Punkt 14 Orientering om brugerundersøgelse i relation til erhvervsbyggesager

Beslutningstema

Teknik- og Erhvervsudvalget orienteres om de overordnede resultater af en tilfredshedsmåling ift. byggesagsbehandlingen i Svendborg Kommune.

Indstilling

Direktionen indstiller, at Teknik- og Erhvervsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune har fået gennemført en uvildig undersøgelse af lokale virksomheders vurderinger af vores byggesagsbehandling. Undersøgelsen er gennemført af Dansk Erhvervsfremme i august og september 2020 og alle deltagere har haft mindst én byggesag inden for de seneste to år.

 

Baggrunden for undersøgelse var et ønske om at undersøge virksomhedernes oplevelse af kommunen som samarbejdspartnere og supplere administrationens viden om, hvordan vi bedst kan indfri virksomhedernes behov i det fremtidige samarbejde med dem.

 

Undersøgelsen peger på at:

 

  • 74% af virksomhederne er tilfredse med den kommunale service.
  • 72% af virksomhederne mener, at Svendborg Kommune har gjort sagsbehandlingen nem.

 

Desuden er der stor tilfredshed med den tid, det tager at behandle en sag og mange oplever en god kontinuitet og sammenhæng i vejledningen undervejs.

 

Undersøgelsen peger også på en række potentialer for forbedring. Det handler om at forbedre kommunens hjemmeside med mere målrettet information om byggesagsbehandlingen. Der er også ønsker om, at det skal være nemmere at komme i kontakt med medarbejderne, der skal følge den enkelte sag tættere.

 

Undersøgelsens resultater er uddybet i vedlagte analyserapport.

 

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på telefoninterviews med 36 virksomheder ud af 50 adspurgte. Det svarer til en svarprocent på 72 procent. Undersøgelsen er repræsentativ for virksomhederne i målgruppen. Ansøgere til byggetilladelser kan både være virksomheder eller deres rådgivere, fx arkitekter og ingeniører. Begge er repræsenteret og alle har haft mindst én byggesag inden for de seneste to år. Undersøgelsen forventes gentaget hvert andet år.

 

Om byggesager i Svendborg Kommune

Antallet af byggesager er steget med 60% fra 2018 til 2020. Sagsbehandlingstiden er

 

  • Industri- og lagerbygninger: 51 dage
  • Etagebyggeri, Erhverv: 22 dage
  • Etagebyggeri, Bolig: 32 dage

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Undersøgelsen giver bedre handlemuligheder i forhold til at gøre byggesagsbehandlingen endnu bedre og dermed understøtte de lokale byggeaktiviteter mere.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 12-11-2020

Orienteringen taget til efterretning.