Punkt 11 Årlig redegørelse for anvendelse af tilskud til nedsættelse af færgetakster

Beslutningstema

Kommuner med færgeforbindelse til småøer modtager hvert år tilskud fra staten til nedsættelse af taksterne for hhv. godstransport og transport af biler samt passagerer. Byrådet skal godkende redegørelserne for anvendelse af de to tilskud samt redegørelsen for anvendelse af det generelle tilskud til kommuner med småøer. Redegørelserne vedrører tilskud for kalenderåret 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller, at Teknik- og Erhvervsudvalget overfor Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:

  • Redegørelserne for anvendelse af tilskud til nedsættelse af takster for passagerer mv. og takster for godstransport til og fra Skarø, Drejø og Hjortø godkendes.
  • At redegørelse for anvendelse af det forhøjede tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i lov om kommunal udligning og tilskud godkendes.
  • Uforbrugt tilskud vedrørende godstransport på 56.040 kr. overføres til 2021. Havnekontoret udarbejder forslag til hvorledes det overførte tilskud kan fordeles på de enkelte varekategorier og for hvilken periode i 2021.
  • Uforbrugt tilskud til transport af passagerer og biler på 48.287 kr. overføres til 2021. Restbeløbet foreslås anvendt til yderligere nedsættelse af taksten for passagerer i sensommeren 2021.

Sagsfremstilling

 

Passagerer og biler:

Jf. ”Bekendtgørelse nr. 1222 af 22.11.2019 om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. til og fra visse øer” påhviler det kommunalbestyrelsen hvert år at udarbejde en opfølgningsredegørelse for hvorledes statens tilskud til nedsættelse af takster for biler, passagerer mv. er anvendt i det forudgående regnskabsår.

 

For 2020 har staten ydet et tilskud til Svendborg Kommune på 312.000 kr.

 

Tilskuddet er anvendt til nedsættelse af taksterne for passagerer og cykler på færgerne M/F Højestene og M/F Hjortøboen. Takstnedsættelsen har været gældende hele året på nær skolernes sommerferieperiode, august måned og september måned.

 

For højsæsonen 2020 blev der som led i genoplukningen af samfundet vedtaget en Sommerpakke, som betød, at staten ydede et tilskud, der muliggjorde gratis færgetransport i hele juli måned og reducerede takster i august og september. Sommerpakken medførte betød ekstraordinært mange gæster på færgerne hen over sommeren. Omvendt har antallet af passagerer udenfor højsæsonen været lavere end i de foregående år.

 

Det har betydet at det ikke er har været muligt at bruge hele det statslige tilskud. Der er således et uforbrugt tilskud på 48.287 kr.

 

Det indstilles, at det uforbrugte tilskud for 2020 anvendes til yderligere nedsættelse af færgetaksterne for passagerer i perioden efter højsæsonen 2021. Ordningen tilrettelægges endeligt, når det står klart om der kommer eventuelle sommerpakker for 2021.

 

Vedlagte bilag 1 – Redegørelse for anvendelse af tilskud til passagerer og biler 2020 viser fordelingen af tilskud på de enkelte kategorier.

 

Godstransport:

Jf. ”Bekendtgørelse nr. 1221 af 22.11.2019 om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer” påhviler det kommunalbestyrelsen hvert år at udarbejde en opfølgningsredegørelse for hvorledes statens tilskud til nedsættelse af takster for godstransport er anvendt i det forudgående regnskabsår.

 

For 2020 har staten ydet et tilskud til Svendborg Kommune på 228.000 kr.

 

Rederiet har i 2020 haft mulighed for at tilbyde erhvervskunder en takstnedsættelse på 52 % af den normale takst. Som følge af corona-pandemien har antallet af overførte erhvervskøretøjer dog været mindre end i de foregående år. Dette skyldes bl.a. manglende Skarøfestival og en mindre isproduktion på Skarø.

 

Det har betydet at det ikke er har været muligt at bruge hele det statslige tilskud. Der er således et uforbrugt tilskud på 56.040 kr. Det indstilles, at det uforbrugte tilskud for 2020 anvendes til yderligere nedsættelse af godstaksterne i 2021. Havnekontoret vil udarbejde forslag om hvorledes de overførte midler kan fordeles på de specifikke varekategorier.

 

Vedlagte ”bilag 2 – Redegørelse for anvendelse af tilskud til gods 2020” viser fordelingen af tilskud på de enkelte kategorier.

 

 

Tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud:

Jf. § 9 i ”Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer” (Bek. nr. 1221 af 22.11.2019), påhviler det kommunalbestyrelsen i kommuner med mindre øer hvert år at redegøre for hvorledes kommunens andel af det generelle tilskud i henhold til § 20, stk. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner er anvendt i det regnskabsår, som ligger forud for det år, hvor tilskuddet til nedsættelse af færgetakster for godstransport udmeldes.

 

Svendborg Kommune har for 2020 modtaget et tilskud på 7,488 mio. kr. Det er jf. ordningen forudsat, at kommunen bærer en del af både drifts- og investeringsudgifterne ved færgetrafikken.

 

I ”Bilag 3 – Redegørelse om anvendelse af det forhøjede generelle tilskud i 2020” er der nærmere redegjort for anvendelse af det forhøjede generelle Ø-tilskud i 2020.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Passagertransport m.v.:

Der er modtaget 312.000 kr. i tilskud fra staten.
 

Opfølgningsredegørelsen for tilskud til nedsættelse af takster for biler og passagerer viser, at der i 2020 er ydet et samlet tilskud på 263.713 kr. til nedsættelse af taksterne for biler og passagerer.
 

Der er i sagsfremstillingen nærmere redegjort for årsagerne til afvigelsen vedrørende det ydede tilskud fra staten. Det foreslås, at det uforbrugte tilskud på 48.287 kr. overføres til 2021 til brug for nedsættelse af taksterne for passagerer og cykler i en specifik periode i sensommeren 2021.

 

Godstransport:

Der er modtaget 228.000 kr. i tilskud fra staten
 

Opfølgningsredegørelsen for tilskud til nedsættelse af takster gods viser, at der i 2020 er ydet et samlet tilskud på 171.960 kr. til nedsættelse af taksterne for godstransport.
 

Der er i sagsfremstillingen nærmere redegjort for årsagerne til afvigelsen vedrørende det ydede tilskud fra staten. Det foreslås, at det uforbrugte tilskud på 56.040 kr. overføres til 2021 til brug for nedsættelse af taksterne gods.

 

Tilskud i henhold til § 20, stk. 1 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud:

Det generelle Ø-tilskud i 2020 udgjorde 7,488 mio. kr.

 

Svendborg Kommune har jf. bilag 3 ”Redegørelse om anvendelse af det forhøjede generelle tilskud i 2020” brugt i alt 8,896 mio. kr. til færgedrift og diverse anlægsprojekter på øerne. Det generelle Ø-tilskud er blevet anvendt til finansiering af en del af disse udgifter.
 

 

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant

Lovgrundlag

  1. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Lovbekendtgørelse nr. 63 af 19.1.2021)
  2. Bek. om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer mv. til og fra visse øer (Bek. nr. 1221 af 22.11.2019)
  3. Bek. om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra visse øer (Bek. nr. 1222 af 22.11.2019)

 

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 15-04-2021


Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-04-2021

Indstilles.

 

Afbud fra Hanne Klit (A) og John Arly Henriksen (A). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Karl Magnus Bidstrup (A).

Beslutning i Byrådet den 27-04-2021

Godkendt.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O). Som suppleant deltog Lars Kalmar (O).