Punkt 8 Eventuel tilbagebetaling af kontingent til elever i Svendborg Musikskole

Beslutningstema

B. Beslutning

Eventuel tilbagebetaling af kontingent for elever i Svendborg Musikskole.

Indstilling

Direktionen indstiller

  • At der ikke sker tilbagebetaling af forældrebetaling for elever i musikskolen som følge af regeringens tiltag mod COVID-19, da undervisningen i perioden i vid udstrækning har været gennemført som online undervisningstilbud.

Sagsfremstilling

Kommunernes Landsforening har forespurgt Kulturministeriet, hvorvidt kommunerne er forpligtet til at tilbagebetale opkrævet kontingent til musikskolen for perioden, hvor skolen har været lukket som følge af regeringens tiltag mod COVID-19.

Kulturministeren meddeler, at der ikke foreligger love og regler, der forpligter kommunerne til at tilbagebetale forældrebetaling for perioden, hvor skolen har været lukket på grund af COVID-19, men opfordrer samtidig til, at kommunerne understøtter musik- og kulturskolernes fortsatte virke i videst muligt omfang i denne ekstraordinære situation og så forældrene undgår at betale for en ydelse, de ikke modtager.

På baggrund af svaret konkluderer KL, at med ministeriets tilbagemelding vil kommunernes eventuelle udgifter vedr. tilbagebetaling af opkrævninger på musikskoleområdet formentlig ikke være dækket af KL´s aftale med regeringen omkring kommunernes udgifter vedr. COVID-19.

Svendborg Musikskole har fra dag ét i nedlukningsperioden satset på at udvikle online undervisningstilbud med henblik på at bevare kontakten og relationen med eleverne. Tilbuddet strækker sig fra personlig direkte undervisning via skype eller lignende til kollektiv undervisning til eksempelvis dagtilbud og hold af yngre elever via Facebook og YouTube. Dette er lykkedes for ca. 90% af eleverne.

Dog oplyser musikskolen, at der er stor forskel på indholdet og udbyttet af den digitale undervisning. Soloelever har haft størst udbytte, hvorimod online undervisning af 0. og 1. klasses hold har fungeret mindre godt.

Musikskolen har kun modtaget få henvendelser fra forældre om eventuelt tilbagebetaling af opkrævet kontingent.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Den økonomiske konsekvens af fuld tilbagebetaling i 11 uger udgør ca. 600.000 kr.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 18-06-2020

Indstillingen blev godkendt.

 

Steen Tinning (B) var fraværende. Som suppleant deltog Hanne Ringgaard Møller (B)