Punkt 4 Mobilt gadesalg på Jessens Mole og i Svendborg bymidte

Beslutningstema

Siden sommeren 2016 har der været en prøveordning med mobilt gadesalg på Jessens Mole. Forsøget er vurderet ud fra efterspørgslen, og der skal tages stilling til om mobilt gadesalg på Jessens Mole skal være en fast ordning. Samtidig skal der tages stilling til, om muligheden for mobilt gadesalg i Svendborg bymidte skal nedlægges. De nuværende skiltede mobile gadesalgspladser i midtbyen kan genetableres som pladser til korttidsparkering.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget,

 

  • At mobilt gadesalg godkendes som en fast ordning på Jessens Mole.
  • At de to nuværende skiltede mobile gadesalgspladser ved Centrumpladsen og på Gerritsgade ved Sct. Nicolai Kirke indgår som korttidsparkering.

Sagsfremstilling

Siden 2016 har der som en prøve været muligt at søge om mobilt gadesalg på Jessens Mole i sommerperioderne. Den 18. juni 2020 blev det politisk besluttet at udvide perioden, med mulighed for mobilt gadesalg på Jessens Mole fra juni 2020 til udgangen af 2020.

 

I 2020 har 10 personer udvist interesse for gadesalg i Svendborg. Heraf har fire personer forespurgt om muligheder i midtbyen. De resterende seks personer har udelukkende spurgt på en plads på Jessens Mole.

To personer fik udstedt tilladelse til mobilt gadesalg i midtbyen, hvor af den ene ikke udnyttede tilladelsen.

 

Med baggrund i den primære interesse for mobilt gadesalg på Jessens Mole anbefaler administrationen, at der laves en fast ordning på Jessens Mole.

 

Stadepladsholdere skal fortsat ansøge vejmyndigheden om tilladelse til brug af vejareal. Retningslinjerne for mobilt gadesalg er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1. Retningslinjer for mobilt gadesalg).

 

Til streetfood og andet mobilt gadesalg kan der tilbydes elforsyning fra havnens standere, men ikke vand- og spildevandstilslutning. Elforbrug afregnes efter måler.

 

I bymidten har interessen for at benytte de reserverede pladser til mobilt gadesalg været beskedent, og det vurderes at pladsernes placering er attraktiv i forhold til korttidsparkering nær gågaden. Administrationen anbefaler derfor, at de mobile gadesalgspladser i Svendborg bymidte nedlægges, herunder de to reserverede p-pladser til mobilt gadesalg ved Centrumpladsen og på Gerritsgade ved Sct. Nicolai Kirke. Ved Centrumpladsen og på Gerritsgade er pladserne skiltet således, at det kun er tilladt at benytte p-pladserne til mobilt gadesalg.

 

I forbindelse med nedlæggelsen ved Centrumpladsen og på Gerritsgade genetableres to p-pladser med korttidsparkering svarende til de øvrige pladser på de to parkeringsområder.

 

Der har aldrig været afmærket en bestemt p-plads til mobilt gadesalg på Klosterplads, derfor gives der ikke her mulighed for en ekstra p-plads.

 

Pladsen på Torvet ved Lilletorv giver ikke mulighed for ekstra p-plads, da det ikke er tilladt at parkere på Torvet.

 

Der vil stadig være mulighed for mobilt gadesalg på Torvet i forbindelse med torvehandel lørdage mellem kl. 8 og 14.

 

Pladser for mobilt gadesalg i Svendborg bymidte fremgår af bilag 2 (Bilag 2. Pladser for mobilt gadesalg i Svendborg bymidte).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Teknik- og Erhvervsudvalget har i december 2019 godkendt, at kommunen ikke opkræver betaling fra torvehandlere og mobilt gadesalg i midtbyen. Kommunens udgifter har således ikke været dækket - det gælder både de direkte og indirekte udgifter i forbindelse med udlejning af vejarealer til forretningsmæssig, ikke-trafikale formål. Der vil derfor heller ikke blive opkrævet leje for stadepladser på Jessens Mole.

 

Udgiften til etablering af p-pladser ved Centrumpladsen og på Gerritsgade ved Sct. Nicolai Kirke forventes at være på 24.000 kr. ekskl. moms. Beløbet finansieres af det afsatte rådighedsbeløb til anlæg til parkering, som indgår i budget 2021. Beløbet blev frigivet på Økonomiudvalgsmødet den 8. december 2020.

CO2-Konsekvensvurdering

Der vurderes ikke at være CO2-konsekvenser.

Lovgrundlag

Lov om offentlig vej nr. 1520 af 27. december 2014. med senere ændringer.

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 14-01-2021

Indstillingen godkendt med bemærkning om, at Gerritsgade ved Sct. Nicolai Kirke fortsat kan anvendes til mobilt gadesalg.