Punkt 2 Punkt til behandling fra Venstres byrådsgruppe

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem Mette Kristensen (V) ønsker på vegne af Venstres byrådsgruppe følgende optaget på byrådets dagsorden den 23. marts 2021:

 

Beslutningstema:

Byrådet beslutter borgmesterens mandat ved behandling af nyt oplæg til den kommende Risikobaseret Dimensionering (RBD) og centralisering af indsatsledelsen for Beredskab Fyn på møde den 25. februar 2021. Oplægget forventes behandlet i Beredskabskommissionen og fremsendt i høring. Borgmesteren repræsenterer Kommunalbestyrelsen og Svendborg Kommune i Beredskabskommissionen for Beredskab Fyn.

 

Indstilling:

 

  • Borgmesteren bedes redegøre for indhold i den kommende Risikobaseret Dimensionering (RBD) samt årsagen til centralisering af indsatsledelsen.
  • Byrådet kan ikke godkende en centralisering af indsatsledelsen og ønsker at bevare den lokale indsatsledelse i Svendborg Kommune.

Herudover bedes administrationen udarbejde følgende til fremlægning for Økonomiudvalget og Byrådet:

  • En samlet evaluering af de seneste 5 års beredskab i Svendborg Kommune, herunder hvorvidt de forventede økonomiske stordriftsfordele ved sammenlægningen er opnået.
  • En samlet evaluering af det lokale frivillighedsområde og de seneste 5 års udvikling på den frivillige indsats.
  • Forslag til hvorledes Svendborg Brandskoles funktion fremadrettet vil kunne indgå aktivt i beredskabet, evt. i et styrket samarbejde med SIMAC.

 

Sagsfremstilling:

Fra 1. januar 2016 blev 7 fynske kommuner, Langeland og Ærø sammenlagt i ét fælles fynsk beredskab (Beredskab Fyn). Kommunerne har siden været bundet af en fælles 5-årig aftale. Kommunernes binding udløb med udgangen af 2020.

Venstre har erfaret, at man i Beredskabskommissionen i en periode har arbejdet med et oplæg til en ændring af aftalen, herunder en centralisering af indsatslederfunktionen. Det vil for Svendborg Kommunes vedkommende blandt andet betyde, at vi vil miste den lokale indsatsledelse for i stedet at blive centraliseret og sammenlagt med Fåborg-Midtfyn og Assens kommuner. Oplægget forventes behandlet i Beredskabskommissionen d. 25. februar 2021 for herefter at blive sendt i høring.

 

I Venstre kan vi være bekymret for, hvilke konsekvenser det vil få især for kvaliteten af det lokale beredskab og responstiden. Bliver oplægget vedtaget vil det betyde, at Svendborg kommune skal dele indsatsleder med Faaborg-Midtfyn og Assens Kommuner, og det vil for alle 3 kommuner alt andet lige påvirke responstiden. Det er desuden afgørende vigtigt, at indsatsledelsen foretages af personer med et stort kendskab til de lokale forhold. 

 

Svendborg Kommune har omkring 58.500 indbygger fordelt på et stort geografisk område og er af en sådan størrelse, der berettiger egen lokal indsatsledelse. Vi har flere store uddannelsesinstitutioner, OUH Svendborg Sygehus, flere historiske slotte og herregårde, et livligt havnemiljø og et tæt bebygget bykerne.

 

Venstre ønsker, at Svendborg Kommune skal bevare den lokale indsatsledelse og ønsker, at Byrådet forholder sig til, hvilket mandat Borgmesteren skal have med til det kommende møde i Beredskabskommissionen d. 25. februar.

 

Derudover ønsker vi en evaluering af de seneste 5 års udvikling af det lokale beredskab i Svendborg Kommune, herunder en beskrivelse af, hvorvidt de forventede økonomiske driftsfordele ved sammenlægningen er opnået og en vurdering af konsekvenserne ved en centralisering af indsatsledelsen.

 

Derudover ønsker vi en beskrivelse af det lokale frivillighedsområde for beredskabet, og hvorledes den lokale frivillige indsats har udviklet sig de seneste 5 år. Frivillige har bl.a. været indsat lokalt ved klimahændelser og store ulykker.

 

Svendborg Brandskole har tidligere været en god samarbejdspartner og et godt aktiv indenfor beredskabsområdet, både funktionelt og økonomisk, og vi ønsker således også en vurdering af, hvorvidt man i et samarbejde med den nye maritime uddannelsesinstitution SIMAC kan videreudvikle på brandskolens funktion.”

Beslutning i Byrådet den 23-02-2021

Liste V anmodede om en afstemning om følgende: ”Byrådet kan ikke godkende en centralisering af indsatsledelsen og ønsker at bevare den lokale indsatsledelse i Svendborg Kommune”.

 

For stemte: 7 (V)

Imod stemte: 21 (A, B O, C, F, Ø og Johan Emil Rasmussen).

Undlod: 1 (Jens Munk)

 

Byrådet tog herefter borgmesterens orientering til efterretning, idet man samtidig beder borgmesteren om at sørge for, at der i det videre forløb også udarbejdes en model, der fastholder de deltidsansatte indsatsledere og idet man beder administrationen om at udarbejde følgende til fremlægning for økonomiudvalget og byrådet:

- En samlet evaluering af de sidste 5 års beredskab i Svendborg Kommune, herunder hvorvidt de forventede økonomiske stordriftsfordele ved sammenlægningen er opnået.

- En samlet evaluering af det lokale frivillighedsområde og de seneste 5 års udvikling på den frivillige indsats.