Punkt 11 Ansøgningsproces frem mod budget 2022 igangsættes

Beslutningstema

Der orienteres om årets procedure vedrørende ansøgninger fra foreninger og andre interessenter om kommunal støtte til anlægsprojekter vedrørende idræt og bevægelse.

Indstilling

Direktionen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune modtager løbende henvendelser fra foreninger og andre interessenter på idræts- og bevægelsesområdet omkring kommunal støtte til etablering af nye faciliteter til idræt og bevægelse.

 

I perioden fra 1. januar – 28. februar 2021 har foreninger, borgere og andre interessenter mulighed for at ansøge om støtte til beskrevne anlægsprojekter, som er målrettet idræts- og bevægelsesområdet i Svendborg Kommune.

 

Alle indkomne projekter vil blive videresendt til politisk drøftelse i foråret 2021, jf. gældende procedure. Proceduren er blevet afholdt i 2019 og 2020. Der vil sideløbende med ansøgningsprocessen i 2021 blive igangsat en evaluering af proceduren, som forelægges Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget ultimo 2021.

 

Alle ansøgere inviteres til at præsentere deres projekter for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget ved en politisk temadrøftelse den 19/05-2021. 

 

Det skal understreges, at der ikke afsættes særskilt økonomi til at realisere nye projekter. Det betyder, at det alene er en politisk beslutning at afsætte økonomi til nye projekter.

 

For, at projekterne bringes videre til politisk behandling, skal der fremsendes en fyldestgørende projektbeskrivelse med nedenstående indhold:

 

  • Formål, visioner og tanker bag projektet
  • Målgruppebeskrivelse, hvem får gavn af projektet?
  • Yderligere beskrivelse af projektets indhold og de nye aktiviteter som muliggøres?
  • Et budget med overblik over de forventede udgifter til anlæg og drift
  • Medfinansiering – bidrager foreningen/borgeren mv. med midler til projektet? Har projektet modtaget fondsmidler eller anden støtte?
  • Eventuelle samarbejdspartnere og øvrige interessenter
  • Forventet tidsplan for realisering af projektet
  • Adgangen til og forholdene omkring det areal, som projektet opføres på skal være afklaret.
    • Herunder planforhold, myndighedstilladelser og forhold omkring naturbeskyttelse
  • Vurdering af projektets klimabelastning – i det omfang det er muligt

 

Ansøgningerne vil blive vurderet ud fra nedenstående kriterier:

 

  • Potentielle antal fremtidige brugere
  • Afstand til lignende facilitet
  • Potentielle nye samarbejdsmuligheder på tværs
  • Øget kvalitet for brugerne af faciliteten
  • Ansøgerens beskrivelse af formål, visioner og tanker bag projektet
  • Indtænkning af klima og energivenlige løsninger - i det omfang det er muligt

 

Der vil blive inddraget den fornødne ekspertise i vurderingen af indkomne ansøgninger i det omfang det vurderes aktuelt.

 

De projekter som potentielt opnår støtte i budget 2022, kan forvente at modtage støtte primo januar 2022, såfremt projektet opnår fuld finansiering. Er dette ikke tilfældet vil bevillingen være gældende frem til den 01/01-2024.

 

Tidsplanen for proceduren frem mod budget 2022 er vedlagt som bilag.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

CO2-Konsekvensvurdering

Vurderes i de indkomne ansøgninger

Sagen afgøres i

Økonomiudvalget

Beslutning i Folkeoplysningsudvalg den 16-12-2020

Udvalget blev orienteret om processen.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 14-01-2021

Taget til efterretning.

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 14-01-2021

Orienteringen taget til efterretning og anbefales overfor Økonomiudvalget.