Punkt 2 Punkt til behandling fra SF's byrådsgruppe

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem Bruno Hansen ønsker på vegne af SF’s byrådsgruppe følgende optaget på byrådets dagsorden den 27. april 2021:

 

”En lang række kommuner (23) har de sidste 10 år indført Whistleblowerordninger. Det samme har staten, og mange private virksomheder. Whistleblowerordninger etableres for at sikre, at man som medarbejder har et sted at henvende sig, hvis man oplever forhold på arbejdspladsen, som man føler sig utryg ved, at løfte gennem det etablerede samarbejdssystem. Det vil typisk være indberetninger om alvorlige forhold som lovovertrædelser, og manglende efterlevelse af juridiske forpligtelser.

Formålet med whistleblowerordningen er, at sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder på arbejdspladsen, at beskytte ansatte som indgiver oplysninger og at sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af grove fejl og ulovligheder.

Whistleblowerordningen er tænkt som et supplement til den interne dialog og åbenhed. Det bør derfor altid først overvejes, om problemerne kan løses ved henvendelse til f.eks. nærmeste leder, personaleafdeling eller tillidsrepræsentant. Ordningen er altså et alternativ, som kan bruges, hvis den enkelte medarbejder ikke føler sig tryg ved at bruge de almindelige kanaler – eller hvis man har henvendt dig til ledelsen om et alvorligt forhold, uden at der tages hånd om det.

I 2019 vedtog EU det såkalte Whistleblower-direktiv, som pålægger EU's medlemslande at oprette lokale ordninger som sikrer en generel beskyttelse af Whistleblowere. Direktivet skal være implementeret i medlemslandenes lovgivning senest d. 17. december 2021. Den nye lovgivning vil betyde at alle offentlige myndigheder, samt private virksomheder med flere end 50 ansatte, skal oprette deres egne interne whistleblowerordninger.

På baggrund af ovenstående, foreslår SF derfor at ordningen oprettes under kommunens borgerrådgiver, som er en uafhængig instans overfor kommunens forvaltninger, borgmester og de politiske udvalg.

 

Whistleblowerordningens formål er:

 • At sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder i                                                  Svendborg Kommune

• At beskytte ansatte, som indgiver oplysninger til ordningen

• At sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i Svendborg Kommunes borgerbetjening og administration.

 

Til beslutning: Punktet fremsendes til udtalelse i kommunens samarbejdssystem og tilgår herefter byrådet til beslutning.”

Beslutning i Byrådet den 27-04-2021

Enhedslisten foreslår:

  • Administrationen udarbejder beslutningsgrundlag for en whistleblowerordning, som belyser forskellige modeller for hvem, der står for whistleblowerordningen. Det kan være: borgerrådgiveren, en uafhængig advokat eller revisor. 
  • De mulige løsninger sendes i høring i blandt medarbejdernes repræsentanterne.
  • Sagen forelægges efterfølgende økonomiudvalg og byrådet
  • Whistleblowerordningens formål skal være:

?      At sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder i Svendborg Kommune

?      At beskytte ansatte, som indgiver oplysninger til ordningen

?      At sikre, at de indgivne oplysninger bliver anvendt konstruktivt til forbedring, forebyggelse og afværgelse af fejl og ulovligheder i Svendborg Kommunes borgerbetjening og administration.

?       

Byrådet tiltrådte dette.

 

Afbud fra Dorthe Ullemose (O). Som suppleant deltog Lars Kalmar (O).