Punkt 11 Udbredelse af nye fjernvarmeområder i Svendborg

Beslutningstema

Beslutning om politisk drøftelse med fjernvarmeselskaber i Svendborg Kommune om planer for nye fjernvarmeområder.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget,

  • at administrationen inviterer kommunens fire fjernvarmeselskaber til Miljø- og Naturudvalgets tema møde i marts 2021, for at høre om deres planer for at udbrede fjernvarme til nye områder i Svendborg Kommune.

Sagsfremstilling

Som en del af Energiaftalen 2018 er der lavet en tilskudsordning (fjernvarmepuljen) til fjernvarmeværker for årerne 2021-2023, hvor der gives tilskud til udrulning af fjernvarmenet i nye områder for at fortrænge naturgas og olie til opvarmning.

 

Puljen kan søges af fjernvarmeselskaber til tilskud til projekter, hvor husstande med opvarmning via naturgas eller oliefyr konverteres til fjernvarme. Den økonomiske støtte er op til 20.000 kr. per husstand, dog kun op til det antal husstande, der som minimum skal tilsluttes, for at der skabes balance i selskabsøkonomien for konverteringsprojektet.

Tilskuddet tildeles fjernvarmeselskaberne, som forventes at foretage omfordeling til forbrugerne via lavere varmepriser.
 

Ordningen forudsætter, at der foreligger en projektgodkendelse fra kommunes side.

 

I Svendborg Kommune er der fire fjernvarmeselskaber: Svendborg Fjernvarme, Skårup Fjernvarme, Stenstrup Fjernvarme og Ollerup-Vester Skerninge-Ulbølle Fjernvarme.

 

Indenfor de udlagte fjernvarmeområder for de fire fjernvarmeselskaber kan husejerne ikke selv modtage tilskud til opsætning af individuelle varmepumper under en anden tilskudsordning under ”Bygningspuljen”. Borgerne vil kunne søge om tilskud til opsætning af individuelle varmepumper i områder udenfor fjernvarmeforsyning (f.eks. områder med naturgas).

 

Administrationen foreslår derfor, at der tages kontakt til fjernvarmeselskaberne med henblik på at få deres skriftlige tilbagemelding til Miljø- og Naturudvalget på deres planer om at udbrede fjernvarme til nye områder i Svendborg Kommune, og hvordan samarbejdet med Svendborg Kommune kan ske, så der kan ske en hurtig og smidig sagsbehandling. Med afsæt i tilbagemeldingerne fra selskaberne inviteres de til et temamøde med Miljø- og Naturudvalget i marts om ovenstående.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

CO2-Konsekvensvurdering

Fortrængning af naturgas/oliefyr til fordel for fjernvarme vil reduceres CO2-udledningen væsentligt.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet (Fjernvarmepuljen). Bek. nr. 2306 af 18. december 2020.

Bekendtgørelse om tilskud til energibesparelser og energieffektiviseringer i bygninger til helårsbeboelse. Bek. nr. 1467 af 12. oktober 2020.

Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen). Bek. nr. 1794 af 2. december 2020.

Lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). Lov nr. 382 af 13. juni 1990, Jf. lovbek. nr. 1215 af 14. august 2020.

Svendborg Kommunes Klima- og Energipolitik 2020-2025.

Sagen afgøres i

Miljø- og Naturudvalget

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 02-02-2021

Indstillingen godkendt.
 

Jens Munk (løsgænger) var fraværende.