Punkt 2 Driftstilskud til lokalområderne

Beslutningstema

Beslutning om driftstilskud til lokalområderne

Indstilling

Direktionen indstiller til Lokaludvalget med endelig vedtagelse i Økonomiudvalget, at

  • der træffes beslutning om, hvorvidt der kan bevilliges driftstilskud til lokalområderne.

 

Såfremt det besluttes, at der kan bevilliges driftstilskud, indstilles det endvidere, at

  1. beløbet der kan bevilliges udgør 15.000 kr. per år per område
  2. et driftstilskud kan udbetales til lokale foreninger (lokalråd) eller arbejdsgrupper, der har en gældende samarbejdsaftale og behov for driftstilskud.

Sagsfremstilling

Lokaludvalget har i tre år arbejdet med forskellige projekter i lokalområderne i Svendborg Kommune. Der er blevet gennemført eller igangsat to borgerbudgetter og to potentialeplaner. Et lokalområde har efterspurgt et driftstilskud til det fortsatte arbejde i lokalområdet.

 

Administrationen har udarbejdet et oplæg til, hvordan et sådant driftstilskud kan se ud.

 

Anvendelse

Driftstilskuddet til lokalområderne er tænkt som et tilskud til driften af en organisation (lokalråd/borgergruppe) i et lokalområde. Driftstilskuddet kan udbetales til borgergrupper ud over midler til projekter som borgerbudget (200.000 kr.) og potentialeplan (200.000 kr.) samt de opstartsmidler (5000kr.), der er afsat til hvert af disse projekter.

 

Driftstilskuddet til en lokal organisation kan bruges til at dække forskellige udgifter. Det kan fx bruges på leje af mødelokaler, annoncering af møder, mødeforplejning, drift af hjemmeside el. lign. Eventuelt kan de bruges på revisorer, professionel hjælp til at lave og drive hjemmeside, mindre udviklingsprojekter i lokalområdet.  

 

Driftstilskuddet kan ikke anvendes til kørselsrefusion, refusion af tabt arbejdsfortjeneste, aflønning af frivillige el.lign.

 

Beløbsstørrelse

Administrationen foreslår et beløb på 15.000kr. per år per lokalområde baseret på erfaringer med driftstilskud i omkringliggende kommuner med etablerede lokalråd.

 

 

Assens Kommune støtter for eksempel et lokalråd, der har et dækningsområde med flere end 1200 indbyggere med et driftstilskud på 15.000 kroner, og lokalråd med dækningsområde under 1200 indbyggere med et driftstilskud på 7.500 kroner årligt. I Faaborg-Midtfyn Kommune får hvert lokalråd 10.000 kr. i driftstilskud uanset størrelse.

 

 

Krav til borgergruppen/lokalrådet

Som beskrevet skal driftstilskuddet bruges til at dække udgifterne til driften af en lokal organisering. En lokal organisering kan være en forening (lokalråd) eller borgergruppe, som har lavet en samarbejdsaftale med Lokaludvalget, og som koordinerer aktiviteter/varetager interesserne for et lokalområde, som går ud over konkrete projekter (borgerbudget, potentialeplan). Disse aktiviteter/interesser kan være koordinering og kommunikation af aktiviteter på tværs af området, tværgående samarbejde i lokalområdet og dialog med kommunen. Driftstilskuddet skal understøtte dette arbejde.

 

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udbetaling af midler

Der er umiddelbart to muligheder for udbetaling af et kommunalt driftstilskud til lokalområderne:

 

1)      Borgergrupperne danner en forening og får oprettet et cvr.nr. På den måde kan der udbetales tilskud til foreningen, der herefter kan stå for afholdelse af udgifterne til aktiviteterne.

2)      Der udarbejdes en samarbejdsaftale med borgergrupperne, som beskriver, hvad driftsmidlerne må bruges til og hvornår og hvordan der skal aflægges regnskab for brugen af midler.

 

 

 

Det kan oplyses, at det koster 1000 kr. i oprettelsesgebyr og 300 kr. i årlig afgift (september 2020) at have en foreningskonto i den bank kommunen bruger (Danske Bank).

 

 

I 2020 og 2021 er der mulighed for at prioritere midler til udbetaling af driftstilskud inden for Lokaludvalgets anlægsbudget.

 

Der er pr. 7.10.2020 621.832 kr., som Lokaludvalget endnu ikke har disponeret.

 

Det bemærkes, at der ikke er afsat administrative ressourcer til at varetage administrationen af driftsmidler, herunder betaling af regninger og andre udlæg, på vegne af borgergrupper.

 

 

Beslutning i Lokaludvalget den 21-10-2020

Det indstilles til Økonomiudvalget, at

 

  • der bevilges et driftstilskud på 15.000 kr. per år per område til lokale foreninger (lokalråd) eller arbejdsgrupper, der har en gældende samarbejdsaftale og behov for driftstilskud.

 

Afbud fra Dorthe Ullemose (O) og Susanne Gustenhoff (Ø), stedfortræder Jesper Kiel (Ø).