Punkt 8 Fjernvarmeforsyning af Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle

Beslutningstema

Projektforslag for ”Fjernvarmeforsyning af Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle” skal godkendes efter varmeforsyningsloven.

 

Projektforslaget omfatter opførslen af en fjernvarmecentral med en 4 MW luft-til-vand varmepumpe og 7 MW gaskedel som backup samt konvertering af landsbyerne Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle inkl. fritliggende bygninger mellem byerne til fjernvarmeforsyning.

 

Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A. har i forlængelse til projektforslagets første etableringsfase anmodet om kommunegaranti for lån på op til 100 mio. kr.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales 

  • At projektforslaget fra Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A. om ”Fjernvarmeforsyning af Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle” godkendes i henhold til varmeforsyningslovens og projektbekendtgørelsens bestemmelser.
  • At der tages stilling til, hvorvidt anmodning om kommunegaranti for lån på op til 100 mio. kr. kan imødekommes, med en for nærværende årlig garantiprovisionssats på 3 % af garanteret restgæld 31.12., og med årlig revurdering ud fra markedsniveau.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune er varmeplanmyndighed. Hvis et varmeforsyningsselskab ønsker at ændre i

varmeforsyningen, skal der indsendes et projektforslag, som kommunen skal godkende.

 

Ollerup – V. Skerninge – Ulbølle Fjernvarme A.m.b.a. indsendte den 10. juli 2015 et projektforslag til Svendborg Kommune om at etablere et nyt varmeværk, placeret i industriområdet i V. Skerninge (ved Industrivej).

Der blev d. 26. juni 2018 givet en godkendelse til et revideret projektforslag. I det godkendte projektforslag blev byområderne Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle, konverteret til fjernvarme. Fjernvarmen skulle baseres på biomasse (halm-fyr) og varmepumper med en naturgasfyret kedel som backup.

 

Denne godkendelse blev påklaget til Energiklagenævnet af Dansk Gas Distribution (Senere Evida).

Ollerup – V. Skerninge – Ulbølle Fjernvarme A.m.b.a indgik efterfølgende i 2020 en aftale med Evida om, at Evida ville trække klagen i Energiklagenævnet tilbage, hvis fjernvarmeselskabet ville lave et nyt projektforslag baseret på varmepumper.

 

Derved er Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle fortsat udlagt til fjernvarmeforsyning i varmeplanen jf. bilag 1 (Bilag 1. Nuværende forsyningsområde i varmeplanen).

 

Den 17. marts 2021 indsendte Ollerup – V. Skerninge – Ulbølle Fjernvarme A.m.b.a. et nyt projektforslag jf. bilag 2 (Bilag 2. Fjernvarmeforsyning af Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle). I projektforslaget forsynes byområderne Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle inkl. de fritliggende bygninger mellem byerne med fjernvarme via en 4 MW luft-til-vand varmepumpe og en 7 MW gaskedel som backup. Det er planlagt at 98 % af varmeforbruget leveres af varmepumpen og 2 % af naturgaskedlen. Data for naturgasforbrugerne er koordineret med Evida i det indsendte projekt.

 

Kort med fjernvarmecentral og forventet ledningsføring kan ses i bilag 3 (Bilag 3. Kort med ledningsoversigt og fjernvarmecentral). 

 

I projektforslaget er det ansøgte sammenlignet med:

 

  • En reference, hvor der sker en kraftig udbygning af individuelle luft-til-vand varmepumper, som følger samme hastighed som udbygningen af fjernvarmen.
  • Fjernvarme forsynet med biomassekraftvarme.
  • Forsyning fra Svendborg Fjernvarme gennem en transmissionsledning.

 

I projektforslaget forventes en konvertering på 893 forbrugere inklusiv 16 storforbrugere frem mod 2030. I forsyningsområdet er der 1.135 potentielle forbrugere i alt.

 

Svendborg Kommune har pligt til at sikre sig, at det lovmæssige grundlag for projektforslaget er til

stede, herunder at en høring af projektforslaget gennemføres. Projektforslaget er blevet sendt i fire ugers høring hos berørte parter (Evida, Svendborg Fjernvarme, Svendborg Kraftvarme og Sydfyns Elforsyning A/S / SEF) samt hos 7 grundejere, der skal afgive areal til ledningsføring i perioden 15. april – 13. maj 2021.

 

Der indkom høringssvar fra SEF/FLOW Elnet og Evida. Evida havde ingen kommentarer til projektforslaget.

 

Høringssvaret fra FLOW Elnet drejer sig om de beregningstekniske forudsætninger vedr. dimensionering af de individuelle varmepumper, og derved samfundsøkonomien og brugerøkonomien i projektet. Høringssvarene og ansøgers bemærkninger samt kommunens kommentarer og vurderinger kan ses i bilag 4 (Bilag 4. Håndtering af høringssvar). Rådgivningsfirmaet Planenergi har vurderet de faglige argumenter i høringssvaret.

 

Nærvarme Danmark har indsendt bemærkninger til projektforslaget, som er blevet behandlet i projektgodkendelsen.

 

Administrationen har lavet et udkast til projektgodkendelsen jf. bilag 5 (Bilag 5. Udkast til projektgodkendelse), hvor der er foretaget en energimæssig, samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af projektet.

 

De samfundsøkonomiske beregninger viser:

  • Et samfundsøkonomisk overskud ved fjernvarmeprojektet frem for individuelle varmepumper på 6,3 mio. kr. ekskl. moms (over 20 år).
  • Der skal konverteres 839 forbrugere, for at projektet er samfundsøkonomisk rentabelt.
  • Der er lavet følsomhedsberegninger på relevante parametre, der viser fortsat samfundsøkonomisk overskud

 

De selskabsøkonomiske beregninger viser:

  • Et selskabsøkonomisk overskud på 38 mio. kr. over 20 år.
  • Der skal konverteres 556 forbrugere svarende til et varmeforbrug på 13.347 MWh/år, for at projektet er selskabsøkonomisk rentabelt. Det svarer til 49 % tilslutning ud af de 1.135 forbrugere, der er i forsyningsområdet.

 

Der vil blive stillet vilkår i godkendelsen ud fra tilstrækkelig tilslutning til positiv selskabsøkonomi.

 

 

 

De brugerøkonomiske beregninger viser:

  • Den beregnede besparelse for den enkelte forbruger ved fjernvarme i stedet for individuel varmepumpe ligger på ca. 1.150 kr./år for en gennemsnitlig gaskundes bolig ud fra de givne forudsætninger.
    • Den beregnede besparelse er påvirket af tilmeldingstidspunktet til fjernvarmen. Tilmelding fra den 1. juli 2021 medfører øgede startomkostninger jf. bilag 6 (Bilag 6. Oplysningsfolder fra fjernvarmeselskabet)

 

Det vil reelt afhænge af den enkelte ejendoms alder på det eksisterende varmeanlæg, samt arbejdet ved at fyre, når en forbruger skal beslutte om der skal lægges om til fjernvarme.

 

I projektforslaget er det beskrevet, at fortsat brug af individuelle fossile brændsler vil have en udledning på 73.500 tons CO2 over en 20-årig periode. Ved en kraftig udbygning af individuelle varmepumper, som følger samme hastighed som udbygningen af fjernvarmen (referencen) vil udledningen udgøre ca. 3.200 tons CO2. Ved gennemførsel af fjernvarmeprojektet vil udledningen udgøre ca. 4.850 tons CO2. Den højere udledning ved fjernvarmen sammenlignet med varmepumperne skyldes primært brugen af gaskedlen som backup. Der vil derved ske en kraftig reduktion i CO2-udledningen og de øvrige miljøparametre gennem fjernvarmeprojektet i forhold til nuværende fossile situation.    

 

Administrationen vurderer, at der vil være en positiv samfundsøkonomisk, selskabsøkonomisk og brugerøkonomisk gevinst ved gennemførsel af projektforslaget med udbygningen af fjernvarme.

 

Administrationen konkluderer, at projektforslaget kan godkendes, ifølge kravene i projektbekendtgørelsen og i varmeforsyningsloven.

 

Kommunegaranti:

Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A. har i forlængelse til projektforslagets første etableringsfase anmodet om kommunegaranti for lån på op til 100 mio. kr. jf bilag 7 (Bilag 7. Ansøgning om kommunegaranti).

 

Administrationen gør særlig opmærksom på, at der:

 

  • af ansøgningens 100 mio. kr. indgår ca. 20,8 mio. kr. til investeringer på privat ejendom, idet fjernvarmeselskabet indfører til i det enkelte hus og tilslutter det eksisterende varmeanlæg.
    • BDO har tidligere henvist til KommuneKredits afgørelse, hvorvidt der kan ydes lån til investeringer på private ejendomme.
    • KommuneKredit er i øjeblikket ved at undersøge, hvorvidt deres lånetilbud vil kunne omfatte projektsummen på 100 mio. kr. helt eller delvis (undtaget for investeringer på privat ejendom).

 

  • af Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A.s vedtægter rummes mulighed for udtrædelse af forsyningen, hvilket tidligere var forbundet med krav om godtgørelse af andel af forsyningens aktuelle restgæld. 

 

En nyfortolkning holder udtræder fri for krav om godtgørelse af andel i aktuel restgæld, hvilket medfører, at de tilbageværende må bære afdragsbyrden og risikofaktoren for Svendborg Kommune øges, idet der ikke vil kunne gøre regres såfremt alle udtræder jf. bilag 8 (Bilag 8. Notat fra Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A). Dette betyder for de tilsluttede, at der ikke kan opkræves udtrædelsesgodtgørelse så længe, at det vurderes at den ledige kapacitet kan afsættes til andre. Lykkedes det ikke at skaffe nye forbrugere til at erstatte den udtrædende forbruger vil dette betyde en opregulering af priserne for de tilbageværende forbrugere for at afdrage på restgælden. 

 

Fjernvarmeselskabet har fra KommuneKredit modtaget et lånetilbud med 0,5 % rente over 30 år i januar 2020, forudsat kommunegaranti jf. bilag 9 (Bilag 9. Lånetilbud 2020). Der foreligger ikke et nyere gældende lånetilbud, da fjernvarmeselskabet har søgt på det nye projekt, men endnu ikke modtaget svar. Kommunekredit er ved at få fastslået, om deres generelle hidtidige sagsbehandling af låneansøgninger er i overensstemmelse med reglerne fra EU, hvilket påvirker behandlingen af lånetilbuddet.

 

Såfremt der gives garanti for lån, blev sats for garantiprovision fastsat til årligt 3 % af garanteret restgæld 31.12. Satsen revurderes årligt ud fra en risiko- og markedsniveau betragtning.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Den samlede investering i projektet forventes at beløbe sig til ca. 125 mio. kr. for det fuldt udbyggede anlæg. Der er forudsat et investeringsbehov i etableringsfasen på ca. 100 mio. kr., og herefter løbende i alt ca. 25 mio. kr. til brug for den fulde konvertering af de i alt 893 forventede forbrugere i området.

 

Selskabet har anmodet Svendborg Kommune om kommunegaranti til investeringsbehovet i etableringsfasen.

 

Der er i selskabsbudgettet kalkuleret med en årlig garantiprovision på 3 % i etableringsfasen og derefter 1 % i driftsfasen i projektforslaget.

 

Økonomiudvalget besluttede 23. marts 2021, at garantprovisionen forudsat, at det kommende varmeprojekt er baseret på varmepumper, fastlægges til 3 % og at garantiprovisionen årligt revurderes ud fra markedsniveau.

CO2-Konsekvensvurdering

I projektforslaget er det beskrevet, at fortsat brug af individuelle fossile brændsler vil have en udledning på 73.500 tons CO2 over en 20-årig periode. Ved gennemførsel af fjernvarmeprojektet vil udledningen udgøre ca. 4.850 tons CO2 over en 20-årig periode. Der vil derved ske en kraftig reduktion i CO2-udledningen gennem fjernvarmeprojektet i forhold til nuværende fossile situation.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg

(Projektbekendtgørelsen). Bek. nr. 1794 af 2. december 2020.

 

Lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). Lov nr. 382 af 13. juni 1990, Jf. lovbek. nr. 1215

af 14. august 2020.

Sagen afgøres i

Byrådet.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 08-06-2021

Indstillingen vedrørende projektforslaget anbefales overfor Økonomiudvalg og Byrådet.
 

Løsgænger Jens Munk kan ikke anbefale indstillingen.
 

Liste Ø undlader at stemme.
 

Administrationens supplerende orientering blev endvidere taget til efterretning, herunder: 

  • at der i 2016 er givet en forhåndstilsagn vedrørende relevante kommunale ejendommes tilslutning til fjernvarmeprojektet. Forhåndstilsagnet var en interessetilkendegivelse overfor projektet på daværende tidspunkt.
  • At beslutningen om de kommunale ejendommes konkrete tilslutning senere vil fremlægges til politisk stillingtagen i Teknik- og Erhvervsudvalget