Punkt 5 Oprettelse af brugerråd for de kommunale skove

Beslutningstema

Da ”Skovstrategi for de kommunale skove” blev godkendt, blev det samtidigt besluttet, at der skal etableres et brugerråd for kommunale skove.

 

Kommissoriet for brugerråd for de kommunale skove er vedlagt dagsordenspunktet til godkendelse. Desuden skal Teknik- og Erhvervsudvalget udpege et af udvalgets medlemmer til formandsposten i brugerrådet.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget,

 

  • At kommissoriet for brugerråd for de kommunale skove godkendes
  • At der blandt Teknik- og Erhvervsudvalgets medlemmer udpeges en formand til brugerrådet

Sagsfremstilling

I forbindelse med godkendelse af ”Skovstrategi for de kommunale skove” på Teknik- og Erhvervsudvalgets møde den 7. maj 2020 blev det besluttet, at der skal nedsættes et brugerråd for de kommunale skove.

 

Brugerrådet skal være et forum for dialog og samarbejde mellem kommunen som skovejer og interesseorganisationer og borgere. Rådet er rådgivende og har ingen beslutningskompetence.

 

Brugerrådets opgave er at medvirke til at udvikle skovenes rekreative potentiale bedst muligt. En væsentlig forudsætning for brugen af skovene er, at der tages hensyn til biodiversiteten og de retningslinjer for skovdriften, der er fastlagt i skovstrategien og forvaltningsplanerne for de enkelte skove.

 

Rådet skal desuden medvirke til at udbrede og øge forståelsen i lokalsamfundet for de driftstiltag, der skal udføres i henhold til forvaltningsplanerne.

 

Rådet foreslås oprettet med ca.16 medlemmer for en 4-årig periode ad gangen. Som medlemmer foreslås 8 interesseorganisationer/foreninger, der repræsenterer brugere af skovene og som i nogle tilfælde allerede har anlæg i skovene. Desuden vælges fem borgermedlemmer.

 

Borgermedlemmerne vælges af administrationen på grundlag af ansøgning om optagelse i brugerrådet. Pladserne annonceres. Borgermedlemmer skal have bopæl i Svendborg Kommune.

 

Svendborg Kommune deltager i Brugerrådet med tre medlemmer. Formanden udpeges blandt medlemmerne i Teknik- og Erhvervsudvalget. Administrationen deltager med to medlemmer. 

 

Der forventes, at der afholdes to møder årligt.

 

Kommissoriet er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Kommissorium for Brugerråd for de kommunale skove).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

En mindre udgift til forplejning ved møderne kan afholdes på driftsbudgettet for skove.

CO2-Konsekvensvurdering

Der vurderes ikke at være CO2-konsekvenser.

Lovgrundlag

Intet

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 14-01-2021

Indstillingen godkendt med bemærkning om, at Flemming Madsen (A) udpeges som formand til brugerrådet.