Punkt 30 Venstres byrådsgruppe - reviderede vedtægter for Svendborg Havn

Beslutningstema

Venstres byrådsgruppe.

Sagsfremstilling

Venstres byrådsgruppe ønsker følgende behandlet på Teknik- og Erhvervsudvalgets møde den 15. april 2021:

 

På forrige TEU møde blev et sæt reviderede vedtægter for Svendborg havn vedtaget. Venstre finder det problematisk at det ikke, ved fremlæggelsen af punktet, blev gjort klart for udvalget at ca.15 bådejere, uden adresse i Svendborg kommune, straks ville blive opsagt. Det har haft deres pladser i årevis, og er gode ambassadører for Svendborg. Nogen af dem gik med planer om at flytte hertil, og har talt pænt om Svendborg som bosætningskommune, ligesom de ofte kommer her og handler i byen mange weekender om året.

 

Venstre synes at det er forkert at opsigelserne ikke har været beskrevet under økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser, og fremgangsmåden er i modstrid med de mange andre tiltag som vi i Svendborg gør for at tiltrække mere bosætning. 

 

Med den begrundelse ønsker Venstre at udvalget tager beslutningen op til genovervejelse, og at vedtægterne på det punkt ændres, så de kommer til at ligne de vedtægter man bruger i Nyborg kommune.

 

Samtidig skal de 15 udsendte opsigelser trækkes tilbage. 

 

Beslutningspunkter:

 

a)      Følgende ordlyd indarbejdes herefter i vedtægterne: Tildeling af bådplads sker efter venteliste. Tilbuddet vil blive givet til den person der har det laveste nummer og en båd, der passer i størrelsen til pladsen. Personer bosat i Svendborg Kommune har fortrinsret.

 

b)      De opsigelser som tidligere er sendt til ca. 15 bådejere, uden bopæl i Svendborg kommune, trækkes samtidig tilbage.

 

 

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 15-04-2021

Teknik- og Erhvervsudvalget beslutter at give de nuværende 14 bådejere uden Folkeregisteradresse i Svendborg Kommune et opsigelsesvarsel på 3 år.

 

Såfremt bådejere med Folkeregisteradresse i Svendborg Kommune fremover fraflytter kommunen, vil de få et opsigelsesvarsel på et år. 

 

Overskydende pladser kan udlejes til alle bådejere uanset deres bopæl for et år.

 

Liste V kan ikke godkende beslutningen, idet de henviser til deres forslag.