Punkt 10 Udendørs overdækninger i dagtilbud

Beslutningstema

 

Etablering af permanente udendørs overdækninger i dagtilbud i forbindelse med anbefalinger og erfaringer med tilrettelæggelse af hverdagen i relation til covid-19.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • Børne- og Ungeudvalget,
    • At etableringen af permanente udendørs overdækninger på dagtilbudsområdet godkendes.

 

  • Teknik- og Erhvervsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales,
    • At der bevilliges en samlet anlægsramme på 3,5 mio. kr. til realisering af projektet og at anlægsrammen finansieres via;
      • Dagtilbuds eksisterende driftsramme for 2021, med 2,0 mio. kr.
      • Anlægspuljen ”Sikkerhedsmæssige tiltag”, med 0,5 mio. kr. i 2021 og 1,0 mio. kr. i 2022
    • At anlægsrammen indarbejdes med et rådighedsbeløb i 2021 på 2,5 mio. kr. og 1,0 i 2022
    • At rådighedsbeløbet i 2021 frigives.

 

Teknik- og Erhvervsudvalget,

  • At brugen af ekstern rådgiver godkendes.

Sagsfremstilling

Siden genåbningen af dagtilbudsområdet efter nedlukningen i påsken 2020 har det været en central del af Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området, at mest mulig aktivitet i dagtilbuddene skal foregå udenfor.

 

Dagtilbuddene har derfor siden foråret 2020 tilrettelagt hverdagen og læringsmiljøerne, så de lever op til denne anbefaling. I foråret 2020 blev der i den forbindelse opstillet midlertidige, lejede telte som værn mod sol, vind, nedbør og temperatur.

 

I efteråret 2020 viste det sig muligt at forlænge lejeaftalen omkring de opstillede telte henover vinteren. Det skete bl.a. på baggrund af ønsker og henvendelser fra de berørte dagtilbud. Dog har der vist sig behov for løbende reparationer og udskiftninger af telte som følge af vejrliget i vinterhalvåret. En del øvrige kommuner modtog i efteråret 2020 kritik fra forældre og medarbejderorganisationer for ikke i tide at have tilvejebragt de fornødne faciliteter, der gjorde det muligt for børnene at opholde sig mest muligt ude.

 

Samlet set har der været gjort mange positive erfaringer med læringsmiljøet, når leg og aktiviteter i højere grad tilrettelægges udenfor, og de nødvendige faciliteter til ly mod vejrliget er tilstede.

 

Det forventes, at der efter den nuværende fase af covid-19 pandemien stadig vil være rettet et øget fokus på en række forhold i dagtilbud. I forlængelse af anbefalingerne om øget hygiejne er der eksempelvis blevet opstillet udendørs håndvaske med varmt vand i alle dagtilbud. På samme måde forventes det, at udeliv og udendørs leg og aktiviteter fremover kommer til at udgøre en blivende del af læringsmiljøet i dagtilbuddene pga. både de sundhedsmæssige og pædagogiske fordele.

 

Det foreslås derfor, at der etableres en permanent udendørs overdækning i forbindelse med legepladsen ved kommunale og selvejende børnehuse. Der vil være tale om mindre bygninger i træ med halvåbne sider (”madpakkehuse”), der kan anvendes i forbindelse med leg, måltider og andre aktiviteter. Løsningerne tilpasses muligheder og behov i de enkelte børnehuse.

 

Processen med indhentning af tilbud, byggetilladelse og opsætning tager min. 6 mdr.

 

Det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt at fortsætte med lejede telte som en løsning på længere sigt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Projektets samlede anlægsøkonomi anslås til 3,5 mio. kr. og indeholder udgifter til klargøring af grund, belægning, jordhåndtering, permanente overdækninger, inventar, myndighedsbehandling samt intern og ekstern rådgiver.

 

Anlægsøkonomien forudsætter at en vejledning til det nye bygningsreglement ændres, så der ikke skal anvendes certificeret rådgiver til brand og statik, i forbindelse med opførelse af madpakkehuse. Vejledningen forventes at være gældende i løbet af foråret 2021.

 

Der søges på denne baggrund en samlet anlægsramme på 3,5 mio. kr. til realisering af projektet og at dette finansieres via;

  • Dagtilbudsområdet driftramme for 2021 med 2,0 mio. kr.
  • Anlægspuljen ”Sikkerhedsmæssige tiltag” med 0,5 mio. kr. i 2021 og 1,0 mio. kr. i 2022.

 

Udgifter til at opretholde midlertidige udendørs faciliteter i form af lejede telte er dækket af Center for Ejendomme og Teknisk Service som en corona-relateret ekstraudgift.

 

Udgiften til rådgiver forventes at overstige grænsebeløbet på 0,15 mio. kr., hvorfor der søges om godkendelse af brug af ekstern rådgiver.

 

Etableringen af de permanente udendørs faciliteter vil have en positiv indvirkning på erhvervslivet.

CO2-Konsekvensvurdering

Det skønnes at CO2-konsekvenserne af forslaget vil være minimale.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven samt byggelovgivningen

Kasse- og regnskabsregulativet

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 14-04-2021

Godkendt.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 15-04-2021

Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Udvalget godkender endvidere brugen af ekstern rådgiver.
 

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-04-2021

Indstilles.

 

Afbud fra Hanne Klit (A) og John Arly Henriksen (A). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Karl Magnus Bidstrup (A).

Beslutning i Byrådet den 27-04-2021

Godkendt.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O). Som suppleant deltog Lars Kalmar (O).