Punkt 14 Opsporing af kilder til pesticidforureningen ved Skovmølleværket

Beslutningstema

Svendborg Kommune indgik i november 2019 en aftale med Region Syddanmark og Vand og Affald om at opspore kilder til pesticidforureningen, der er fundet i én af Skovmølleværkets boringer, boring P12. Forureningskilden er desværre ikke fundet, og man har konstateret, at forureningen spreder sig til de tilstødende boringer.
 

Det er arbejdsgruppens anbefaling, at samarbejdet med Regionen Syddanmark og Vand og Affald videreføres i en såkaldt fase 2. I fase 2 skal kilden til forureningen forsøges opsporet, og der skal etableres en afværgepumpning fra den forurenede boring.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget,
 

  • at orienteringen om resultatet af opsporingen af kilder til pesticidforureningen ved Skovmølleværket tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Region Syddanmark, Vand og Affald og Svendborg Kommune indgik i november 2019 en aftale om at opspore kilder til pesticidforureningen i Skovmølleværkets boringer.

 

Miljø- og Naturudvalget blev den 4. februar 2020 orienteret om, at aftalen var indgået.

 

Samarbejdet blev indgået efter, at der i 2018 blev konstateret et alarmerende højt indhold af stoffet DMS (N,N-dimethylsulfamid) i en af Vand og Affalds boringer, boring P12, ved Skovmølleværket. Derudover var stoffet fundet i alle vandværkets 8 boringer, og i flere af boringerne var indholdet af DMS i grundvandet over grænseværdien for, hvad der må være i drikkevand.

 

Opsporing af forureningskilden

I forbindelse med partnerskabsaftalen er der udført analyser i alle af Skovmølleværkets boringer for 233 pesticidstoffer, som vurderes at kunne nedsive til grundvandet. Der er blevet fundet 2 ny stoffer: Saccharin og methaldehyd. 

 

For at opspore kilden til DMS-forureningen har det været nødvendigt at undersøge udbredelsen af pesticidstoffer i hele området og i flere dybder. Der er derfor udtaget prøver i områdets vandløb, 8 private brønde og boringer, samt i statens og regionens boringer i området.


På baggrund af den særligt forurenede boring P12, er to lokaliteter tæt på boringen blevet undersøgt af Region Syddanmark, men forureningen stammede ikke herfra.

 

Trods undersøgelserne har det ikke været muligt at opspore den forureningskilde, der er årsag til forureningen i boring P12.

 

Ved at undersøge Vand og Affalds analyser for DMS i Skovmølleværkets boringer, kan man se, at forureningen, efter man i 2018 stoppede oppumpning fra boring P12, er begyndt at sprede sig til de nærliggende boringer. Det er derfor nødvendigt at etablere en afværgepumpning, der kan sikre, at forureningen igen bliver centreret omkring boring P12.

Resultaterne kan ses af vedlagte bilag (Partnerskabsrapport, fase 1 – Skovmølleværket).

 

Samarbejdet fortsættes
Det er administrationens vurdering, at samarbejdet skal fortsætte ind i en fase 2. Administrationens bidrag til fase 2 bliver at understøtte opsporingen af kilden til forureningen i boring P12 og arbejdet med at få etableret den mest effektive afværgepumpning fra boring P12.

 

Miljø- og Naturudvalget vil blive orienteret, når arbejdet med at opspore forureningskilden er fuldført, og afværgepumpningen er etableret.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Svendborg Kommune.

 

Svendborg Kommune bidrog med projektledelsen af samarbejdet. Bidraget var estimeret til 180 timer. Tidsforbruget er opgjort til 213 timer. Det forventes, at kommunens bidrag til den videre proces bliver betydeligt mindre.

 

Projektet har ikke erhvervsmæssige konsekvenser.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen.

Lovgrundlag

Jordforureningsloven og Vandforsyningsloven

Sagen afgøres i

Miljø- og Naturudvalget.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 08-06-2021

Orienteringen taget til efterretning.