Punkt 5 Status på obligatorisk læringstilbud og bedre fordeling i dagtilbud

Beslutningstema

Der gives en status på obligatorisk læringstilbud og bedre fordeling i dagtilbud, som trådte i kraft den 1. juli 2019 og den 1. januar 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At status på obligatorisk læringstilbud og bedre fordeling i dagtilbud tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Den 13. december 2018 vedtog Folketinget loven om obligatorisk læringstilbud og loven om bedre fordeling i dagtilbud med virkning fra den 1. juli 2019 og den 1. januar 2020. Det overordnede mål med lovene er, at børn fra udsatte boligområder i højere grad udvikler deres sprog og generelle læringsparathed samt stifter bekendtskab med danske traditioner, normer og værdier.

 

Lovene gælder kun for kommuner, som har udsatte boligområder/ghettoområder. Svendborg Kommune har ét udsat boligområde, som dækker Byparken/Skovparken i Svendborg by. Dagtilbudsområdet har derfor siden 2019 arbejdet med obligatorisk læringstilbud og bedre fordeling i dagtilbud. Med dette dagsordenspunkt gives der en status på arbejdet.

 

Obligatorisk læringstilbud

Hvis et barn bosiddende i det udsatte boligområde Byparken/Skovparken ikke er indmeldt i et dagtilbud i 1 års alderen, skal barnet modtage et obligatorisk læringstilbud, hvis det vurderes at forældrene ikke kan/vil varetage indsatsen selv. Et obligatorisk læringstilbud er gratis for forældrene.

 

Det obligatoriske læringstilbud foregår som udgangspunkt i Sundbyøster Poppellunden, hvor barnet går i vuggestue 25 timer om ugen – hver dag fra kl. 9.00 til 14.00. Der er mødepligt for barnet i det obligatoriske læringstilbud.

 

Børn indmeldt i et obligatorisk læringstilbud indgår i læringsfællesskaber og børnefællesskaber på lige fod med alle andre børn. Der er derfor ikke en særlig pædagogisk opgave knyttet til børnene, udover en ekstra opmærksomhed på barnets sproglige udvikling.

 

Et obligatorisk læringstilbud indeholder et forældreforløb, som begge forældre skal deltage i. Forældreforløbet foregår i dagtilbuddet, og har fokus på at vejlede forældrene i, hvordan de bedst kan understøtte barnets sproglige udvikling og læringsparathed. Samtidig skal et forældreforløb give indsigt i hverdagen i dagtilbuddet og kendskab til traditioner, normer og værdier.

 

Barnet udmeldes automatisk af det obligatoriske læringstilbud ved 3 års alderen, hvor der laves en sprogvurdering af barnet. Hvis barnet ikke længere har brug for sprogstimulering, tilbydes barnet en almindelig børnehaveplads – hvis det ønskes i Sundbyøster Poppellunden. Hvis barnet forsat har brug for sprogstimulering, indmeldes barnet på en 30 timers sprogplads – hvis det ønskes i Sundbyøster Poppellunden.

 

Forældre har mulighed for at varetage indsatsen selv og beholde barnet hjemme. Det kræver, at begge forældre taler dansk, og at hovedsproget i hjemmet er dansk. Der føres tilsyn med den indsats, som forældrene selv varetager.

 

Nedenstående tabel viser antallet af nye børn, som modtager eller forventes at modtage et obligatorisk læringstilbud i perioden 2019 - 2021.

 

År

Obligatorisk læringstilbud

Varetager selv indsatsen

2019

1

1

2020

2

0

2021 (Foreløbig prognose)

4

0

Note: Tabellen viser kun nye børn, som modtager et obligatorisk læringstilbud, og ikke de børn som er registreret året før, og forsat modtager et obligatorisk læringstilbud.

 

Bedre fordeling i dagtilbud

Fra 1. januar 2020 må antallet af nyoptagede børn fra udsatte boligområder højst udgøre 30 pct. henover et kalenderår i alle kommunale, selvejende og private dagtilbud. Hvis en kommune ønsker at tilbyde børn uden for et udsat boligområde en plads i et børnehus i et udsat boligområde, så skal kommunen også tilbyde en plads i et børnehus uden for et udsat boligområde.

 

Det private dagtilbud Børnebiksen fik i 2020 dispensation fra reglen om, at nyoptagede børn fra det udsatte boligområde højst må udgøre 30 pct. Fra 2021 fører forvaltningen tilsyn med, at Børnebiksen ikke nyoptager flere børn fra det udsatte boligområde end 30 pct.

 

Svendborg Kommune har frem til udgangen af 2024 fået dispensation fra reglen om at tilbyde to pladser. I dispensationsperioden skal der hvert andet år indsendes en statusrapport til ministeriet, som beskriver de tiltag, som lå til grund for dispensationen.

 

Kommunerne kan ikke længere søge om dispensation fra reglerne om bedre fordeling i dagtilbud. Det betyder, at når pladsanvisningen fra den 1. januar 2025 tilbyder plads i Fyrtårnet Byparkens Vuggestue, til børn udenfor det udsatte boligområde, så skal pladsanvisningen også tilbyde en alternativ plads udenfor det udsatte boligområde.

 

Reglen om at nyoptagede børn fra udsatte boligområder højst må udgøre 30 pct. har kun praktisk betydning for de børnehuse, som er beliggende i og omkring det udsatte boligområde, idet forældre som oftest ønsker plads til deres barn i nærområdet.

 

Reglen betyder, at nogle forældre bosat i det udsatte boligområde ikke kan få plads til deres barn i det ønskede børnehus, selvom der er ledige pladser. I disse tilfælde tilbydes barnet plads i et andet børnehus. I 2020 fik ca. 20 børn ikke plads i det højst prioriterede børnehus, selvom der var en ledig plads.

 

Statslige puljer

Som følge af reglerne om bedre fordeling i dagtilbud har børnehuse placeret i det udsatte boligområde haft mulighed for at søge statslige puljer til profilering af deres børnehus.

 

I 2020 modtog Fyrtårnet Børnegården Byparken, Fyrtårnet Byparkens Vuggestue og Børnebiksen samlet 1,859 mio. kr. til ansættelse af flere pædagogiske medarbejdere, kompetenceudvikling, IT-understøttelse til udvikling af hjemmeside, indkøb til pædagogiske læringsmiljøer inde og ude mv. 

 

I 2021 har Fyrtårnet Byparkens Vuggestue og Børnebiksen ansøgt om yderligere midler til profilering af deres børnehus. Der er endnu ikke modtaget tilsagn fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Sagen har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven § 26 a og § 44.

Sagen afgøres i

Børne- og Ungeudvalget.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 14-04-2021

Taget til efterretning.