Punkt 8 Sundhedsprofil for børn og unge 2021

Beslutningstema

Sundhedsprofil for børn og unge 2021.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at Social og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning
  • at sagen oversendes til Børne- og Ungeudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune har siden 2010 suppleret den landsdækkende sundhedsprofilundersøgelse for voksne, ”Hvordan har du det” med en intern sundhedsprofilundersøgelse, der er målrettet børn og unge på 5., 7. og 9. klassetrin. For at følge udviklingen på området, er undersøgelsen gentaget i foråret 2013 og 2017.


Sundhedsafdelingen planlægger i samarbejde med Skoleafdelingen at gennemføre et nyt rul af undersøgelse i starten af 2021. Data om børn og unges trivsel og sundhed vil blive indsamlet via. den digitale platform ”BørnUngeLiv”, på kommunens folkeskoler, fri-/ og privatskoler, og vil danne grundlag for den nye sundhedsprofilundersøgelse.

 

Formålet med undersøgelsen er at opnå et øjebliksbillede af sundhedstilstanden blandt børn og unge og sammenholde med tidligere års undersøgelser samt benchmarke mod status i regionen og på landsplan.

 

Når data i 2021 er indsamlet, vil der blive udarbejdet en rapport og hovedresultater vil blive fremlagt det poliske udvalg som et oplæg til politisk debat. Rapporten kan desuden bruges som et opslagsværk for fagprofessionelle med tilknytning til børne- og ungeområdet og kan f.eks. anvendes til at målrette nye indsatser generelt og lokalt. Den nye profilundersøgelse vil bl.a. understøtte arbejdet omkring unges viden om og forbrug af rusmidler (alkohol, tobak og andre euforiserende stoffer).
 

I koordinationsgruppen for ”Fælles om unge i Svendborg” er det aftalt at gennemføre Ungeprofilundersøgelsen for 15-30-årige unge i Svendborg Kommune i november 2021-januar 2022. De to undersøgelser supplerer hinanden og har hvert sit formål, hvilket afspejler sig i spørgsmålskategorierne. Sundhedsprofilen giver som nævnt et øjebliksbillede af sundhedstilstanden blandt børn og unge og kan sammenholdes med tidligere års undersøgelser. Ungeprofilundersøgelsen giver aktuelle data om unges trivsel, sundhed, livsopfattelse og livssituation Profilerne supplerer således hinanden, og særligt Ungeprofilundersøgelsen, som også er landsdækkende, bidrager til at styrke den forebyggende indsats i og på tværs af landets kommuner. Undersøgelsen kan også sammenholdes med tidligere undersøgelser.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Der er ingen økonomiske eller erhvervsmæssige konsekvenser forbundet hermed.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen relevante.

Sagen afgøres i

Social- og Sundhedsudvalget

Børne- og Ungeudvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 12-01-2021

Orienteringen taget til efterretning. Sagen oversendes til Børn- og Ungeudvalget.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 03-02-2021

Taget til efterretning.