Punkt 3 Drøftelse af mulighederne for etablering af varmepumper og solcelleanlæg i regi af Svendborg VE A/S

Beslutningstema

I følge Klima- og Energipolitikken skal Svendborg Kommune på virksomhedsniveau være 100 % omstillet til vedvarende energi i 2030 og på geografisk niveau 100 % omstillet til vedvarende energi i 2040. Svendborg VE A/S henvendte sig i november 2020 til Svendborg Kommune med et ønske om at få præciseret Svendborg Kommunes forventninger til, hvilke roller og opgaver selskabet skal varetage i relation til realisering af kommunens klimamål. På et temamøde forud for udvalgsmødet er de juridiske rammer for drift af VE-anlæg i regi af Svendborg VE A/S blevet skitseret og drøftet.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget,

  • At der indledes en drøftelse af mulighederne for at drifte vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i regi af Svendborg VE A/S, som delvist kan imødekomme målsætningerne i Klima- og Energipolitikken.

Sagsfremstilling

Miljø- og Naturudvalget har afholdt et temamøde med deltagelse af BDO og Vand og Affald. BDO redegjorde for de juridiske og økonomiske rammer for drift af varmepumper og solceller i regi af et selskab som Svendborg VE A/S. Program for temamødet er vedhæftet som bilag 1 (Bilag 1: Invitation til temamøde om Svendborg VE).

 

Formålet med temadagen er at forberede Miljø- og Naturudvalget til at kunne svare på Svendborg VE A/S’ henvendelse senere på året, herunder om et muligt solcelle-markanlæg samt vilkår og muligheder for at overdrage varmepumper til Svendborg VE A/S.

 

Som opfølgning på temamødet lægges op til en drøftelse af om temaredegørelsen har givet tilstrækkelig klarhed omkring de økonomiske og juridiske rammer og vilkår?

 

Den videre procesplan for besvarelse af henvendelsen fra Svendborg VE A/S er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2: Procesplan for svar til Svendborg VE).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen på nuværende tidspunkt.

CO2-Konsekvensvurdering

Varmepumper og solcelleanlæg bidrager til at reducere CO2 -udledningen væsentligt på virksomhedsniveau og på geografisk niveau.

Lovgrundlag

Klima- og Energipolitik 2020-25, Svendborg Kommune.

Sagen afgøres i

Miljø- og Naturudvalget.

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 13-04-2021

Sagen blev drøftet. Administrationen anmodes om at udarbejde to på hinanden følgende sagsfremlæggelser i udvalget, henholdsvis i maj/juni og august måned.

 

Susanne Gustenhoff (Ø) var fraværende. Som suppleant deltog Jesper Kiel (Ø).