Punkt 10 Byggeri på Søkildevej

Beslutningstema

Der er givet tilladelse til opførelse af alment boligbyggeri på Søkildevej. I den forbindelse er der givet et antal dispensationer fra lokalplanerne for ejendommen. Baggrunden for sagen og håndtering af dispensationer forelægges Teknik- og Erhvervsudvalget til orientering.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget,

 

  • at orienteringen om byggeri på Søkildevej tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Der blev den 29. april 2020 givet byggetilladelse til opførelse af boligbyggeri på Søkildevej i Svendborg, se bilag 1 (Bilag 1. Byggetilladelse) og bilag 2 (Bilag 2. Bilag til byggetilladelse). Forud for byggetilladelsen er der vedtaget en ny lokalplan for området til netop det godkendte projekt.

 

Ejendommen er omfattet af to lokalplaner, se bilag 3 (Bilag 3. oversigtskort). Den eksisterende lokalplan, se bilag 4 (Bilag 4. Lokalplan nr. 210) og den nye lokalplan, se bilag 5 (Bilag 5. Lokalplan nr. 634).

 

Byggetilladelsen omfatter opførelse af 74 boliger på ejendommen. I forbindelse med byggetilladelsen er der givet otte dispensationer fra de to lokalplaner, se bilag 6 (bilag 6. Dispensationer i forbindelse med byggetilladelsen). Efter byggetilladelsen er der givet yderligere en dispensation, se bilag 7 (Bilag 7. Dispensation vedrørende bebyggelsesprocent). Der er aktuelt søgt om yderligere en dispensation vedrørende udformning af vinduer, se bilag 8 (Bilag 8. Dispensationsansøgning vedrørende vinduer). Endelig er der et uafklaret forhold vedrørende terrænregulering nærmere end 1,5 m fra naboskel, som efter administrationens opfattelse er i strid med lokalplanen. Der er imidlertid uenighed om fortolkningen af dette forhold, da rådgiver her er af den opfattelse, at terrænreguleringen er i overensstemmelse med lokalplanen. Da dette spiller en central rolle i sagen, og særligt i forhold til naboernes gener, vil spørgsmålet blive sendt til ekstern juridisk vurdering. Dette kan eventuelt resultere i en ansøgning om dispensation afhængig af udfaldet. Da spørgsmålet om indbliksgener er centralt for flere naboer, overvejes det også at sende dette til juridisk vurdering ved samme lejlighed.

 

De meddelte dispensationer omfatter (se nærmere i bilag 6 (bilag 6. Dispensationer i forbindelse med byggetilladelsen) og bilag 7 (Bilag 7. Dispensation vedrørende bebyggelsesprocent)):

 

  1. Placering uden for byggefelter.
  2. Stibredde.
  3. Parkeringspladser.
  4. Facadehøjde.
  5. Taghældning.
  6. Krav om tegl på tagene.
  7. Intern afskærmning fra billygter.
  8. Afstand til skel mod vej (Søkildevej) og erhvervsbygning på Vilhelmskildevej.
  9. Bebyggelsesprocent.

 

Lokalplan nr. 634 blev udarbejdet med det formål at give mulighed for at realisere et projektforslag fra rådgiveren på projektet. Efter lokalplanens godkendelse kunne det imidlertid konstateres, at projektforslaget ikke længere kunne rummes inden for lokalplanens rammer. Det skyldes særligt en skærpende bestemmelse om højder i forhold til skel. Der har derfor været en proces med omprojektering og vurdering af muligheden for at løse udfordringerne ved anvendelse af dispensationer fra lokalplanen. Det har ført til, at rådgiver har måttet ændre projektet, og der desuden er meddelt et antal dispensationer. Fælles for dispensationerne er, at det er vurderet, at de ikke strider mod lokalplanens formål og ikke medfører væsentlige gener for naboerne. Netop af hensyn til naboerne blev der givet afslag på ansøgning om dispensation vedrørende placering af cykelskure i skel.

 

Sagens status netop nu er, at byggeriet er under opførelse på baggrund af den meddelte byggetilladelse.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant

Lovgrundlag

Planloven

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 06-05-2021

Teknik- og Erhvervsudvalget kan ikke tage orienteringen til efterretning og anmoder administrationen om at have fokus på øget koordination ved fremtidige lokalplanprocesser.
 

Endvidere anmodes administrationen om i forbindelse med fremtidige lokalplaner at anskueliggøre betydningen af terrænregulering, inklusiv byggemodning.
 

Endelig anmodes administrationen om at forelægge en sag til politisk behandling, så der i forbindelse med byggeriets færdiggørelse kan stilles krav til blandt andet vilkår om afskærmning til naboer.
 

Løsgænger Jens Munk kan ikke tage orienteringen til efterretning og afgiver følgende mindretalsudtalelse:

Undertegnede kan ikke godkende indstillingen, da jeg ikke er enig i, at forvaltningen har givet dispensationer på følgende punkter 1-2-4-6-8-9 til bygherre. Det skal naturligt også ses ud fra den begrundelse, at der i forvejen er givet politisk tilladelse til et alt for massivt byggeri på grunden til gene for områdets beboere.


Liste V kan ikke tage orienteringen til efterretning og afgiver følgende mindretalsudtalelse:

Venstre er ikke enig i, at udvalget med sin udtalelse har adresseret de problemer som er opstået på grund af de manglende oplysninger i lokalplanen om terrænregulering og dispensationer. Dermed er der heller ikke gjort noget for at forbedre forholdene for naboerne på stedet”.