Punkt 2 Borger og Arbejdsmarked - Status på den aktuelle covid19-situation

Beslutningstema

Orientering om den aktuelle situation.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

På mødet gives en kort status på den aktuelle situation.

 

På baggrund af stigende smittetal blev der i december måned indført nye restriktioner, der betød at store del af Danmark er mere eller mindre nedlukket. Restriktionerne påvirker såvel Borgerservice, Jobcenter og Ungekontakten.

 

Ekstraordinært åbent mellem jul og nytår

For at borgere, der skulle bruge NemID for at kunne bestille corona-test havde mulighed for at få hjælp, åbnede Borgerservice op for at borgere kunne få hjælp. Borgerservice modtog i 55 opkald i løbet af de 3 dage og gennemførte 18 fysiske ekspeditioner.

 

Jobcentret åbnede ligeledes op for fysisk kontakt 2 timer om dagen, så borgere, der mistede deres job ikke skulle gå i uvished helt frem til 4. januar.  Jobcentret havde 45 henvendelser på de 3 dage.

 

Borgerservice

Vielser anses som en kritisk funktion og derfor vil der være mulighed for at gennemføre vielser. Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder stadig også i forbindelse med borgerlige vielser. Kan arealkravet overholdes kan der være flere tilstede jf.§9 i forsamlingsbekendtgørelsen.

 

Der vil fortsat være ekspeditioner i Borgerservice med tidsbestilling. Der indføres dog telefonisk visitation, således at så mange borgere som muligt kan hjælpes telefonisk og digitalt. For de, som har et uopsætteligt behov for personligt fremmøde, vil der kunne gives en tid til fremmøde i dialog med borgeren. Der vil fortsat være åbent for udlevering af mundbind. Som udgangspunkt med tidsbestilling, og derudover hvor det er muligt, i samarbejde med bibliotekspersonalet.

 

Beskæftigelsesområdet

Der er udsendt en ny ændringsbekendtgørelse, der gælder til og med den 31. januar 2021. Af denne fremgår bl.a.:

 

-          Der kan kun påbegyndes nye virksomhedsrettede tilbud hvis borgeren er enig heri og forløbet afholdes digitalt

-          Allerede påbegyndte virksomhedsrettede tilbud kan fortsætte såfremt borger og virksomhed er enige herom.

-          Reglerne om nytteindsats fraviges, så det er ikke muligt at henvise borgere til nytteindsats

-          Øvrig vejledning og opkvalificering iværksættes og gennemføres kun hvis tilbuddet foregår digitalt. Der er indgået aftale med leverandørerne om at omlægge indsatsen til digitale tilbud.

-          Samtaler afholdes telefonisk eller digitalt medmindre der er tale om særligt udsatte grupper, der har behov for en fysisk samtale

-          Ledige skal fortsat stå til rådighed for ordinære job og tilbud der kan gennemføres efter de gældende retningslinjer.

 

Der er ligeledes vedtaget en særlig varslingspulje for indsatsen i forbindelse med afskedigelser m.v. i mindre virksomheder i kriseramte brancher, der gælder til og med den 31. december 2021. Den særlige varslingspulje skal yde tilskud til at sikre en hurtig og aktiv indsats til medarbejdere, der rammes af afskedigelser i mindre virksomheder, og til virksomhedsejere ved hel eller delvis nedlukning og afvikling af deres virksomhed. Der skal være tale om mindre virksomheder indenfor coronaramte erhverv, forstået som erhverv, som direkte eller indirekte er ramt af følgerne af covid-19. Det er det regionale arbejdsmarkedsråd, der ud fra kendskabet til det regionale arbejdsmarked,

træffer beslutning om et erhverv er omfattet af puljen.

 

De 2 interne tilbud på ungeområdet, ”UP” (Brobygning) og ”Min Plan” er som følge af restriktionerne nedlukket foreløbig frem til og med den 17. januar 2021.

 

Jobbutikken på Ramsherred og Ungekontakten har åbent for fysiske henvendelser i den almindelige åbningstid. Derudover arbejder medarbejderne i videst muligt omfang hjemmefra.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ikke relevant

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant

Sagen afgøres i

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 11-01-2021

Orienteringen blev taget til efterretning.