernvarmes behov for lånefinansiering af fremtidige anlægsprojekter øges.

 

Det er oplyst, at 4.880 forbrugere er tilsluttet Svendborg Fjernvarme A.M.B.A.

 

Seneste årsregnskab pr. 1.1.2021 - 31.12.2021 udviser: 

  • Årets resultat efter afskrivninger 0 kr.
  • Regnskabsmæssig værdi af anlægsaktiver er steget fra 189,5 mio. kr. i 2020, til 203,2 mio. kr. ultimo 2021.
  • Omsætningsaktiver og tilgodehavender er faldet fra 47,9 mio. kr. i 2020, til 34,0 mio. kr. ultimo 2021. Heraf udgør den likvide beholdning 3,3 mio. kr. (38,8 mio. kr. ultimo 2020).
  • Egenkapitalen udgør 10,7 mio. kr. ultimo 2021.
  • Kortfristede gældsforpligtelser er faldet fra 55,2 mio. kr. i 2020 til 49,5 mio. kr. ultimo 2021.
  • Den langfristede gæld er steget fra 171,7 mio. kr. i 2020, til 177,0 mio. kr. ultimo 2021.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Såfremt terminerne på lånet bliver betalt rettidigt, er der ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Ud over nærværende ansøgning udgør Svendborg Kommunes garantier for lån til Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. pr. 11.5.2022 ca. 181,2 mio. kr. 

 

Hertil kommer 2 udisponerede byggekreditter på henholdsvis 4 og 16 mio. kr. som udløber 31. maj 2022. Garantierne er ikke søgt forlænget.

 

Den samlede garanti ved fuld udnyttelse af byggegarantier og nærværende ansøgning på 11,175 mio. kr. udgør således godt 192,4 mio. kr.

 

Efter gældende praksis opkræves Svendborg Fjernvarme A.M.B.A. garantiprovision på markedsvilkår svarende til pt. 0,75 % årligt af restgælden pr. 31.12.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1.580 af 17. december 2013 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.

Sagen afgøres i

Kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-05-2022

Indstilles.

Jørgen Lundsgaard (B) var fraværende