Punkt 13 Passage i Hundstrup Å ved Gundestrup Mølle

Beslutningstema

I henhold til Statens Vandplan 2009-2015 skal der sikres fri faunapassage i Hundstrup Å ved Gundestrup Mølle, således at fisk og smådyr kan passere mølleopstemningen til de opstrøms liggende 30 km vandløb.

 

Med baggrund i en flertalsbeslutning i Miljø-, Klima-, og Trakfikudvalget i 2016 traf administrationen afgørelse om, ikke at gennemføre vandløbsrestaurering i Hundstrup Å ved Gundestrup Mølle. Afgørelsen blev truffet med begrundelse i hensynet til de kulturhistoriske interesser. Efterfølgende ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen og hjemviste den til fornyet behandling i kommunen.

 

Der foreligger tre projektforslag, der alle kan sikre målopfyldelse og som samtidig tager hensyn til de miljømæssige og kulturhistoriske interesser.

 

På mødet den 13. april 2021 besluttede udvalget at udsætte sagen til maj måned med henblik på, at administrationen kunne gå i fornyet dialog med de berørte lodsejere. Det var ikke muligt for administrationen at indgå fornyet dialog med lodsejer i perioden fra Miljø- og Naturudvalgets møde den 13. april 2021 til mødet den 4. maj 2021. Der henvises til bilag 10 (Bilag 10. Notat om lodsejerdialog – april 2021).

 

På mødet den 4 .maj 2021 traf udvalget derfor beslutning om igen at udsætte sagen til den 8. juni 2021. Administrationen har nu indgået aftale med lodsejer om et forhandlingsmøde torsdag den 3. juni. Der henvises til bilag 11 (Bilag 11. Notat om lodsejerdialog – maj 2021).

 

Projektet skal gennemføres inden udgangen af 1. kvartal 2023 og derfor er tidsplanen for administrationens arbejde meget stram. Administrationen har den 6. maj 2021 modtaget et orienteringsbrev fra Miljøstyrelsen, hvor styrelsen gør opmærksom på, at alle vandløbsprojekter under ordningen EHFF skal være afsluttede i 1. kvartal 2023. Der henvises til bilag 12 (Bilag 12. Notat om økonomiske konsekvenser ved projektforsinkelser for vandplanindsats ved Gundestrup Mølle).

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalgets beslutning,

 

  • At den kommunale vandplanindsats i Hundstrup Å ved Gundestrup Mølle søges realiseret ved projektforslag scenarie 2, hvorved der sikres målopfyldelse under størst mulig hensyntagen til de kulturhistoriske værdier og til lodsejerinteresser.

 

Alternativt, 
 

  • At vandplanindsatsen søges realiseret ved projektforslag scenarie 3, hvorved der sikres målopfyldelse under størst mulig hensyntagen til vandmiljøet, men på bekostning af lodsejerinteresser og i nogen grad på bekostning af kulturhistoriske værdier.

 

Alternativt,
 

  • At vandplanindsatsen søges realiseret ved projektforslag scenarie 1, hvorved der sikres målopfyldelse under størst mulig hensyntagen til vandmiljøet, men på bekostning af de kulturhistoriske værdier og lodsejerinteresser.

Sagsfremstilling


Baggrund for sagen

EU’s Vandrammedirektiv fastlægger bindende rammer for vandplanlægningen i EU’s medlemslande, og direktivets overordnede mål er, at alt vand, overfladevand og grundvand, inden udgangen af 2015 skal have opnået mindst ”god tilstand” eller ”godt økologisk potentiale”.

Til dette formål er der udarbejdet statslige vandområdeplaner, der bl.a. indeholder oplysninger om påvirkningerne af vandområderne, beskrivelse af overvågningen af vandområderne, vurderinger af tilstanden i vandområderne, de miljømål, der gælder for det enkelte område, samt et resumé af de indsatser, der gennemføres med henblik på at opfylde de fastlagte mål.

 

Gennemførelsen af indsatsen i de statslige vandområdeplaner er en bunden opgave for kommunen jf. lov om vandplanlægning og indsatsbekendtgørelsen.

 

Hundstrup Å er omfattet af vandplanen for Vandområdedistrikt 1, Jylland og Fyn, Det Sydfynske Øhav, Hovedvandopland 1.15. For at sikre målopfyldelse i Hundstrup Å, skulle der ifølge planen sikres fri faunapassage (kontinuitet) forbi opstemningen ved Gundestrup Mølle i løbet af første planperiode 2009-2015.

 

Af retningslinjerne i vandplanen for 2009-2015 fremgår det, at der så vidt muligt etableres fuld faunapassage ved total fjernelse af menneskeskabte spærringer i vandløb. Hvor opstemninger bibeholdes af f.eks. kulturhistoriske eller andre samfundsmæssige hensyn, sikres passagen eksempelvis ved etablering af ”naturlignende stryg” i selve vandløbet eller omløbsstryg med tilstrækkelig vandgennemstrømning.

 

Den 11. juni 2014 sendte Miljøministeren et hyrdebrev til samtlige kommuner. Heri fastsættes, at vandløbsrestaureringsprojekter ikke kan gennemføres, hvis væsentlige kulturhistoriske interesser tilsidesættes jf. vandløbslovens § 37 stk. 3. Det er vandløbsmyndigheden, der foretager den konkrete vurdering af balancen mellem natur- og miljømæssige hensyn og kulturhistoriske hensyn. Miljøministeren forudsætter, at kommunerne i den forbindelse er i dialog med de relevante myndigheder og interessenter.

Administrationen indhentede derfor en vurdering fra Svendborg Museum, som finder, at Gundestrup Mølle rummer væsentlige kulturhistoriske interesser.

 

På dette grundlag traf et flertal (V, C, og O) på Miljø-, Klima-, og Trakfikudvalgets møde den 6. juni 2016, beslutning om, at indsatsen ved Gundestrup Mølle ikke skulle realiseres med henvisning til de kulturhistoriske værdier. Referat af mødet er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Referat med bilag fra Miljø-, Klima- og Trafikudvalgets møde den 6. juni 2016) Den 13. juni 2018 traf administrationen, som konsekvens heraf, afgørelse efter vandløbslovens § 37 stk. 3 om, at indsatsen ikke skulle gennemføres.

 

Efterfølgende hjemviste Miljø- og Fødevareklagenævnet sagen til fornyet behandling b.la. med begrundelsen:

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at Svendborg Kommune i sin afgørelse ikke i tilstrækkelig grad har redegjort for, at realisering af de i forundersøgelsen beskrevne scenarier – eller andre potentielle tekniske løsninger - tilsidesætter væsentlige kulturhistoriske interesser ved Gundestrup Mølle. Dermed finder nævnet, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang har redegjort for afvejningen mellem indsatsbekendtgørelsens bindende krav, der skal medvirke til at sikre målopfyldelse i Hundstrup Å og hensynet til eventuelle væsentlige kulturhistoriske interesser som fastsat i vandløbslovens § 37, stk. 3.

 

Klagenævnets afgørelse er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelse vedr. Gundestrup Mølle).

 

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder i deres afgørelse, at vandløbslovens § 37, stk. 3 kun kan benyttes, hvis der ikke kan findes en teknisk løsning, der i tilstrækkelig grad tager hensyn til væsentlige kulturhistoriske interesser ved etablering af en faunapassage.

 

 

Da den bundne kommunale indsats i Hundstrup Å ikke er gennemført i første planperiode, har Miljøstyrelsen overført indsatsen til den nye planperiode for 2015-2021. Indsatsen skal være gennemført senest i 1. kvartal 2023.

 

Administrationens vurdering vedr. interesseafvejning

Gennemførelse af vandplanernes indsatser kræver ofte en interesseafvejning – særligt i forbindelse med indsatser ved vandmøller og andre kulturhistoriske anlæg.

 

Ved interesseafvejningen gælder følgende retningslinjer:

  • Målopfyldelse jf. vandplanen skal sikres.
  • Væsentlige kulturhistoriske interesser skal sikres - fx hvis der er tale om fredede anlæg m.v.
  • Kulturhistoriske anlæg, der ikke er omfattet af en fredning, bør i videst muligt omfang sikres, hvis det er foreneligt med målopfyldelse.
  • Lodsejerinteresser kan imødekommes, hvis det er foreneligt med målopfyldelse.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at Gundestrup Mølle ikke er omfattet af en fredning. Det er dog administrationens vurdering, på baggrund af klagenævnets afgørelse, at en løsning skal søges, hvor der både tages hensyn til vandplanens krav og de kulturhistoriske interesser.

 

Kulturarvsstyrelsen publikation fra 2010 Vandkraftens Kulturarv - Prioriteringer i vandplanlægningen (Bilag 3. Vandkraftens Kulturarv) beskriver hvordan kommunerne kan integrere hensynet til kulturarven i den kommunale vandplanindsats. Publikationen nævner en lang række eksempler på steder, hvor der med succes er etableret omløbsstryg forbi historiske og/eller fredede vandmøller og turbineanlæg under hensyntagen til de kulturhistoriske. Det er bl.a. tilfældet ved Hårby Mølle og Elværk beliggende i Faaborg-Midtfyns Kommune og Harteværket ved Kolding. Sammenfattet lyder anbefalingen fra styrelsen: Bevar i muligt omfang vandtilførslen til møller, damme og kanaler og herunder bør en fungerende mølle have vand nok til mindst 2 timers daglig drift, undgå ligeledes bygningsskader og sætning af fundament. Desuden bør lyden af vandets plasken bevares. Det er administrationens vurdering at scenarie 2, og til en vis grad scenarie 3, vil være i overensstemmelse med styrelsens råd.

 

I forbindelse med afklaringen af spørgsmålet af de kulturhistoriske interesser har Slots- og Kulturstyrelsen svaret følgende i forhold til administrationens spørgsmål om vigtigheden af de konkrete kulturhistoriske forhold omkring Gundestrup Mølle: ”Det er styrelsens generelle anbefaling, at der i videst muligt omfang tages hensyn til vandkraftens kulturarv i forbindelse med planlægning af vandløbsprojekter”. Styrelsens svar er vedlagt som bilag 4 (Bilag 4. Slots- og Kulturstyrelsens svar ang. Gundestrup Mølle). Det er administrationens vurdering, at styrelsens svar er i overensstemmelse med deres anbefalinger i publikationen fra 2010.

 

Administrationens anbefaling

Administrationen anbefaler, at den kommunale vandplanindsats for Hundstrup Å gennemføres ved et af de tre scenarier, der er udarbejdet af rådgivervirksomheden Rambøll i 2014. (Bilag 5. Forundersøgelse og indledende detailprojektering, faunapassage Gundestrup Mølle, Hundstrup Å).

 

Scenarierne er udarbejdet så de i forskelligt omfang balancerer interesseafvejningen mellem opfyldelse af miljømål, hensynet til de kulturhistoriske interesser ved Gundestrup Mølle og hensynet til lodsejerinteresser.

 

Projektforslag scenarie 1: Det oprindelige forløb af Hundstrup Å genskabes ved at erstatte mølledammen med en ådal, hvori vandløbet får det naturlige fald. Projektet medfører, at den eksisterende elproduktion ved turbinedrift på vandmøllen ophører permanent. De eksisterende bygninger påvirkes ikke. Herved sikres målopfyldelse under størst mulig hensyntagen til vandmiljøet, men på bekostning af de kulturhistoriske værdier og lodsejerinteresser.

 

Projektforslag scenarie 2: Der etableres et nyt forløb af Hundstrup Å udenom mølleopstemningen. Det nye vandløb og mølledammen adskilles af en væg af stål. Væggen skal opretholde vandstanden i mølledammen, så der fortsat kan opretholdes turbinedrift. Vandføringen i Hundstrup Å deles mellem mølledammen, der leder vand til turbinen, og det nye forløb, således vandføringen i det nye forløb opfylder de statslige krav, og således at elproduktion kan fortsætte dog i et reduceret omfang. Fordelingen af vandføring mellem det nye forløb og mølledam/turbine fastlægges efter Miljø- og Fødevareministeriets faglige vurdering fra april 2019. (Bilag 6. Miljø- og Fødevareministeriets faglige vurdering i forhold til vandfordeling ved Gundestrup Mølle). Herved sikres målopfyldelse under størst mulig hensyntagen til de kulturhistoriske værdier og til lodsejerinteresser, men i nogen grad på bekostning af vandmiljøet.

 

Projektforslag scenarie 3: I en vis udstrækning identisk med projektforslag scenarie 2. Mølledammen opretholdes i næsten hele sin udstrækning ved at der etableres en stålvæg, der skal opretholde vandstanden i mølledammen. Der etableres også et nyt forløb af Hundstrup Å. Til forskel fra scenarie 2 skal hele Hundstrup Å's vandføring ledes gennem det nye vandløb. Mølledam og turbine fødes i stedet af vand fra det diffuse tilløb "Tilløb fra Eskebjerg". Egentlig elproduktion er ikke mulig, men tilførslen af vand til mølledammen vil være tilstrækkelig til demonstrationsbrug. Herved sikres målopfyldelse under størst mulig hensyntagen til vandmiljøet, men på bekostning af lodsejerinteresser og i nogen grad på bekostning af kulturhistoriske værdier.

 

Det er administrationens vurdering, at Rambølls tre forslag alle i forskellig grad tilgodeser hensynet til de kulturhistoriske interesser. Det er dog administrationens anbefaling, at der skal tages udgangspunkt scenarie 2, fordi det er det kompromis som bedst imødekommer lodsejers ønsker til en fortsat turbinedrift og elproduktion, samtidig med at vandplanens krav om kontinuitet er opfyldt.

 

Scenarie 2 er således den løsning, som i størst grad tager hensyn til de kulturhistoriske interesser, fordi der fortsat er muligt at opretholde en drift, omend i begrænset omfang. De optimale løsninger for fisk og smådyr findes dog i scenarie 1 og 3, da vandløbet her vil få et naturligt forløb med fuld vandføring, helt upåvirket af vandtilførsel til vandmøllen.

 

Status på lodsejerforhandlinger

Administrationen har siden 2013 forsøgt at finde en løsning, som kan sikre målopfyldelse og samtidig tilgodese de kulturhistoriske interesser og hensynet til lodsejers interesser i møllens fortsatte drift. Administrationen indstiller derfor til udvalget at beslutte hvilket af de tre scenarier, som skal realiseres i forhold til at sikre målopfyldelse i vandløbet.

 

Administrationen har været i løbende dialog med lodsejerne og sportsfiskerne med henblik på, i bedst muligt omfang, at kunne inddrage lodsejernes ønsker til udformning af projektet - herunder fortsat elproduktion ved turbinedrift. Endelig har Miljøministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen været involveret i forhold til hhv. vandfordeling og de kulturhistoriske interesser.

 

Administrationen har forgæves søgt at finde en løsning med de berørte lodsejere med udgangspunkt i scenarie 2, som bedst muligt tilgodeser deres interesser i forhold fordeling af vand til drift af turbinen og dermed de kulturhistoriske interesser og vandplanens krav.

 

Som en del af dialogen har administrationen spurgt Miljøstyrelsen, om der er muligheder for at fravige vandplanens kriterie for dimensionering af omløbsstryg og dermed øge fordeling af vand fra omløbsstryg til mølledammen og turbinen. Miljøstyrelsen vurderer, blandt andet fordi Hundstrup Å har en meget varierende vandføring, at fordelingen til mølledammen og turbinen kan øges under fastlagte forhold jf. styrelsens mail fra 11. april 2019 (Bilag 6 - Miljø- og Fødevareministeriets faglige vurdering i forhold til vandfordeling ved Gundestrup Mølle).

 

Administrationen har efterfølgende bedt rådgivningsvirksomheden Bangsgaard & Paludan om at vurdere konsekvensen af denne vandfordeling i forhold til turbinens driftsmulighed og den biologiske påvirkning. Det er deres vurdering, at det ikke er muligt at finde en løsning, der fuldt ud tilgodeser hensynet til mest muligt vand til turbinen uden samtidig at påvirke passagemulighederne for fisk og smådyr i betydelig negativ grad (Bilag 7. Bangsgaard og Paludan, Teknisk notat Vandfordeling Gundestrup). Skal kravet fra Miljøministeriet til vandføring i omløbsstryget efterleves, vil det ikke længere være muligt at drive turbinen som hidtil. Turbinen vil herefter primært kunne anvendes til formidlingsdrift.

 

Hvis det ikke er muligt at indgå frivillige aftaler med de berørte lodsejere, er det en forudsætning for at realisere projektet, at Byrådet gennemfører en ekspropriation af retten til at opstemme og indvinde vand til turbinedrift samt brug af arealer til placering af et nyt omløbsstryg. Lodsejerne erstattes for deres tab efter vandløbslovens regler.

 

Den videre proces

Fiskeristyrelsen har givet kommunen tilsagn om støtte til realiseringen af projektet efter EHFF-ordningen, som udløber i første kvartal 2023. Det betyder, at projektet skal være gennemført inden da. Derfor har administrationen har været nødt til at lægge en stram tidsplan for at nå i mål med projektet. Procesplanen er vedlagt som bilag 8 (Bilag 8. Tids- og procesplan 2021-2023). Næste skridt er detailprojektering af det besluttede scenarie.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter til projektets detailprojektering, anlægsarbejde og kommunens forbrug af egne timer dækkes af tilskud bevilget af Fiskeristyrelsen. Projektet er således som udgangspunkt finansieret af eksterne midler. Der henvises i øvrigt til bilag 12 (Bilag 12. Notat om økonomiske konsekvenser ved projektforsinkelser for vandplanindsats ved Gundestrup Mølle).

 

DTU Aqua, Danmarks Tekniske Universitet vurderer i artiklen ”Miljøindsatser i ørredvandløb skaber overskud for samfundet”, at restaurering af små vandløb har en samfundsmæssig værdi på 283.000 kroner pr. kilometer årligt. Beløbet er baseret på et kendskab til ørredbestande i danske vandløb og lystfiskernes fangster af havørreder samt erfaringen med lystfiskernes udgifter til fiskegrej, fiskekort, overnatning m.m. DTU Aquas artikel er vedlagt som bilag (Bilag 9. Miljøindsatser i ørredvandløb skaber overskud for samfundet).

 

Ved at skabe passage i Hundstrup Å forbi Gundestrup Mølle får havørreden adgang til mere end 30 kilometer vandløb med et væsentligt potentiale som gyde- og opvækstområde for ørred.

 

Ud fra omsætning i lystfiskerturismen vil projektet bidrage med omkring 8 millioner kroner årligt til omsætningen lokalt. Genskabes Hundstrup Å som gyde- og opvækstområde for havørred vil projektet også i væsentlig grad understøtte Svendborg Kommunes engement i det fælles fynske erhvervsfremmeprojekt, Havørred Fyn.

CO2-Konsekvensvurdering

Administrationen vurderer, at CO2-udledningen ikke vil være væsentlig i forhold til den samlede udledning på geografisk niveau.

Lovgrundlag

Miljømålsloven, Vandløbsloven, Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v. og Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter.

Sagen afgøres i

Miljø- og Naturudvalget

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 13-04-2021


Udvalget erklærede Birger Jensen (Liste V) inhabil i sagen, hvorfor han forlod mødet. Stedfortræder Mette Kristensen (Liste V) deltog i stedet under punktets behandling.
 

Udvalget beslutter at udsætte sagen til maj måned med henblik på, at administrationen kan gå i fornyet dialog med de berørte lodsejere.

 

Susanne Gustenhoff (Ø) var fraværende. Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).

 

 

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 04-05-2021

Udvalget erklærede Birger Jensen (Liste V) inhabil i sagen, hvorfor han forlod mødet. Stedfortræder Mette Kristensen (Liste V) deltog i stedet under punktets behandling.



Udvalget beslutter at udsætte sagen til juni måned med henblik på, at administrationen kan gå i fornyet dialog med de berørte lodsejere.

 

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 08-06-2021

Udvalget erklærede Birger Jensen (Liste V) inhabil i sagen, hvorfor han forlod mødet.


Miljø- og Naturudvalget godkender et 4.scenarie, hvormed den kommunale vandplanindsats i Hundstrup Å ved Gundestrup Mølle søges realiseret ved et projekt, som baserer sig på et omløbsstryg, der ikke medfører tekniske indgreb på det eksisterende bygningsanlæg. Det bemærkes at dette scenarie både vil sikre målopfyldelse og tilgodese lodsejeres ønsker