Punkt 9 Roller og opgaver for Svendborg VE A/S

Beslutningstema

Bestyrelsen for Svendborg VE A/S har henvendt sig til Svendborg Kommune for at få præciseret Svendborg Kommunes forventninger til hvilken rolle og opgave, selskabet skal varetage i relation til realisering af kommunens klimamål.

 

På et temamøde forud for udvalgsmødet den 13.4.2021 er de juridiske rammer for drift af VE-anlæg i regi af Svendborg VE A/S blevet skitseret. Miljø- og Naturudvalget besluttede på sit møde den 13.4.2021, at udvalget på kommende møde skal drøfte ønsker til Svendborg VE A/S for så vidt angår varmepumper og solcelleanlæg samt placering heraf.

 

Svendborg VE A/S forestiller sig, at selskabet kan bidrage til den grønne omstilling i Svendborg Kommune via hhv. drift af varmepumpeanlæg opstillet ved kommunalt ejede bygninger og via opførelse og drift af solcelleanlæg. Mulighederne for at Svendborg VE A/S kan bidrage via drift af varmepumpeanlæg og/eller ”små” solcelleanlæg belyses i et særskilt dagsordenspunkt hvortil der henvises. Nærværende sag drejer sig således alene om etablering af solcelleanlæg på ”barmark”.

Indstilling

Direktionen indstiller til drøftelse i Miljø- og Naturudvalget med indstilling til Økonomiudvalget om principgodkendelse af at Svendborg VE via medejerskab i et andelsselskab kan opføre et solcelleanlæg på ”barmark” og i givet fald med kapitalindskud/lånegaranti fra kommunen.

Sagsfremstilling

På temamødet den 13. april 2021 har bestyrelsesformanden for Svendborg VE A/S redegjort for selskabets vision om at opføre og drive et solcelleanlæg (barmarksanlæg) dækkende et areal på 40 ha. Anlæggets årlige produktion vil udgøre 40 MW svarende til ca. 13 procent af det samlede elforbrug i hele kommunen (geografisk enhed). Herved vil hele elforbruget i hhv. virksomheden Svendborg Kommune (8 MW) og Vand & Affald (8 MW) kunne dækkes. Resten af elproduktionen (32 MW) skal medgå til dækning af elforbruget i øvrige virksomheder i Svendborg Kommune.

 

Det er selskabets vision, at solcelleanlægget skal drives i et andelsselskab, hvor Svendborg Kommune vil indgå som andelshaver sammen med Vand & Affald, øvrige virksomheder og private borgere.

 

 

Svendborg VE A/S ønsker jf. Bilag 1 – Henvendelse vedr. roller og opgaver fra Svendborg VE A/S svar på følgende:

 

 

  1. Bakker Svendborg Kommune – som ejer af Svendborg VE A/S – op omkring visionen?
  2. At anlægget skal etableres som et andelsprojekt?
  3. At ejerandele i andelsselskabet skal svare til elforbruget hos andelshaverne?
  4. Skal der være minimum og maksimum andele?
  5. Tidshorisonten for etableringen af solcelleanlægget?
  6. På hvilke vilkår er Svendborg Kommune villig til at indskyde den nødvendige egenkapital i selskabet og/eller stille kommunegaranti for finansieringen af solcelleanlægget?

 

Hvorvidt kommunen ønsker at bakke op om selskabets investeringsønske skal vurderes i sammenhæng med dagsordens punkt 3 vedrørende kommunens ønsker til graden af selvforsyning med vedvarende energi og i bekræftende fald også i forhold til størrelsen af kommunens investeringsandel ved den ønskede grad af selvforsyning.

 

På temamødet den 13. april 2021 gennemgik revisionsfirmaet BDO et notat, hvori der nærmere blev redegjort for de juridiske og økonomiske rammer for aktivering af Svendborg VE A/S. Notatet er vedlagt som Bilag 2 – Notat fra BDO om muligheder for selskabsdrift.

 

 

Barmarksanlæg:

Det vil jf. gældende lovgivning være muligt for Svendborg VE A/S at etablere et ”barmarksanlæg”, som producerer el via solceller. Den producerede el på solcelleanlægget skal afsættes på det overordnede elnet, hvilket betyder at afregningsprisen på den producerede el vil værre variable.

 

Driften af et sådan barmarksanlæg vil skulle ske på kommercielle vilkår, da kommunen ikke må drive konkurrenceforvridende virksomhed. Af hensyn til at kunne opnå en fornuftig driftsøkonomi vil det derfor kræve en vis størrelse på anlægget, hvilket stiller krav om forholdsvise store arealer. Processen med etablering af et barmarksanlæg vil endvidere kræve udarbejdelse af et lokalplangrundlag.

 

Selve finansieringen af et sådant solcelleanlæg vil skulle ske via realkredit- eller banklån, da KommuneKredit jf. EU’s statsstøtteregler ikke må yde lån til sådanne anlæg. Dette skyldes, at den producerede el skal afsættes på det overordnede elnet.

 

Andelsselskab:

Bestyrelsen for Svendborg VE A/S foreslår, at driften af barmarksanlægget skal foregå i et andelsselskab.

 

Det fremgår af notatet fra BDO, at udgangspunktet efter kommunalfuldmagtsreglerne er, at en kommune ikke kan varetage en kommunal opgave i et privatretligt selskab og samtidig bevare rådigheden over opgavevaretagelsen. Dette følger af en formålsfortolkning af § 2, stk. 1 i kommunestyrelsesloven, hvoraf det fremgår, at en kommunes anliggende styres af kommunalbestyrelsen. Det betyder, at en kommunal opgave som udgangspunkt ikke vil kunne udskilles i selskabsform hvis kommunen ejer mere end 50 % af kapitalandelene medmindre, der er opnået dispensation hertil.

 

Det vil altså ikke være muligt at drive et solcelleanlæg i et andelsselskab hvis kommunen samtidigt ønsker at bevare den bestemmende indflydelse.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Det vil være juridisk muligt for Svendborg VE A/S at etablere og drive et ”barmarksanlæg”. Et sådant anlæg vil skulle drives på kommercielle vilkår hvilket betyder, at kommunen enten skal indskyde ekstra kapital i Svendborg VE A/S forud for etableringen af solcelleanlægget eller stille garanti for de banklån eller realkreditlån, som selskabet skal optage for at kunne finansiere barmarksanlægget.

 

Med de nuværende afregningspriser kan det dog være svært for selskabet at opnå en fornuftig driftsøkonomi.

 

KommuneKredit må ikke yde lån til finansiering af sådanne anlæg hvilket betyder, at et solcelleanlæg ejet af Svendborg VE A/S skal finansieres via et realkredit- eller banklån. Kommunen vil blive bedt om at stille garanti for realkredit- eller banklånet.

 

De samlede økonomiske konsekvenser for kommunen/Svendborg VE A/S vil dog først kunne beskrives nærmere, når der foreligger et konkret projektforslag fra Svendborg VE A/S. Der kan endvidere være behov for yderligere afklaring af juridiske forhold inden et konkret projekt kan godkendes.

 

Lovgrundlag

Lov om elforsyning (LBK. nr. 119 af 6/2-2020

Sagen afgøres i

Økonomiudvalget.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 08-06-2021

Indstillingen godkendt og principgodkendelsen anbefales overfor Økonomiudvalget. 
 

Liste C kan ikke godkende indstillingen, idet man ikke ønsker, at kommunen skal agere som energiselskab.