Punkt 10 Garantiprovision - Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme a.m.b.a.

Beslutningstema

Garantiprovision for lån

Indstilling

Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at

  • garantprovisionen fastlægges til 3%.
  • garantiprovisionen årligt revurderes ud fra markedsniveau.

Sagsfremstilling

I forlængelse af Økonomiudvalgets beslutning på mødet 20. oktober 2020, om forelæggelse af spørgsmål om garantiprovision for den kommunale tilsynsmyndighed, fremlægges nu tilsynsudtalelse om garantiprovision.

 

Det er Ankestyrelsens vurdering, at Svendborg Kommune vil yde støtte til Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme a.m.b.a. i strid med det kommunalretlige hvile i sig selv-princip, hvis kommunen stiller garanti for selskabets lån uden at opkræve garantiprovision.

 

Det er derudover Ankestyrelsens vurdering, at der vil være tale om statsstøtte, hvis Svendborg Kommune stiller en vederlagsfri garanti for fjernvarmeselskabets lån.

 

Ankestyrelsen konkluderer derfor, at Svendborg Kommune er forpligtet til at opkræve garantiprovision på markedsmæssige vilkår, og at kommunen er forpligtet til at udfolde rimelige bestræbelser på at konstatere, hvad et vederlag på markedsmæssige vilkår i forhold til den

konkrete garanti til fjernvarmeselskabet indebærer. Styrelsen foreslår i den sammenhæng, at vi anmoder vores bankforbindelse om en vurdering af dette.

 

I forlængelse heraf har kommunen anmodet Danske Bank om en vurdering af, hvad en markedskonform provision vil være.

 

Danske Bank har afgivet en vurdering af dette. I vurderingen lægger Danske Bank bl.a. vægt på, at:

 

-          det er et nystiftet, forbrugerejet varmeforsyningsselskab

-          der er tale om en fuld finansiering

-          der er ingen tilslutningspligt/forblivelsespligt

-          der kan ikke opnås anden sikkerhed udover selve anlæg/rørnet

-          antallet af forbrugere, både private og storforbrugere.    

 

 

På den baggrund anbefaler Danske Bank, at en garantiprovision bør ligge i niveau 3% p.a.

 

Danske Bank ønsker ikke at afgive tilbud på finansiering.

 

Administrationen har forelagt denne vurdering for Fjernvarme Ollerup - Vester Skerninge – Ulbølle. Her finder man, at en provision på 3%, vil være et urealistisk grundlag at igangsætte projektet på, og det vil betyde, at projektet må opgives. Henvendelsen er vedlagt som bilag.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Garantiprovisionen vil årligt - på linje med kommunens øvrige garantiprovisionssatser – blive revurderet for at afspejle markedsniveauet.

CO2-Konsekvensvurdering

Fastsættelse af garantiprovision har ikke i sig selv CO2-konsekvenser, men konsekvenserne ligger i selve projektgodkendelsen.

 

I den nuværende projektgodkendelse til fjernvarmeværket er der beregnet en nedgang i CO2 udledning fra 4.600 ton CO2/år til 1.250 ton CO2/år i forhold til de nuværende varmeforsyninger i området og er baseret på en varmeproduktion fra flis og varmepumper (cirka 1/3 af varmeproduktionen) med et naturgasfyr som back-up.


Der er i øjeblikket planer i fjernvarmeselskabet om at ændre projektet til en varmeforsyning baseret på 100 % varmepumper med naturgasfyr som back-up. Dermed vil CO2 udledningen falde yderligere i forhold til det godkendte projektforslag.

Lovgrundlag

Lånebekendtgørelse m.v.

Beslutning i Økonomiudvalget den 09-02-2021

Udsat med henblik på beslutning på næstkommende udvalgsmøde.