Punkt 8 Danskuddannelse

Beslutningstema

Beslutning om udbud af danskuddannelse

Indstilling

Direktionen indstiller, at udvalget beslutter om: 

  • Svendborg Kommune ønsker at indgå i et samarbejde med Odense og øvrige fynske kommuner om udbud af Danskuddannelse
     
  • Svendborg Kommune ønsker at lave et selvstændig udbud af Danskuddannelse

Sagsfremstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget blev på møde den 11. januar 2021 orienteret om de umiddelbare fordele og ulemper ved henholdsvis et fælles udbud og et lokalt udbud.

 

Som udvalget blev orienteret om afventede administrationen oplæg til en business case fra Odense Kommune. Dette materiale er nu modtaget og det beskriver den påtænkte udbudsproces og det påtænkte udbudsmateriale de fynske kommuner har mulighed for at blive en del af.

 

Processen ved et fælles udbud:

-          Kommunerne skal tilkendegive senest 5. februar 2021 om de ønsker at være en del af udbuddet

-          Materialet sendes i ekstern høring fra den 5.-15. februar 2021

-          Udbudsrunden løber fra 22. februar – 25. marts 2021

-          Fra 25. marts – 28. maj 2021 pågår tilbudsevaluering og forhandling

-          Kontraktindgåelse og implementering i perioden 28. juni – 31. december 2021

-          Kontraktstart 1. januar 2022.

 

Forberedelse af udbud

Odense kommune har forud for udarbejdelse af materialet haft dialogmøde med 9 mulige leverandører; herunder blandt andet HF VUC FYN, AOF Center Fyn og Syddansk Erhvervsskole. Samtlige leverandører har udtrykt interesse i udbuddet grundet det fynske samarbejde og der forventes 5-6 tilbud.

Udbudsmaterialet vil forud for udbuddet blive sendt i høring i markedet.

 

Krav til indhold i tilbud

Der stilles krav om at der etableres undervisningssteder i de kommuner, der ved tilslutning til udbuddet har ønsket dette. Der er krav om alle undervisningssteder skal være centralt placerede, have let adgang med offentlig transport og lokalerne skal være handicapvenlige. Ordregiver vil skulle godkende placeringen. Når der afgives tilbud skal der angives en pris for undervisning på centerskolen i Odense og prisen i satellitter. Alle kommuner kan frit vælge mellem undervisningsstederne.

 

Leverandøren skal lave individuelle læringsplaner for alle kursister. Der skal være et samarbejde mellem leverandør, kursist og jobrådgiver om den individuelle læringsplan, der også skal vurdere behovet for sprogpraktik.

 

Leverandøren skal sikre en fleksibel undervisning, der fremmer samspillet mellem kursistens beskæftigelse, aktivering og uddannelse. Hvilket betyder, at der også skal kunne tilbydes aftenundervisning.

 

Undervisning og vejledning i brug af IT-udstyr skal være indeholdt i undervisningen. Der skal være afsat ressourcer til at vejlede kursister videre til uddannelse, herunder særligt erhvervsuddannelser og AMU-undervisning (Arbejdsmarkedsuddannelse).

 

Leverandøren skal kunne tilbyde forlagt undervisning helt ned til 2 kursister.

 

Leverandøren skal etablere et ressourcecenter/studiecenter hvor kursisterne har mulighed for at opholde sig udenfor undervisningstiden, med f.eks. studieværksted, jobklub, IT-hjælp mv. Kravet om ressourcecenter vil kun gælde undervisningssteder af en vis volumen (100 kursister). Svendborg Kommune har aktuelt 116 kursister tilmeldt danskuddannelse, fordelt på de forskellige moduler på de 3 danskuddannelsesniveauer.

 

Tilkøbsmuligheder

I forbindelse med udbuddet vil der blive indhentet pris på ydelser, der kan tilkøbes ud over danskundervisningen. Det vil altid være den ansvarlige jobrådgiver, der bevilger en tilkøbsydelse. Det må forventes, at tilkøbsydelserne vil blive udbudt i Odense.

 

MK-Hold, som er mundtlig kommunikations-forløb for kursister der ikke progredierer skriftligt, men som kan progrediere mundtligt. Odense Kommunes pædagogiske konsulent kan inddrages i vurderingen af om kursister er i målgruppen for forløbet.

 

IT-undervisning i form af særligt tilrettelagt for målgruppen, hvor der er fokus på kursister på Danskuddannelse 1, hvor sproget er en udfordring og hvor mange ikke har erfaring med IT.

 

Integrationsuddannelse hvor der er fokus på borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet. Der forventes et 6 ugers forløb med fokus på sundhed, beskæftigelse og familieliv.

 

Særlige krav til kommende leverandør

Der stilles krav om at alle lærere, der skal bruges på opgaven, skal være færdiguddannede til at undervise i Dansk som andetsprog for voksne, samt at leverandøren har erfaring med undervisning af målgruppen.

 

Leverandøren skal samtidig leve op til overholdelse af kontraktkommunernes eventuelle arbejdsklausuler.

 

Derudover stiller Odense Kommune krav om at leverandøren skal opfylde en særlig beskæftigelsesklausul om beskæftigelse af særlige grupper ledige. De øvrige kommuner har mulighed for at stille tilsvarende krav. Administrationen anbefaler at Svendborg tilslutter sig denne beskæftigelsesklausul, hvis Svendborg går med i et fælles udbud.

 

Driftsaftale med Odense

Odense Kommune vil fungere på tovholder på såvel udbud som drift af aftalen efterfølgende. Det sker ved at kommunerne indgår en driftsaftale.

Driftsaftalen betyder at Odense kommune:

-          Gennemfører lovpligtigt tilsyn; pædagogisk, administrativt og økonomisk.

-          Koordinerer henvisninger og betaler regninger

-          Afholder statusmøder med leverandører og faciliterer et udviklingsforum.

 

Driftsaftalen vil koste et overhead som dækker Odense kommunes administrative omkostninger samt et tillæg på 1% for kommuner, der ønsker en satellit. Udgifterne fordeles efter de estimerede købsmængder i de kommuner, der tilslutter sig businesscasen.

 

Tildelingskriterier

Der tildeles efter det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

 

Underkriteriet pris indeholder delkriterierne: pris, pris i satellitter, pris på tilkøbsydelser.

 

Underkriteriet kvalitet indeholder bl.a. underkriterierne;

-          motivation, fastholdelse og fravær

-          tilrettelæggelse, herunder beskæftigelsesrettet sprogindlæring

-          samarbejde og udvikling

 

Kontraktperiode

Kontraktperioden er fra 1. januar 2022 til 31.december 2025 med mulighed for 2 x 12 måneder. Kontrakten kan opsiges med 6 måneders varsel, dog tidligst efter 2 år. Leverandøren kan opsige aftale med 9 måneders varsel.

 

De enkelte kommuner har en individuel og selvstændig kontrakt, og kan dermed selv træffe afgørelse om opsigelse.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Det er ikke muligt at vide hvilke priser et udbud vil medføre. Det forventes dog, at det ikke vil være muligt at fastholde de nuværende meget lave priser. Dette begrundes i den nuværende markedsstruktur samt et stærkt faldende kursistgrundlag. Det vurderes dog, at priserne grundet den potentielt store volumen ved et fynsk samarbejde vil kunne holdes på et acceptabelt niveau, således at de samlede udgifter ikke forventes at afvige voldsomt fra de nuværende.

 

Udgifterne til danskuddannelse i 2020 udgjorde 3 mio. kr.

 

Udgifterne til driftsaftalen kan først fastlægges når Odense Kommune ved, hvor mange kommuner der tilslutter sig det fælles udbud. Odense Kommune oplyser dog at de nuværende administrative udgifter til danskuddannelsesopgaven beløber sig til ca. 1,5 mio. kr. Odense vil genberegne de administrative udgifter, så snart de kender det endelig antal kommuner, kursister og satellitter.

 

Det anslås, at Svendborg Kommunes andel heraf vil udgør cirka 0,3-0,5 mio. kr. hvilket dog afhænger af hvor mange kommuner, der tilslutter sig et fælles udbud samt det forventede kursistantal i kommunerne.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen kendte

Lovgrundlag

Udbudsloven

Lov om Danskuddannelse

Sagen afgøres i

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 01-02-2021

Udvalget besluttede at indgå i et samarbejde med Odense Kommune og øvrige fynske kommuner om udbud af danskuddannelse. Inden for rammen af det fælles udbud er udvalget indstillet på at sikre lokal forankring.

 

Der var afbud fra Søren Kongegaard (A). Som suppleant deltog Karl Magnus Bidstrup (A).