Punkt 11 Realisering af vandløbsprojekter

Beslutningstema

Godkendelse af anlægsbevilling i forbindelse med realisering af vandløbsprojekter jf. de statslige vandområdeplaner. Indsatserne er finansieret af staten og EU.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales,

 

  • At der søges godkendt en samlet bruttoanlægsbevilling på 1.565.374 kroner til realisering af tre vandplanprojekter.

Sagsfremstilling

Som der bliver redegjort for under forrige dagsordenspunkt nr. 8, Vandområdeplaner 2021, er kommunerne ansvarlige for at realisere en række indsatser jf. de statslige vandområdeplaner (2015-2021), herunder indsatser i vandløb.

 

Som følge heraf har administration gennemført en række forundersøgelser af indsatser, som er udpeget i Svendborg Kommune. Af disse ønsker administrationen at gå videre med tre projekter i 2021 beliggende i Hundstrup Å, Skelbækken og i Vandløb fra Egense. I projektet ved Hundstrup Å skal der skabes passage ved Elleskov Mølle, mens der i de to øvrige vandløb skal gennemføres strækningsbaseret indsatser, hvor de fysiske forhold skal forbedres.

 

Foruden ovennævnte projekter gennemføre administrationen forundersøgelser i en række vandløb, blandt andet i Hørup Å i 2021. Fører disse undersøgelser til realisering vil udvalget og Byrådet blive anmodet om en bruttoanlægsbevilling.

 

Fiskeristyrelsen har givet kommunen tilsagn om 100 % finansiering af indsatserne, som vil medvirke til, at de enkelte vandløb kan opfylde de miljømål, som er beskrevet i statens vandområdeplan.

  

Realiseringen af vandløbsprojekterne lever op til en aftale indgået mellem staten og KL om gennemførelse af vandløbsindsatserne. Aftalen forpligtiger kommunerne til at gennemføre indsatserne inden afslutningen af anden vandplanperiode (2015-2021), hvis projekterne er realiserbare. Der er således tale om en bunden opgave for Svendborg Kommune.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er i de nuværende anlægsrammer ikke afsat bruttoanlægsmidler til realisering af de tre vandløbsprojekter.

 

Fiskeristyrelsen har givet 100 % tilskud med statslige og EU-midler til realisering af de enkelte projekter, som således som udgangspunkt er udgiftsneutrale for Svendborg Kommune. Erfaringen viser dog, at kommunerne kan have ekstra udgifter i forbindelse med projekterne.

 

Bruttoanlægsbevillingen for projekterne fremgår af nedenstående tabel.

  

Projektvandløb

Bruttoanlægs-bevilling

Status

Skelbækken

159.414 kr.

Tilsagn givet og skal gennemføres sommeren 2021.

Vandløb fra Egense

169.610 kr.

Tilsagn givet og skal gennemføres sommeren 2021.

Elleskov Mølle

 

 1.236.350 kr.

Tilsagn givet og skal gennemføres sommeren 2021.

Samlet

1.565.374 kr.

 

 

CO2-Konsekvensvurdering

Vurderes ikke at være relevant.

Lovgrundlag

Kasse- og Regnskabsregulativ, Vandløbsloven og Miljømålsloven

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 09-03-2021


Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalg og Byrådet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 23-03-2021

Indstilles.

 

Afbud fra John Arly Henriksen (A) og Mette Kristensen (V). Som suppleanter deltog Pia Dam (A) og Lars Erik Hornemann (V).

Beslutning i Byrådet den 30-03-2021

Godkendt.