Punkt 5 Igangsætning af § 14 forbud for matrikel 110i, Nyby By, Bregninge

Beslutningstema

I forbindelse med en godkendelse af en udstykningsplan i 2015 af Ydunshave efter lokalplan nr. 566 lavede Svendborg Kommune en administrativ fejl, hvorved der blev udstykket ovenpå et fælles friareal, som er imod formålsbestemmelserne i lokalplanen. Der skal derfor igangsættes en proces med henblik på lovliggørelse.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget, at

  • der igangsættes et § 14 forbud med henblik på udarbejdelse af en ny lokalplan for en del af det lokalplanlagte område ved Ydunshave
  • der foretages varsling og partshøring af ejeren af matrikel 110i, Nyby By, Bregninge om nedlæggelse af et § 14 forbud

Sagsfremstilling

Baggrund

Svendborg Kommune har i 2015 godkendt en udstykningsplan for den nordøstlige del af området i lokalplan 566, med henblik på opførelse af enfamilieshuse. Den godkendte udstykningsplan er vedlagt som bilag 1 (Bilag 1 – Godkendt udstykningsplan 2015). På baggrund af denne bliver der søgt om og indhentet byggetilladelse til flere enfamilieshuse.

 

Administrationen bliver i 2019 opmærksom på, at der er sket en sagsbehandlingsfejl i forbindelse med udstykningen i 2015. Det sker i forbindelse med sagsbehandlingen af en ansøgning om byggetilladelse til rækkehuse på matr. 110i, Nyby By, Bregninge, som er placeret umiddelbart syd for det udstykkede område.

 

Den ene af de udstykkede grunde – matr. 110k, Nyby By, Bregninge – er udstykket ovenpå det fælles friareal F2 som er udlagt i lokalplan 566, hvilket fremgår af nedenstående oversigtskort. Udstykningen af matr. 110k er sket i strid med formålsbestemmelserne i lokalplanen og den udstykkede grund og det opførte enfamiliehus er derfor formelt ulovlig.

 

 

Oversigtskort over matr. 110 i og matr. 110k – det lyseblå område viser friarealet F2.

 

Det har efterfølgende givet planmæssige udfordringer i forbindelse med den kommende rækkehusbebyggelse på matr. 110i, da der nu mangler et fælles friareal i henhold til lokalplanens bestemmelser.

 

Planlovens § 14

Med planlovens § 14 har kommunen en mulighed for at nedlægge et forbud af højst 1 års varighed mod, at der retlig eller faktisk etableres forhold, som kan forhindres ved en lokalplan. Med denne bestemmelse har kommunen således mulighed for at ændre planlægningen for et område, og for at ændre lokalplaner som kommunen ikke længere mener er hensigtsmæssige.

 

Det er en forudsætning for nedlæggelse af et forbud, at det er med hensigt om at udarbejde en lokalplan for området, og at et lokalplanforslag er offentliggjort inden udløbet af fristen af forbuddet.

 

Før et eventuelt § 14 forbud nedlægges, skal der ske en varsling og en partshøring af matriklens ejer, så ejeren har mulighed for at komme med sine bemærkninger til et eventuelt § 14 forbud.

 

Anbefaling om nedlæggelse af § 14 forbud

Administrationen anbefaler, at der igangsættes en proces for nedlæggelse af et § 14 forbud på matr. 110i, Nyby By, Bregninge.

 

Formålet med nedlæggelse af et eventuelt § 14 forbud på denne matrikel vil være at kunne lave et planmæssigt grundlag, hvor der tages højde for den godkendte udstykningsplan samtidig med, at der fastlægges et nyt fælles friareal på en del af matr. 110i som erstatning for det manglende friareal.

 

På grund af sagens kompleksitet og forhistorie anbefaler administrationen, at et eventuelt forbud vil blive nedlagt med en frist omkring juli 2021, altså en frist på under 1 år.
 

 

Lovliggørelse af matr. 110k

Det bemærkes, at matr. 110k, Nyby, Bregninge, som er udstykket og bebygget i strid med lokalplan nr. 566 kræver en lovliggørelse.

 

Der er ikke lovhjemmel til at dispensere for forholdet, da det er i strid med lokalplanens formålsbestemmelser, hvorfor en retlig lovliggørelse kræver udarbejdelse af en ny lokalplan.

 

Svendborg Kommune er forpligtiget til at lovliggøre forhold, jf. planlovens § 51, stk. 3.

 

Der skal derfor udarbejdes en lovliggørende lokalplan for matr. 110k uagtet om der nedlægges § 14 forbud på matr. 110i.

 

Administrationen anbefaler derfor, at man i forbindelse med lokalplanlægningen for erstatningsfriarealet samtidig lovliggør matr. 110k under den samme lokalplan. Administrationen vurderer ikke, at der er behov for at nedlægge et § 14 forbud på matr. 110k for at sikre lovliggørelse af ejendommen, da ejendommen allerede er bebygget.

 

Den videre proces

Hvis indstillingen godkendes, så vil administrationen umiddelbart herefter gennemføre varsling og partshøring af ejeren af matr. 110i, Nyby By, Bregninge, omkring det påtænkte § 14 forbud.

 

Efter høringen er gennemført vil sagen igen skulle forelægges Teknik- og Erhvervsudvalget, da kompetencen omkring § 14 forbud ligger ved udvalget. Her vil udvalget denne gang skulle træffe endelig afgørelse om, hvorvidt der skal nedlægges et § 14 forbud.

 

Hvis Teknik- og Erhvervsudvalget træffer afgørelse om at nedlægge et § 14 forbud, så vil der efterfølgende blive igangsat en lokalplanproces.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Forbud efter planlovens § 14 er erstatningsfri regulering. Det skal senere i processen afklares hvorvidt Svendborg kommune kan ifalde et erstatningsansvar i forhold til om kommunen har udøvet anden ansvarspådragende adfærd.

De erhvervsmæssige konsekvenser vil være, at bygherre ikke kan påbegynde sit byggeri før der er udarbejdet en ny lokalplan.

CO2-Konsekvensvurdering

Det vurderes ikke, at der vil være væsentlige ændrede forudsætninger for CO2 udledningen ved en ændring af planmæssige grundlag.

Lovgrundlag

Planloven

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 19-10-2020

Indstillingen godkendt med bemærkning om, at der indledes partshøring forud for eventuel igangsættelse af et § 14 forbud, og at der først træffes politisk beslutning vedrørende et §14 forbud efter partshøringens gennemførelse.