Punkt 6 Afgørelser om boligsager i Erhvervsområde Vest

Beslutningstema

I forbindelse med en lovliggørelse af boliger beliggende i Erhvervsområde Vest orienteres Teknik- og Erhvervsudvalget om status på sagen. Administrationen har vurderet de enkelte sager og orienterer udvalget om de påtænkte udfald af disse, inden der sendes afgørelser. Det sker i forlængelse af en tidligere orientering til udvalget om igangværende partshøringsproces om boliger i Erhvervsområde Vest.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget:

 

  • at orienteringen om påtænkte afgørelser vedrørende lovliggørelse af boliger i Erhvervsområde Vest tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede den 11. marts 2021, at administrationen på næste møde skulle forelægge de planlagte afgørelser, inden de meddeles borgerne.

 

Der er tale om i alt syv boliger, der efter administrationens indledende vurdering ikke opfylder betingelserne for boliger i lokalplanerne.

 

Efter det sidste møde i udvalget har administrationen holdt møder med ejerne af hver af de syv boliger. Det havde til formål at skabe en dialog med borgerne med afsæt i parthøringerne og at give borgerne mulighed for at få afklaret eventuelle spørgsmål til deres sag. Derudover havde det til formål at give mulighed for en grundig drøftelse af eventuelle løsninger.

 

Administrationen har nu foretaget en vurdering i hver enkelt sag. En oversigt over det kan ses på bilag 1 (Bilag 1. Overblik over vurderinger). De fulde begrundelser for hver enkelt bolig kan ses på bilag 2-8 (Bilag 2-8. Uddybende begrundelse for vurdering for ”Adresse”).

 

Det er administrationens vurdering, at tre boliger kan anvendes som hidtil. Den ene ved at anerkende, at der er tale om et eksisterende, lovligt forhold, da boligen er opført før den første byplanvedtægt. Den anden ved at give den nødvendige dispensation fra lokalplanen på grund af berettiget forventning, da kommunen tidligere har givet en byggetilladelse til opførelse af byggeriet. Ejer har derfor indrettet sig i tiltro til kommunens tilladelse. Den tredje på grund af, at ejerne har boet på ejendommen i en længere årrække kombineret med manglende handling fra kommunens side.

 

For fire ejendomme er der tale om udlejning, hvor det vurderes, at boliganvendelsen ikke er lovlig i forhold til lokalplanerne. For tre af disse fire er der en konstruktiv dialog i gang med ejer om løsning af problemet. Det sker ved at sørge for, at anvendelsen af ejendommene bliver lovlig i forhold til lokalplanen. Fælles for disse tre sager er, at ejerne ikke har anfægtet udfordringen i forhold til lokalplanen.

 

Administrationens vurderinger vedrørende en enkelt bolig er sendt til Codex Advokater til en endelig juridisk vurdering. Den påtænkte afgørelse i denne sag træffes kun, hvis Codex Advokater kan bekræfte administrationens vurdering på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet gennem partshøringen.

 

Hvis udvalget tager orienteringen til efterretning, vil administrationen fortsætte sagsbehandlingen. Det betyder, at:

 

  • der gives tilladelse til bolig på tre ejendomme.
  • der gives påbud om lovliggørelse til de fire udlejningsboliger, der ikke overholder lokalplanerne. Dialog pågår samtidig om mulige løsninger.

 

Ved påbud om lovliggørelse kan dette ske enten fysisk eller retligt:

 

  • Fysisk ved ophør af den ulovlige anvendelse. Det vil sige, at beboerne skal flytte.
  • Retligt ved,
    • at opfylde betingelserne i lokalplanen.

eller

  • at boligen lovliggøres med en ny lokalplan.

 

Ved påbud om lovliggørelse skal der sættes en rimelig frist. En rimelig frist i de aktuelle sager vurderes at være et år. Påbuddene bør fremsendes hurtigst muligt for, at kommunen ikke risikerer juridisk passivitet og deraf begrænsede handlemuligheder. Derfor bør dette som udgangspunkt ske uden at vente på en drøftelse om igangsætning af ny lokalplan. Dog kan påbud afvente i kort tid, hvis der snart træffes beslutning om at lave en ny lokalplan for området, der gør det muligt at bo i de nuværende boliger.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er mulighed for, at kommunen kan pådrage sig et erstatningsansvar, hvis der lides et tab som følge af, at en anvendelse uretmæssigt påbydes ophørt, se bilag 9 (Bilag 9. Juridisk notat fra Focus Advokater

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen væsentlig konsekvens for CO2-udledningen.

Lovgrundlag

Planloven

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 15-04-2021

Liste V fremsætter forslag om at tilbagekalde kompetencen til udvalget.

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For stemmer 2 medlemmer af udvalget: Liste V.

Imod stemmer 6 medlemmer af udvalget: Liste A, Liste C, og Liste Ø.

Løsgænger Jens Munk undlader at stemme.

 

Indstillingen bringes herefter til afstemning.

 

Orientering tages til efterretning med bemærkning om, at den påtænkte afgørelse med påbud om lovliggørelse til én enkelt boligejer meddeles med en frist på 12 måneder til at efterkomme påbuddet, og at en eventuel senere ændring af lokalplanen vil blive behandlet af Teknik- og Erhvervsudvalget.

 

Liste V kan ikke tage orienteringen til efterretning men ønsker at standse sagen, jævnfør den kommunale styrelseslov §23, og indbringe den for Byrådet.



 

 

Beslutning i Byrådet den 27-04-2021

Liste V Venstre fremsatte følgende vedtagelsesforslag:

  • Den igangværende proces og udsendte påbud om ulovlig beboelse som følge af manglende erhvervstilknytning samt alle igangværende forberedelser hertil standses.
  • Lokalplanerne 146 og 306 revideres så de beskriver brugen af områderne som ”blandet bolig- og erhverv”, hvilket implicit betyder, at der ikke længere vil kunne rejses særlige krav til erhvervstilknytning for boligerne beliggende i de to nævnte lokalplanområder, og at de krav og påbud, som er rejst overfor boligejerne tilbagekaldes.
  • Det undersøges hvorvidt de borgere, som d. 12. februar 2021 har fået tilsendt breve med advarsler om, at de efterfølgende kunne risikere at blive frakendt retten til at bebo deres bolig, samt de ejere som har fået tilsvarende advarsel om ikke længere at kunne udleje deres ejendomme beliggende i det nævnte område, kan få refunderet de udgifter de har haft til advokater og rådgivere som følge heraf.

 

Liste C foreslog:

  • At Byrådet tager administrationens redegørelse til efterretning
  • At lovliggørelsesprocessen gennemføres som skitseret
  • At administrationen udøver en stram administration af lokalplanerne, hvor Erhvervsområde Vest bibeholdes som erhvervsområde
  • At der udarbejdes et budgettema med en vejføring bag om Erhvervsområde Vest

 

Liste B foreslog:

  • Lokalplanerne 146 og 306 for Boligområdet Vest indeholdende 18 boliger ændres til blandet bolig og erhverv, som oprindeligt. Det sikres samtidig, at lovliggørelse af alle boliger + erhverv sikres. Der skal i processens sikres borgerinddragelse.
  • At der udarbejdes et budgettema med en vejføring bag om Erhvervsområde Vest

 

Jens Munk foreslog:

  • at kommunen ikke kan og skal forlange, at husejere eller lejere skal fraflytte deres ejendomme
  • at der ikke udarbejdes nye lokalplaner
  • at der udarbejdes et budgettema for en ny vejføring

 

 

Man stemte først om liste Vs vedtagelsesforslag.

For stemte: 7 (V)

Imod stemte: 21 (A, C, F, Ø, O, Jens Munk og Steen Tinning)

Undlod: 1 (Hanne Ringgard Møller)

 

Man stemte herefter om Liste Bs vedtagelsesforslaget

For stemte: 9 (V og B)

Imod stemte: 19 (A, C, F, Ø og Jens Munk)

Undlod: 1 (O)

 

Man stemte herefter om Jens Munks vedtagelsesforslaget

For stemte: 1 (Jens Munk)

Imod stemte: 27 (A, V, C, B, F, Ø) 

Undlod: 1 (O)

 

Man stemte herefter om liste Cs vedtagelsesforslag.

For stemte: 17 (A, C, F, O og Steen Tinning),

Imod stemte: 11 (V, Ø og Hanne Ringgard Møller)

Undlod: 1 (Jens Munk)

 

Liste V var imod, selv om man dog kunne støtte forslaget om udarbejdelse af et budgettema for en ny vejføring.

 

Afbud fra Dorthe Ullemose (O). Som suppleant deltog Lars Kalmar (O).