Punkt 14 Orientering om projekt "Fremskudt funktion"

Beslutningstema

Fremskudt funktion er et forebyggelsesprojekt mellem Praktiserende læger, Psykiatrien i Region Syddanmark og alle regionens kommuner. Projektet skal sikre, at børn og unge med psykiatriske lidelser får den rette hjælp i nærmiljøet i overensstemmelse med Børn & Ungeaftalen og de heri indgåede forløbsprogrammer. Projektet løber i perioden 2019-2021.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Gruppen af børn og unge med psykiske vanskeligheder er voksende, også i Region Syddanmark. Det stigende antal henvisninger fra almen praksis til psykiatrien og dermed de stigende antal afviste, har medført et behov for at kommunerne/PPR i højere grad bliver i stand til at koordinere og varetage rådgivnings- og behandlingsopgaver ift. børn og unge i den psykiatriske ”gråzone” dvs. børn og unge med lettere psykiatriske vanskeligheder.

 

Eksempelvis henvistes der i Svendborg kommune i 2020 237 børn og unge fra almen praksis til psykiatrien (210 i 2019), hvoraf en stor del blev afvist eller sendt tilbage efter afklarende samtale. Til sammenligning blev der henvist 37 fra kommunen (PPR), hvoraf ingen blev afvist.

 

Projekt ”Fremskudt funktion” har til formål

  • at forbedre den direkte kommunikation mellem de kommunale, regionale aktører og almen praksis – samt med familierne
  • at øge og koordinere det professionelle samarbejde på tværs af sektorer og dermed øge den samlede professionelle kompetence
  • at etablere fælles behandlingsindsatser (PPR/psykiatri)
  • at involvere frivillige aktører som medspillere ift konkrete tilbud til børn, unge og forældre

 

Som indikatorer fokuseres der på:

  • Generelt fald i antallet af eksterne henvisninger til Børne – Ungdomspsykiatrien
  • Fald i andelen af børn og unge der afvises eller sendes tilbage fra psykiatrien efter afklarende samtale
  • Fald i det længerevarende skolefravær (udover 14 dage)

 

Projektet består af syv indsatser, som er afprøvet i alle kommuner, hvoraf nedenstående fire søges permanentgjorte i kommunerne fremadrettet:

  • Koordinerende sparringsteams, hvor familier modtager tværfaglig rådgivning fra kommune (PPR, Børn og Familie o.a.), Børne- og ungepsykiatrien og praktiserende læge. I Svendborg koordineres sparringsteamet af psykolog fra PPR.

 

  • Rådgivning og sparring af kommunale medarbejdere. Ofte er der tale om rådgivning og sparring fra psykiatrien til kommunale fagpersoner om hvorvidt en problemstilling vil være relevant ift. psykiatrisk undersøgelse og behandling. I forbindelse med permanentgørelsen afsætter regionen midler til fortsættelse af denne aktivitet.
     
  • Udvikling af samarbejde med frivillige organisationer. I Svendborg er der etableret et samarbejde mellem fremskudt funktion og netværket af frivillige organisationer, så børn, unge og familier – ud over at kunne blive henvist til relevante kommunale rådgivnings- og behandlingstilbud – efter behov kan fortsætte i relevante tilbud i frivillige organisationer. Bl.a. er to psykologpraktikanter fra PPR engageret som frivillige i etablering og afvikling af netværksgruppe for børn og unge, der har afsluttet et behandlingsforløb i Fremskudt funktion.
     
  • Direkte indsatser. I Svendborg har den koordinerende psykolog - både alene og sammen med en fagperson fra psykiatrien - gennemført en række individuelle og gruppebaserede behandlingsforløb i projektperioden.

 

Det samlede projektforløb er evalueret af Syddansk Sundhedsinnovation og er her vurderet som værende af meget stor værdi for familier i sårbare positioner i psykiatriens grænseområde. Svendborg Kommune har haft et højt aktivitetsniveau i projektet på trods af Coronasituationen. 69 familier er blevet hjulpet i projektperioden med stor tilfredshed til følge. I resten af 2021 forventes ca. 50 familier behandlet.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er afsat midler i projektet frem til udgangen af 2021.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 14-04-2021

Taget til efterretning og udvalget ønsker, at der udarbejdes et budgettema.