Punkt 6 Justering af målgruppen på Skovsbovej

Beslutningstema

Orientering om justering af målgruppen på Skovsbovej i forbindelse med udmøntningen af Strategiplanen for Familieområdet.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune har i Strategiplanen for Familieområdet tilkendegivet, at Familieområdet vil arbejde med effektive og sammenhængende støtteforanstaltninger for udsatte børn, unge og familier samt for børn og unge med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser.

I tilrettelæggelsen af indsatser og i samarbejdet med både private og professionelle vil der være fokus på samskabelse, forebyggelse, inddragelse og størst mulig grad af indsatser i nærmiljøet.
 

Strategiplanen for Familieområdet 2020-2024 er udarbejdet med afsæt i tidligere udviklingsplan for Familieafdelingen og anbefalinger fra Task Force-rapporten fra 2020.

Strategiplanen for Familieområdet blev godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 12. august 2020.


Strategiplanens fokusområde 4 angiver følgende;

 

”Forstærket fokus på anbringelsesområdet, herunder især fokus på netværksanbringelser,

plejefamilieområdet og egne anbringelsestilbud, samt fokus på anbragte børn og unges skolegang.
 

For de børn og unge, hvor en anbringelse væk fra deres biologiske forældre er den bedste løsning for at beskytte dem mod overgreb eller mistrivsel, vil Familieafdelingen vælge et anbringelsessted der så vidt muligt kan give barnet eller den unge et nært omsorgsmiljø, en stabil voksenkontakt og sikre kontinuitet i anbringelsen. Forud for en anbringelse vil Familieafdelingen altid vurdere, om en

anbringelse i netværket eller i en plejefamilie er mest hensigtsmæssig under hensyntagen til barnets eller den unges behov.

For børn og unge med særlige behandlingsbehov vil Familieafdelingen sikre at barnet/ den unge

hurtigst muligt sikres den rette støtte, ved inddragelse af tvær-professionel viden om

barnet/ den unge i matchningen med anbringelsesstedets tilbud

 For børn og unge, hvor der aktuelt er et anbringelsesgrundlag, men hvor der er en formodning om, at der med intensiv støtte i hjemmet kan være udsigt til at sikre en mere stabil hverdag for barnet og familien, vil Familieafdelingen altid vurderer muligheden for en specialiseret og kortvarig anbringelse med intensiv støtte.

Konceptet vil tage udgangspunkt i et intensivt behandlingsprincip, hvilket betyder at der i udstrakt grad vil blive investeret ressourcer i behandlingen sideløbende med anbringelsen, hvor anbringelsen til gengæld har en kortere varighed. De anbragte børn, der er indenfor målgruppen for en intensiv anbringelse, skal kun være anbragt så længe de har et presserende behandlings- eller udredningsbehov, hvor en indsats i hjemmet ikke kan sikre barnets udvikling, sundhed og omsorg.

Derefter er det forventningen at barnet eller den unge gradvist kan vende hjem f.eks. med støtte i

hjemmet eller delvis aflastning.”

 

Med udgangspunkt i Strategiplanens fokusområde 4, har området for Familie, Børn og Unge identificeret et behov for at justere målgruppen på Skovsbovej med henblik på at sikre målopfyldelsen af Strategiplanens fokusområde 4.

Skovsbovej er Svendborg Kommunes døgnbehandlings-institution for udsatte børn og unge.

Målgruppen på Skovsbovej er for nuværende børn og unge mellem 12 og 18 år.


Med udgangspunkt i Strategiplanen og de forudgående analyser, er der identificeret et behov for at justere målgruppen på Skovsbovej, så denne tilgodeser målgruppen for kortvarige og intensive anbringelser. Familie, Børn og Unge har på baggrund af anbringelsestendenserne i 2019 og 2020 vurderet, at der er et behov, for at Skovsbovej kan omfatte målgruppen fra 5 år. Det er Familie, Børn og Unges vurdering, at det er særligt vigtigt for denne målgruppe at bevare tilknytningen til nærmiljøet, dagtilbud eller skole, samt relationen og inddragelsen af- og til den biologiske familie, i forbindelse med en specialiseret og kortvarig anbringelse med intensiv støtte, hvor formålet er en hjemgivelse.

En specialiseret og kortvarig anbringelse med intensiv støtte er en indsats, hvor forældrene er gjort opmærksomme på, at anbringelsen er kortvarig. En kortvarig anbringelse har en varighed på ca. 6 mdr.   Formålet med en specialiseret og kortvarig anbringelse med intensiv støtte, er at skabe et endnu tættere samarbejde og partnerskab med forældre og barnet om en løsning der kan skabe sikkerhed, udvikling og trivsel for barnet. Forældrene bliver under anbringelsen løbende involveret, inddraget og støttet i løsninger omkring barnet. Målet er, at barnet og forældrene gennem intensiv støtte får det bedste udgangspunkt for at kunne genoprette familiedynamikken og indgå i familieliv sammen.
Forældrene understøttes under anbringelse i at udvikle de kompetencer, der ses nødvendige for at løse de udfordringer der i familien, mens Skovsbovej efter endt anbringelse sikrer rammerne for overgang mellem Skovsbovej og hjemmet.


I forbindelse med udmøntningen af målene i Strategiplanen for Familieområdet og intentionerne i De Politiske Anbringelsesprincipper (2020), justeres målgruppen på Skovsbovej således at børn ned til 5 år kan anbringes på Skovsbovej. Socialtilsynet er ansøgt om godkendelse af justering af målgruppen med ønske om godkendelse pr. 1 februar 2021.

 

I forlængelse af ovenstående undersøges muligheden for et kommunalt tilbud til unge i den ældre aldersgruppe. Konkret er der igangsat en afsøgende proces omkring etablering af et tilbud om anbringelse på eget værelse med støtte for unge fra 16 år.  Målgruppen for denne type af anbringelse vil være unge fra 16 år, med et mindre behandlingsbehov, hvor forældrene ikke besidder de nødvendige kompetencer til at varetage omsorgen for den unge og understøtte den unges udvikling mod et selvstændigt voksenliv. Og hvor det vurderes at en anbringelse på eget værelse med støtte vil give den unge de bedste forudsætninger for et selvstændigt voksenliv, herunder en vedvarende relation til forældrene, hvor de ressourcer forældrene måtte have allokeres i forhold til deres formåen og den unges behov for at bibeholde relationen til forældrene i voksenlivet.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Familieafdelingen betaler årligt en ramme på 8,5 mio. kr. til Skovsbovej. Rammeaftalen dækker 6 almindelige pladser samt 4 kortidspladser. Herudover har Skovsbovej 2 pladser og 1 akutplads som afregnes hvis belagt. Justering af målgruppen giver ikke anledning til at ændre den økonomiske ramme for Skovsbovej.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Lov om Social Service

Lov om Socialtilsyn

Sagen afgøres i

Børne- og Ungeudvalget

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 03-02-2021

Taget til efterretning.