Punkt 7 Status på etablering af Mobil Borgerservice

Beslutningstema

Orientering om status.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Teknik og Erhvervsudvalget har på møde den 3. december frigivet den afsatte anlægsramme på 0,565 mio. kr. til realisering af ”Mobil Borgerservice”, hvorfor der er indgivet bestilling på køretøj og specialombygning heraf.

 

På baggrund af inspiration og sparring fra Assens og Vejle der har haft Mobil Borgerservice i flere år, blev der udarbejdet kravspecifikation og indhentet tilbud fra 4 bilforhandlere.

 

Ud af de 4 bilforhandlere har 3 ikke ønsket at afgive tilbud. Det sidste tilbud er vurderet at leve op til pris og kvalitet i tilstrækkelig grad til, at der blev indledt dialog med forhandleren.

 

Forhandleren har tilbudt to løsninger; en dieselbil og en elbil. Elbilen har en rækkevidde på 60-70 km. hvorefter der skal være mulighed for opladning.

 

Dieselbilen vilel kunne leveres færdigombygget ca. 1. april mens elbilen har en lidt længere leveringstid og vil kunne forventes leveret færdigombygget den 1. juli 2021.

 

Da Svendborg Kommune som klimakommune  plus+ har forpligtet sig til at reducere CO2- udledningen fra vores kørsel og i Klima- og Energipolitikken angiver, at kommunen vil sikre at indkøbte eller leasede biler er elbiler, er det besluttet at indkøbe elbilen trods den lidt længere leveringstid.

 

I perioden frem til leveringstid vil der blandt andet være fokus på:

  • Planlægning af hensigtsmæssige arbejdsgange
  • Oplæring af personale
  • Ruteplanlægning
  • Parkeringsforhold, herunder muligheder for opladning
  • Udarbejdelse af informationsmateriale.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Elbilen er knap 0,2 mio. kr. dyrere end dieselbilen i anskaffelse.

CO2-Konsekvensvurdering

Administrationen forventer, at Mobil Borgerservice skal køre cirka 3.200 km om året. Ved at vælge en elbil fremfor en dieselbil vil CO2-udledningen reduceres væsentligt. Det vil samtidig bidrage til at opfylde Svendborg Kommunes målsætning om omstilling til 100 % vedvarende energi i 2030. Elektricitet blev i 2019 produceret fra 75 % vedvarende energikilder.

Sagen afgøres i

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 11-01-2021

Orienteringen blev taget til efterretning.