Punkt 7 Fremtidig administration af Erhvervsområde Vest

Beslutningstema

I forbindelse med den fremtidige håndtering af Erhvervsområde Vest har sagen været sendt til ekstern juridisk vurdering. Resultatet af denne vurdering forelægges Teknik- og Erhvervsudvalget med henblik på en foreløbig drøftelse, forud for udvalget senere beslutningstagen om, hvilke tiltag der skal gøres i forhold til den fremtidige administration af Erhvervsområde Vest.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget:

 

  • at juridisk notat fra Codex Advokater af 11. april 2021 tages til efterretning.
  • at mulige tiltag for den fremtidige administration af Erhvervsområde Vest drøftes foreløbigt.

Sagsfremstilling

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 11. marts 2021, at administrationen på næste møde skulle forelægges handlemuligheder til den fremtidige administration af området.

 

Forståelsen af det foreliggende lovgrundlag og spørgsmålet om kommunens handlemuligheder for den fremtidige administration af Erhvervsområde Vest har været forelagt Codex Advokater til juridisk vurdering. Codex Advokater har på denne baggrund udarbejdet et samlet notat, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021). I det notat henviser Codex Advokater til et tidligere udarbejdet notat af 8. februar 2021, se bilag 2 (Bilag 2. Notat fra Codex Advokater af 8. februar 2021).

 

Codex Advokater gennemgår i notatet, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021), den nærmere sammenhæng mellem planlovgivningen og miljølovgivningen for området. Det gælder, at der i planlovsmæssig forstand er tale om et erhvervsområde. Området skal derfor stadig betragtes som et erhvervsområde i forhold til lokalplanerne. I miljølovsmæssig forstand er der tale om et blandet bolig- og erhvervsområde. Det har betydning for, hvilke støjgrænser virksomhederne skal rette sig efter. For en mere detaljeret gennemgang henvises til bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021.

 

Codex Advokater gør i notatet, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021), opmærksom på, at den aktuelle problemstilling med boliger i et erhvervsområde ikke er unik for Svendborg, men at der ikke er nogen enkel løsning på problemet. Codex Advokater anviser følgende principielle muligheder som mulig løsning på problemet:

 

  1. Ekspropriation af boligejendommene.
  2. Frivilligt opkøb af boligejendommene.
  3. Udarbejdelse af ny lokalplan.
  4. Tilretning af allonger.
  5. Gennemførelse af lovliggørelsesproces og efterfølgende stram administration af området.

 

Det er Codex Advokaters vurdering, at ekspropriation næppe kan gennemføres i praksis, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021).

 

Frivilligt køb af ejendomme vil være en bekostelig affære, som kommunen skal tage stilling til, om den ønsker. Omfanget af dette skal i givet fald undersøges nærmere. Codex Advokater bemærker i den henseende, at kommunen kun kan inddrage hensyn til virksomhederne som begrundelse for opkøb, ikke boligerne, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021).

 

Hvis kommunen ønsker at fastholde områdets anvendelse til erhvervsformål, er det Codex Advokaters vurdering, at der som udgangspunkt ikke er noget formål med at udarbejde en ny lokalplan. Det kan have et formål, hvis området ønskes ændret til blandet bolig og erhverv. Det kan i så fald forventes at have en negativ effekt for tiltrækning af virksomheder på sigt. Endeligt kan det også være en mulighed at erstatte de eksisterende lokalplaner, hvis de findes utidssvarende. På den måde vil det være muligt fx at supplere redegørelsesdelen i lokalplanen med et afsnit om boliger, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021).

 

Det kan overvejes, om der er mulighed for at præcisere teksten i allongerne til lokalplanerne og tinglyse disse på ejendommene. Der er imidlertid næppe tilstrækkeligt lovgrundlag til at lade allongerne tinglyse på private ejendomme med formål som serviceoplysning til eksisterende lovgivning. Codex Advokater kan ikke helt udelukke, at det er muligt, men henviser til Planinfo, hvis den mulighed ønskes undersøgt nærmere, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021).

 

Gennemførelse af lovliggørelsesproces og efterfølgende stram administration af området er Codex Advokaters anbefaling til løsning af problemet. Med denne fremgangsmåde skal det endeligt afklares, hvilke boliger der må anses som lovlige. Efterfølgende skal der være særligt fokus på området og dets udvikling. I den forbindelse er det Codex Advokaters anbefaling, at der ikke gives tilladelser til portnerboliger og lignende fremadrettet. Derudover skal kommunen være opmærksomme på, om retten til bolig bortfalder på de enkelte ejendomme. Det vil ske, hvis der ikke er bolig på ejendommen i tre på hinanden følgende år, det såkaldte kontinuitetsbrud, se bilag 1 (Bilag 1. Notat fra Codex Advokater af 11. april 2021).

 

Udover de af Codex Advokater nævnte muligheder vil det også være en mulighed at udsende informationsbrev til ejere og beboere i området for at præcisere de gældende regler for områdets administration. Det kan være hensigtsmæssigt ovenpå sagen at oplyse alle i området om gældende regler, muligheder og begrænsninger for at forebygge fremtidige problemer i området.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen væsentlig konsekvens for CO2-udledningen.

Lovgrundlag

Planloven

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 15-04-2021

Teknik- og Erhvervsudvalget tager orienteringen til efterretning og har gennemført en foreløbig drøftelse af sagen. 

Liste V kan ikke tage orienteringen til efterretning men ønsker at standse sagen, jævnfør den kommunale styrelseslov §23, og indbringe den for Byrådet.

 

Beslutning i Byrådet den 27-04-2021

Liste V Venstre fremsatte følgende vedtagelsesforslag:

  • Den igangværende proces og udsendte påbud om ulovlig beboelse som følge af manglende erhvervstilknytning samt alle igangværende forberedelser hertil standses.
  • Lokalplanerne 146 og 306 revideres så de beskriver brugen af områderne som ”blandet bolig- og erhverv”, hvilket implicit betyder, at der ikke længere vil kunne rejses særlige krav til erhvervstilknytning for boligerne beliggende i de to nævnte lokalplanområder, og at de krav og påbud, som er rejst overfor boligejerne tilbagekaldes.
  • Det undersøges hvorvidt de borgere, som d. 12. februar 2021 har fået tilsendt breve med advarsler om, at de efterfølgende kunne risikere at blive frakendt retten til at bebo deres bolig, samt de ejere som har fået tilsvarende advarsel om ikke længere at kunne udleje deres ejendomme beliggende i det nævnte område, kan få refunderet de udgifter de har haft til advokater og rådgivere som følge heraf.

 

Liste C foreslog:

  • At Byrådet tager administrationens redegørelse til efterretning
  • At lovliggørelsesprocessen gennemføres som skitseret
  • At administrationen udøver en stram administration af lokalplanerne, hvor Erhvervsområde Vest bibeholdes som erhvervsområde
  • At der udarbejdes et budgettema med en vejføring bag om Erhvervsområde Vest

 

Liste B foreslog:

  • Lokalplanerne 146 og 306 for Boligområdet Vest indeholdende 18 boliger ændres til blandet bolig og erhverv, som oprindeligt. Det sikres samtidig, at lovliggørelse af alle boliger + erhverv sikres. Der skal i processens sikres borgerinddragelse.
  • At der udarbejdes et budgettema med en vejføring bag om Erhvervsområde Vest

 

Jens Munk foreslog:

  • at kommunen ikke kan og skal forlange, at husejere eller lejere skal fraflytte deres ejendomme
  • at der ikke udarbejdes nye lokalplaner
  • at der udarbejdes et budgettema for en ny vejføring

 

 

Man stemte først om liste Vs vedtagelsesforslag.

For stemte: 7 (V)

Imod stemte: 21 (A, C, F, Ø, O, Jens Munk og Steen Tinning)

Undlod: 1 (Hanne Ringgard Møller)

 

Man stemte herefter om Liste Bs vedtagelsesforslaget

For stemte: 9 (V og B)

Imod stemte: 19 (A, C, F, Ø og Jens Munk)

Undlod: 1 (O)

 

Man stemte herefter om Jens Munks vedtagelsesforslaget

For stemte: 1 (Jens Munk)

Imod stemte: 27 (A, V, C, B, F, Ø) 

Undlod: 1 (O)

 

Man stemte herefter om liste Cs vedtagelsesforslag.

For stemte: 17 (A, C, F, O og Steen Tinning),

Imod stemte: 11 (V, Ø og Hanne Ringgard Møller)

Undlod: 1 (Jens Munk)

 

Liste V var imod, selv om man dog kunne støtte forslaget om udarbejdelse af et budgettema for en ny vejføring.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O). Som suppleant deltog Lars Kalmar (O).