Punkt 4 Årsrapport demens 2020

Beslutningstema

Forelæggelse af årsrapporten for Demensområdet i Svendborg Kommune 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At årsrapporten for Demensområdet i Svendborg Kommune 2020 tages til efterretning

Sagsfremstilling

Demenskonsulenterne udarbejder 1 gang årligt en rapport, der beskriver status på demensområdet i Svendborg Kommune, samt udviklingsmål og initiativer for det kommende år. Se vedhæftede bilag.

 

I 2020 har mennesker med demens og deres pårørende været hårdt ramt af Covid-19 nedlukningen. På landsplan er mennesker med demens blevet dårlige pga. manglende aktiviteter og pårørende har fået dårligere livskvalitet.

Det samme billede har gjort sig gældende i Svendborg Kommune, om end personalet har gjort en ihærdig indsats for at imødekomme ønsker og behov for aktivitet og aflastning. Personalet har i vid udstrækning forsøgt at få det bedste ud af det mulige og forsøgt at være kreative i processen.

 

I den Nationale Handlingsplan for Demens fra Sundhedsstyrelsen defineres fem fokusområder. De fem områder er:

  • Tidlig opsporing og bedre kvalitet i udredning og behandling
  • Bedre kvalitet i pleje, omsorg og rehabilitering
  • Støtte og rådgivning til mennesker med demens
  • Demensvenlige samfund og boliger
  • Øget videns- og kompetenceniveau

Svendborg Kommune har igangværende tiltag, der adresserer alle de kommunale anbefalinger i den nationale handlingsplan.

 

Demenscenter Sydfyn:

I januar 2020 overgik Demenscenter Sydfyn til ordinær drift og er derved ikke længere i projektforløb. Demenscenteret tilbyder rådgivning, aktivitet og netværksgrupper. Medarbejderne udvikler i samarbejde med målgruppen, frivillige og øvrige samarbejdspartnere relevante og meningsfyldte aktiviteter og arrangementer for borgere med demens og deres pårørende.

Svendborg og Ærø Kommune samarbejder fortsat om Demenscenter Sydfyn, og en medarbejder fra Demenscenter Sydfyn deltager i aktiviteter og rådgivning i Ærø Kommune 3 ud af 4 tirsdage om måneden.

 

Bryghuset – Svendborg Demensby:

2020 har i Demensbyen, ligesom alle andre steder i samfundet, været stærkt præget af den globale pandemi.

Generelt har personalet forsøgt at løse udfordringer med besøgsrestriktioner og et lukket dagcenter med kreativitet, og nye aktiviteter er opstået. Det er dog ingen hemmelighed, at det har været og forsat er en hård tid for demensbyens beboere, pårørende og medarbejdere.

 

Forskningsprojekt i Svendborg Demensby:

Det 4-årige forskningsprojekt om ”Demensbyens betydning for en hverdag med værdighed, tryghed og selvbestemmelse” har i 2020 nået sin afslutning. Svendborg Kommune er vært ved en forskningskonference i foråret/sommer 2021, hvor resultaterne af projektet offentliggøres.

 

Sagen afgøres i

Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-02-2021

Taget til efterretning.