Punkt 9 Tillæg til spildevandsplan 2020-2031 med henblik på nyt regnvandsbassin ved Assensvej 270 i Stenstrup

Beslutningstema

Svendborg Spildevand A/S ønsker at erhverve et område ved Assensvej, Stenstrup til at opføre et nyt regnvandsbassin. Området leder i dag overfladevand fra separatkloakerede områder uforsinket og urenset ud i Siderenden.

 

For at tilvejebringe det formelle grundlag for etablering af regnvandsbassinet og give mulighed for at finansiere det nye regnvandsbassin, skal der vedtages et tillæg til den eksisterende spildevandsplan. I forbindelse med tillægget, vil bassinreserveringen på Nordre Ringvej 57, 5771 Stenstrup blive aflyst. Tillægget skal sendes i høring forud for endelig vedtagelse.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales,

 

  • at tillæg 1 til spildevandsplanen offentliggøres i 8 uger

Sagsfremstilling

Det åbne, offentlige vandløb Siderenden, som løber ud i Hundstrup Å, forventes i fremtiden at modtage større mængder regnvand, end tilfældet er i dag.

 

Tilledningen af overfladevand fra kloakoplandets befæstede arealer, sker i dag uden forsinkelse.

 

Regnvandsbassinet var oprindeligt planlagt til at blive etableret på Nordre Ringvej 57, på den østlige side af Siderenden. Efter nærmere projektering, har det dog vist sig, at en placering på Assensvej 270, på den vestlige side af Siderenden, er bedre.

 

For at afhjælpe fremtidige kapacitetsproblemer i det åbne, offentlige vandløb Siderenden og det åbne offentlige vandløb Hundstrup Å, foreslås det med nærværende ”tillæg 1 til spildevandsplan 2020-2031 – Bassin ved Assensvej, Stenstrup” (bilag 1), at der etableres et åbent regnvandsbassin til forsinkelse og rensning af regnvand fra den separatkloakerede nordvestlige del af Stenstrup, der leder til Siderenden.

 

Som bilag 1 til tillægget, findes en liste over redaktionelle ændringer til spildevandsplanen 2020-2031, for at afspejle de faktiske forhold jf. retningslinjerne for spildevandsplan 2020-2031. Ændringerne kan skyldes fejl i kortbilaget, nye forekomne oplysninger eller at der er udført anden spildevandsanlæg. Ændringerne kan ses i bilag 2 (bilag 1 til tillæg 1 til spildevandsplan 2020-2031) samt begrundelsen for ændringen.

 

Miljøscreeningen af tillæg 1 til spildevandsplanen fremgår af bilag 3 (Bilag 2 til tillæg til spildevandsplan 2020-2031).

 

Tillægget skal i offentlig høring i 8 uger.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Tillægget har ingen budgetmæssige konsekvenser for Svendborg Kommune.

 

Tillægget har få budgetmæssige konsekvenser for Vand og Affald, da der er tale om en anden placering, af et allerede planlagt regnvandsbassin.

CO2-Konsekvensvurdering

Det vurderes, at tillægget ikke har nogen konsekvenser for CO2-udledningen, da tillægget omfatter et allerede planlagt projekt, som får en ny placering.

Lovgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven nr. 1218 af 25. november 2019

 

Spildevandsbekendtgørelsen nr. 2292 af 30. december 2020

 

Lov om miljøvurdering nr. 973 af 25. juni 2020

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 02-02-2021


Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

 

Jens Munk (løsgænger) var fraværende.

Beslutning i Økonomiudvalget den 09-02-2021

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 23-02-2021

Godkendt.