Punkt 16 Status for arbejdsgruppe om fjernvarme

Beslutningstema

På Miljø og Naturudvalgsmødet den 4. maj 2021 blev det besluttet, at der skulle hentes erfaringer fra andre kommuner med henblik på at nedsætte en fremtidig arbejdsgruppe om fjernvarme. Der orienteres om status for dette arbejde, samt om relevante konklusioner fra det første møde i arbejdsgruppen om fjernvarme.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

I forbindelse med Miljø-og Naturudvalgsmødet den 9. marts 2021 blev der afholdt temamøde om udbredelse af fjernvarmen i Svendborg Kommune. På Miljø- og Naturudvalgsmødet blev det efterfølgende besluttet, at der skulle hentes erfaringer fra andre kommuner med henblik på at nedsætte en fremtidig arbejdsgruppe om fjernvarme.

 

Administrationen har efterfølgende orienteret sig i forskellige kommunale netværk, ift. de andre kommuners erfaringer med at etablere arbejdsgrupper med deres forsyningsselskaber. De forskellige kommuner på Fyn har ikke erfaring med at nedsætte arbejdsgrupper med deres fjernvarmeselskaber, men har blot en løbende dialog i forhold til projekter og varmeplanlægning.

 

Efterfølgende valgte administrationen at nedsætte en arbejdsgruppe og inviterede alle 4 fjernvarmeselskaber i Svendborg Kommune til at deltage i arbejdsgruppens første møde den 27. april 2021. De 4 fjernvarmeselskaber i arbejdsgruppen udgør: Svendborg Fjernvarme, Stenstrup Fjernvarme, Skårup Fjernvarme og Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme. Derudover deltager 4 personer fra administrationen samt en repræsentant fra Erhvervshus Fyn.

 

Arbejdsgruppens første møde havde fokus på følgende:

 

  • Formål med arbejdsgruppen - Kan fjernvarmeselskaberne se værdien i at indgå i arbejdsgruppen?
  • Potentiale for udnyttelse af overskudsvarme - Oplæg fra Erhvervshus Fyn jævnfør bilag 1 (Bilag 1: Oplæg af Erhvervshus Fyn).
  • Henvendelse om deltagelse i Grøn Varme Arena jævnfør bilag 2 (Bilag 2: Oplæg om Grøn Varme Arena).
  • Drøftelse af kollektive løsninger i gasforsynede områder som Vindby og Thurø By.

 

Orientering fra arbejdsgruppens første møde

 

På baggrund af tidligere screeninger vurderes det tekniske potentiale for overskudsvarme omkring Svendborg at kunne forsyne ca. 360-400 husstande med overskudsvarme. Der vurderes også at være yderligere overskudsvarmepotentiale ved teglvirksomheden i Stenstrup, samt fra de forskellige rensningsanlæg i kommunen.

 

Grøn Varme Arena er et koncept udarbejdet af Grøn Varme Alliance, der består af en række nøgleaktører i varmebranchen, som Dansk Fjernvarme, Logstor, m.m. Konceptet består i, at en række eksperter fra branchen hjælper fjernvarmeselskaberne og kommunerne med at udarbejde en fælles målsætning og en konkret handleplan for de næste 100 dage. Dette foregår over to workshops. Svendborg Kommune var blevet udvalgt til at deltage i konceptet, da der var vurderet stort potentiale for udbredelsen af fjernvarme her.  

 

Fjernvarmeselskaberne var positivt indstillet på at indgå i arbejdsgruppen og det tværgående arbejde. Der indbydes til møder i arbejdsgruppen, når der opstår relevante projekter at samarbejde om. Fjernvarmeselskaberne efterspurgte mere viden fra andre fjernvarmeselskaber med fokus på salg og markedsføring af fjernvarmen til nye områder samt erfaringer med overskudsvarmeprojekter.

 

Svendborg Fjernvarme, Stenstrup Fjernvarme og Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme ønskede at deltage i Grøn Varme Arena.

 

Der afholdes det første møde i Grøn Varme Arena i Svendborg den 2. juni 2021, hvor der også vil være oplægsholdere fra Egedal Fjernvarme/Gentofte Fjernvarme med fokus på markedsføring af fjernvarmen. Fjernvarme Fyn holder oplæg om deres konkrete erfaringer med overskudsvarmeprojekter.

 

Det fremadrettede arbejde

 

Administrationen forventer til august at indstille til Miljø-og Naturvalget, at der træffes en principbeslutning om, i hvilke områder fjernvarmen ønskes udbredt i Svendborg Kommune. Denne principbeslutning er forudsætning for det videre samarbejde med fjernvarmeselskaberne om udbredelsen af fjernvarmen i Svendborg Kommune, da fjernvarmeselskaber har brug for en politiske stillingtagen i forbindelse med deres strategiplanlægning. 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen på nuværende tidspunkt.

CO2-Konsekvensvurdering

Fortrængning af naturgas/oliefyr til fordel for fjernvarme vil reducere CO2-udledningen væsentlig.

Lovgrundlag

Varmeforsyningsloven

 

Klima- og Energipolitik 2020-25, Svendborg Kommune

Sagen afgøres i

Miljø- og Naturudvalget.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 08-06-2021

Orienteringen taget til efterretning.