Punkt 6 Tilbudsoversigt februar 2021

Beslutningstema

Orientering om aktuel tilbudsvifte

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

En række indsatser på beskæftigelsesområdet skal give borgerne en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet. Helt forenklet består beskæftigelsesindsatsen dels af de samtaler, der er mellem borgere og medarbejdere i jobcentret og de tilbud, borgerne henvises til som led i deres plan.

 

Et af de allervigtigste redskaber i beskæftigelsesindsatsen er den virksomhedsrettede indsats i form af virksomhedspraktikker eller løntilskud.

 

Erfaringerne på beskæftigelsesområdet er at det er effektfuldt at den ledige er på en arbejdsplads. Det kan f.eks. være gennem deltagelse i et virksomhedsrettet tilbud på en loka virksomhed. Virksomhedsrettede indsatser iværksættes både af eksterne leverandører og jobcentrets egne virksomhedskonsulenter.

 

For nogle ledige vil der være behov for andre tilbud, forud for f.eks. en praktik, andre borgere har brug for opkvalificering forud for en ansættelse. Jobcentret har samarbejde med en lang række af eksterne leverandører om tilbud, der enten skal bringe den ledige i job, praktik eller tættere på arbejdsmarkedet.

 

Når der skal indgås aftaler om nye tilbud følges kommunens udbudsregler i samarbejde med kommunens udbudsafdeling. Et tilbud kan f.eks. være et jobsøgningsforløb. Ved aftaler der er omfattet af udbudsreglerne godkender Beskæftigelses- og Integrationsudvalget udbudsproces og vægtningskriterier. Små aftaler indgås administrativt, hvor reglerne om tilbudsindhentning bringes i anvendelse. Udover de faste aftaler anvendes der en række enkeltpladskøb, f.eks. AMU- kurser (Arbejdsmarkedsuddannelser) mv., indenfor brancher, hvor der er fokus på gode jobmuligheder.

 

Administrationen har udarbejdet vedlagte øjebliksbillede over de aktuelle tilbud. I oversigten er tilbuddene opdelt efter de målgrupper, der oftest benytter sig af tilbuddet. Nogle tilbud indgår i oversigten under flere målgrupper. Selv hvis et tilbud ikke fremgår under den enkelte målgruppe vil der som oftest være mulighed for at bruge tilbuddet til andre målgrupper, såfremt det vurderes at være det bedste tilbud til den pågældende borger.

 

Listen er et øjebliksbillede, da behovet for indsatser løbende ændrer sig afhængig af det aktuelle arbejdsmarked og jobcentrets borgersammensætning.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Afholdes indenfor budgetrammen for beskæftigelsesindsats

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen kendte

Lovgrundlag

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

Sagen afgøres i

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 01-02-2021

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

Der var afbud fra Søren Kongegaard (A). Som suppleant deltog Karl Magnus Bidstrup (A).