Punkt 13 Filippahuset

Beslutningstema

Orientering om redegørelse for PCB-målingen i Filippahuset.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget, at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Svendborg Kommune har modtaget en redegørelse fra Dansk Miljø Rådgivning, bilag 1- Redegørelse fra DMR .

 

På Teknik- og Erhvervsudvalgets møde den 30. september 2020 besluttede udvalget, at Dansk Miljø Rådgivning anmodes om skriftligt at forklare, hvorfor de ikke har fulgt vejledningen for PCB-målinger og hvilken konsekvens afvigelsen fra vejledningen har for måleresultatet. 

 

Teknik- og Erhvervsudvalget besluttede endvidere, at der ikke skal gennemføres nye betalte målinger af PCB-niveauet ved andre eksterne, certificerede rådgivere.

 

Liste V afgav en mindretalsudtalelse:

 

 ”Venstre kan ikke tilslutte sig at fortsætte på et så mangelfuldt målegrundlag. Vi finder det stærkt problematisk, at den videre proces for Filippahuset baseres på PCB målinger, som på en lang række områder er udført i modstrid med “Vejledning for måling af PCB i indeklimaet. Vi finder det stærkt problematisk, at den videre proces for Filippahuset baseres på PCB målinger, som på en lang række områder er udført i modstrid med “Vejledning for måling af PCB i indeklimaet.  Der er en række grundlæggende fejl i form af forkerte afstande, forkerte højder, manglende rengøring og manglende udluftning. Derudover findes der ingen forklaring på Sundhedsstyrelsens definitioner af “Aktionsværdier bygger på 24 timers eksponering i alle ugens 7 dage hele året” Det undrer især når man lever med tilsvarende værdier på kommunernes bygning i det gamle rådhus på Svendborgvej 135, når man tilsvarende ikke kan leve med de samme tal for Filippahuset.”

 

Af Teknik- og Erhvervsudvalgets beslutning og mindretalsudtalelsen udledes 6 spørgsmål, der er besvaret af Dansk Miljø Rådgivning og administrationen.

 

  1. Er vejledningen for PCB-målinger er anvendt

 

Indledningsvist gør Dansk Miljø Rådgivning i redegørelsen opmærksom på, at der alene er udtaget luftprøver i den del af bygningen, som Hundstrup Borgerforening har tilkendegivet at være interesseret i at anvende fremadrettet. Der er således ikke udtaget prøver i den tidligere børnehave, idet den del af bygningen ikke har relevans for den fremtidige anvendelse af bygningen.

 

Dansk Miljø Rådgivning anfører, at på den baggrund er deres målinger af PCB-niveauet i Filippahuset udført under normale forhold og efter anbefalingerne i diverse vejledninger på området.

 

  1. Er PCB-målinger er i strid med “Vejledning for måling af PCB i indeklimaet”

 

Det følger af vejledningen, at ”Indeklimaforholdene, herunder temperatur, ventilationsforhold, rengøring og lignende, under målingen bør så vidt muligt være som ved normal anvendelse af lokalet.”

 

Dansk Miljørådgivning har redegjort for, at der er foretaget temperatur- og luftfugtighedsmålinger ved start og slut af hver måling. Måleresultaterne fremgår af rapporten, og vurderes at svare til normale forhold.

 

For så vidt angår udluftning har rådgiver anført, at det ikke følger af vejledningen, hvordan og om der skal udluftes inden prøvetagningen, men at det fremgår af SBi’s anvisninger, at døre og vinduer skal være lukkede under selve målingen. Rådgiver anfører videre i sin redegørelse, at der 2 timer forud for målingerne er foretaget udluftning i 30 min. Herefter har vinduer og døre været lukkede. Rådgiver anfører, at målingerne er udført i forhold til vejledningen.

For så vidt angår ventilation anfører rådgiver, at der i den del af bygningen, hvor der er foretaget målinger, ikke er et balanceret ventilationssystem. I gymnastiksalen er der et recirkulationsanlæg uden frisklufttilførsel samt en udsugningsventilator, som styres manuelt. Udsugningen var ikke tændt under prøvetagningen, idet det vurderes at svare til normal anvendelse af lokalet. Rådgiver anfører, at såfremt udsugningen tændes, kan det ikke udelukkes, at indholdet af PCB i gymnastiksalen vil stige kortvarigt, idet luft i så fald vil blive suget ind i gymnastiksalen fra mere forurenede områder. Det samme gør sig gældende i omklædningsrummet, idet der her er tale om lokale udsugninger til fugtregulering, som ligeledes ikke var tændt under prøvetagningen. Dette vurderes at svare til normal anvendelse af lokalerne.
 

  1. Indeholder rapporten en række grundlæggende fejl i form af forkerte afstande, forkerte højder, manglende rengøring og manglende udluftning

 

Dansk Miljø Rådgivning har i deres redegørelse anført, at de billeder, som af udvalget blev fremhævet på mødet den 30. september 2020, er fra den tidligere rapport, som er udarbejdet af et andet rådgivningsfirma. Dansk Miljø Rådgivning har haft deres måleudstyr placeret mere end 1 meter fra vægge, samt at indtag af luftfilter under prøvetagningen var placeret 1,2 meter over gulv. Placeringen af måleudstyr er således udført efter vejledningens anbefalinger.

 

For så vidt angår rengøringsforhold er det i rapporten angivet som ”middel”, hvilket ifølge rådgiver vurderes at afspejle de normale forhold i lokalerne, og dermed svarer til vejledningens anbefaling.

 

  1. Er der afvigelser fra vejledningen, og hvilke konsekvenser har det for måleresultatet.

 

Jf. besvarelsen af spørgsmålene 1-4 er der ikke afvigelser fra vejledningerne.
 

 

  1. Hvorfor er der ingen forklaring på Sundhedsstyrelsens definitioner af “Aktionsværdier bygger på 24 timers eksponering i alle ugens 7 dage hele året”

 

Dansk Miljø Rådgivning har i deres redegørelse anført, at Sundhedsstyrelsen har opsat to aktionsværdier for PCB i indeluften på henholdsvis 300 ng/m3 (nedre grænseværdi) og 3.000 ng/m3 (øvre aktionsværdi). Ved overskridelser af den nedre aktionsværdi antages det ”at ophold i længere tid kan medvirke til sundhedsskader” og det anbefales, at der ”umiddelbart iværksættes midlertidige afværgeforanstaltninger”.

 

Aktionsværdierne er baseret på, at man kan opholde sig i rummet 24 timer i døgnet året rundt.

 

Arbejdstilsynet henviser også til Sundhedsstyrelsens aktionsværdier, men nævner, at der kan anvendes andre grænseværdier, da man normalt opholder sig på arbejde i kortere tid. Arbejdstilsynet oplyser, at ”Sundhedsstyrelsens værdier skal ganges med 4, før Arbejdstilsynet vil gribe ind”, dvs. at Arbejdstilsynet først vil gribe ind, når 1.200 ng/m3 er overskredet. Det skal dog gøres opmærksom på, at dette kun gælder på arbejdspladser.

 

Administrationen tilføjer, at for Filippahuset vil det være Styrelsen for Patientsikkerhed, der kan udtalelse sig om grænser for anvendelse. Administrationen har tidligere, på anmodning fra Hundstrup Borgerforening, rettet henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed. Svaret herfra var ikke entydigt, hvilket overlader vurderingen til den enkelte og/eller ejer. Det afstedkom at Hundstrup Borgerforening meddelte Svendborg Kommune, at de ikke ønskede at overtage ejendommen med PCB.

 

  1. Hvorfor kan man leve med tilsvarende værdier på kommunernes bygning i det gamle rådhus på Svendborgvej 135, når man tilsvarende ikke kan leve med de samme tal for Filippahuset.

 

Administrationen gør opmærksom på, at Filippahuset og dets anvendelse ikke kan sammenlignes med det gamle rådhus på Svendborgvej 135, idet Svendborgvej 135 er en arbejdsplads. Som det fremgår af rådgivers redegørelse i Ad 4, anvendes der andre grænseværdier, da man normalt opholder sig på arbejde i kortere tid. Arbejdstilsynet har oplyst, at Sundhedsstyrelsens værdier skal ganges med en faktor 4, førend Arbejdstilsynet vil gribe ind. Dette gælder kun for arbejdspladser. Svendborgvej 135 har gennemgået en sanering, som har bragt niveauet ned under grænseværdien.

 

For Filippahusets vedkommende er vurderingen fra to forskellige rådgivere, med ekspertise i miljøscreeninger, at niveauet ikke kan nedbringes med samme midler, som tilfældet var med Svendborgvej 135. Ydermere har Arbejdstilsynet ingen holdning, ej heller myndighed for så vidt angår ejendomme, der ikke anvendes som arbejdsplads/kontorfaciliteter. Herudover har Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kunnet bidrage med en vurdering af, hvor meget bygningen kan anvendes, og på den baggrund har Hundstrup Borgerforening ikke ønsket at overtage bygningen med det niveau at PCB, der er i bygningen på nuværende tidspunkt.

 

Det vil givetvis været muligt at nedbringe niveauet af PCB i Filippahuset, så det kan anvendes til arbejdspladser.

 

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der udarbejdes en handleplan for nedbringelse af PCB-niveauet i Filippahuset, hvilket er foretaget i forbindelse med miljøscreeningen, udarbejdet af Dansk Miljø Rådgivning.

 

På baggrund af ovenstående anbefaler administrationen, at der ikke foretages yderligere målinger af PCB-niveauet i Filippahuset, idet redegørelsen fra Dansk Miljø Rådgivning anses som værende fyldestgørende.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Det vurderes ikke at have økonomiske eller erhvervsmæssige konsekvenser.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen væsentlig betydning.

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 12-11-2020

Orienteringen blev taget til efterretning.