Punkt 10 Status på arbejdet med ministermålet - Flere personer med handicap skal i beskæftigelse

Beslutningstema

Orientering om status på arbejdet

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fik senest en status på arbejdet med ministermålet ”Flere med handicap skal i beskæftigelse” på møde den 15. juni 2020. En del af det arbejde, der var i gangsat på området var blevet forsinket som følge af covid19-nedlukningen.  Efterfølgende er der igen sat fokus på arbejdet, såvel internt i jobcentret men også i det tværfaglige samarbejde.

Der gives her en kort status på arbejdet.

 

Pjece 
Der er udarbejdet og trykt en overskuelig pjece til borgere med handicap, hvoraf der blandt andet fremgår kontaktoplysninger til nøglepersonerne i jobcentrets specialiserede enhed i Virksomhedsservice.   

 

Sparring inden mødet med borger 
Jobrådgiverne i jobcentret har mulighed for at hente sparring hos jobcentrets tre nøglepersoner på handicapområdet for at være godt klædt på til mødet med borgeren. 

Overdragelsesmøder 
Der er arbejdet på at styrke samarbejde og koordinering mellem Ungekontakten og Jobcentret.

 

Transport til og fra behandling 
En af udfordringerne for borgere med psykisk handicap er, at de ikke kan følge deres behandling f.eks., i psykiatrien, da det er svært og uoverskueligt for handicappede at komme til og fra behandlingsstedet. Det er aftalt, at en borger med handicap i et eksisterende beskæftigelsestilbud kan sikres transport til og fra nødvendig og beskæftigelsesfremmende behandling via konkret aftale med aktøren. 

 

Råd og vejledning og tilbud til døve, borgere med høretab, blinde og svagsynede 
For døve, borgere med høretab, blinde og svagsynede findes der en del gode og differentierede tilbud i Svendborg og regionalt. Medarbejdere kan hente sparring hos nøglepersonerne om, hvilket tilbud der er egnet i en konkret sag.   

 

Opkvalificeringsforløb 
Jobcenter Svendborg har fået mulighed og takket ja til at deltage i et projekt sammen med i alt 10 kommuner og CABI (Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats), med overskriften ”Projekt vedr. virksomhedsrettede indsatser for personer med kognitive handicaps”. Her har CABI påtaget sig opgaven om at opkvalificere 33 medarbejdere i forhold til arbejdet med borgere med kognitiv funktionsnedsættelse.

Opkvalificeringsforløbet finder sted i perioden fra marts 2021 til januar 2022.  

 

Råd- og vejledning i Jobcafé og Byparken 
Lige nu er Jobcaféen - grundet Corona – udfordret; men engang når hverdagen i jobbutik er normaliseret, vil der være muligt for, at borgere med handicap kan møde op til målrettede råd- og vejledningstimer om støttemuligheder for at komme i beskæftigelse.  

 

Det rigtige match
Jobcentret er i løbende kontakt med Dansk Handicapforbund og benytter os af organisationens store specialviden for at udvikle yderligere praksis på handicapområdet. Dansk Handicapforbund ser ikke handicapkompenserende ordninger som de eneste redskaber i værktøjskassen, men har også et fokus på ”Det rigtige match”. Det er tanken her, at begrebet handicap finder form i relation til en konkret funktion, og at netop ”Det rigtige match” vil være et særdeles effektivt redskab til at støtte borgere med handicap til at opnå beskæftigelse. 

 

STU-området (Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) 
Som bekendt er der en STU- uddannelse, hvor unge med handicap kan opnå en afklaring af arbejdsevne, men også opnå kompetencer indenfor bo, fritid og dannelse. Kun få unge på STU kommer desværre i arbejde efter uddannelsen og endnu færre kommer videre i et ordinært uddannelsesforløb. Tættere samarbejde mellem STU og Jobcenter for 3. års elever kan have betydning for resultaterne. Jobcenteret har siden august 2020 deltaget i forløbsplansmøde og udslusningsmøde.   

 

KLAP 
Udvalget har som bekendt indgået en samarbejdsaftale med KLAPjob. KLAPjob er en indsats under foreningen LEV (En forening, der har til formål at forbedre forholdene for udviklingshæmmede), som laver blandt andet skånejob til mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive vanskeligheder. Det vil sige job til mennesker, der for eksempel har autisme, ADHD, spasticitet, epilepsi, muskelsvind eller pådraget hjerneskade, der gør, at de har behov for støtte til at komme ind på det ordinære arbejdsmarked. Jobcentret har udpeget en fast kontaktperson.

 

Kortlægning af jobcentrenes handicapindsats 
Jobcenter Svendborg har bidraget med 100 sager, interviews med ledere, fokusinterview med nøglemedarbejdere, borgere og arbejdsgivere til en omfattende kortlægning af jobcentrenes handicapindsats. Resultatet af denne kortlægning er på trapperne. 

 

Vidensdeling på tværs i Svendborg Kommune 
Den organisatoriske ramme for stærkere vidensdeling på handicapområdet er på plads. Styregruppe, ledergruppe og medarbejdergruppe er dannet på tværs af organisationen Svendborg Kommune. Dermed er der lagt op til, at medarbejdere fra forskellige afdelinger i Svendborg Kommune - i større grad end før- arbejder sammen om at få flere handicappede i beskæftigelse.  

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Flere i beskæftigelse vil have en positiv effekt på forsørgelsesudgifterne

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Sagen afgøres i

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 11-01-2021

Orienteringen blev taget til efterretning.