Punkt 6 Den Danske Filmskole

Beslutningstema

B: Beslutning

Afgangselever fra Den Danske Filmskole søger tilskud på 30.000 kr. til produktion af deres afgangsfilm ”Madtanterne”, der skal produceres i Svendborg i oktober 2020 med premiere sommeren 2021.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Udvalget træffer beslutning i sagen

Sagsfremstilling

6 elever fra Den Danske Filmskole har valgt som deres afgangsfilm at producere en spillefilm, hvor den primære og vigtigste location er fundet i Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier. Det er deres ambition, at de med filmen tillige kan puste noget kunstnerisk liv ind i denne ældre arkitektoniske kulturarv, som de ser bygningen. De har derfor aftalt med skolen, at de undervejs vil dokumentere deres arbejde i skolen, idet de håber, de med dette materiale kan være med til at slå et slag for bevaring af arkitektoniske værker.

 

Filmens tema er, hvordan man fra ensomheden til genopdagelsen af livet i mødet med kærlige personer, kan få folk til at søge hinanden fremfor det modsatte. Ambitionen er, at filmen bliver en særlig kulturoplevelse, der underholder, giver stof til eftertanke og starter samtaler uden for filmmiljøet.

 

Selve filmproduktionen planlægges gennemført i et samspil med lokale filmaktører i Svendborg og med virksomheder i forhold til ophold og forplejning for skuespillerne i optagelsesperioden, leje af biler og transport, leje af biograf og rekvisitter mv. Herudover er der brug for et forholdsvist stort antal artister, der kan agere baggrund og skabe et autentisk miljø omkring filmens hovedkarakterer. Da filmen udspiller sig på en folkeskole er ansøger i dialog med en folkeskole i Svendborg i håb om, at lærere og elever vil se det som en lærerig oplevelse at få lov til at være en del af et filmset for en dag.

 

Holdet forestiller sig at afholde en eller flere lokale premierer i Svendborg for medvirkende og lokale kræfter, der har hjulpet med realisering af filmen. Herudover er de åbne for at bringe filmen og dens tematik i spil til andre lokale kulturarrangementer i Svendborg og stiller gerne instruktør og andre holdfunktioner til rådighed i den forbindelse.

 

Produktionsbudgettet er på 475.000 kr., der for nuværende er 93 %  finansieret ved intern støtte fra Den Danske Filmskole samt eksterne fonde samt sponsorater.  De resterende 7 % søges finansieret ved ansøgningen til Svendborg Kommune samt et mindre lokalt sponsorat.

Afdelingens bemærkninger

Det er et ambitiøst projekt, der gribes professionelt an. Et spændende og anderledes kulturtilbud til Svendborgs borgere, der har mange elementer fra Kulturløftet med sig i form af samspillet med borgerne og kulturmiljøet, inddragelse af børn og unge, læringsperspektiver, kulturarv og brug af andre locations. Et projekt, der vurderes at kunne skabe stærke samarbejder med lokale aktører og bidrage til vækstlaget og kulturlivets aktiviteter. Set i lyset af det, og den brandings værdi, der vil kunne være for Svendborg, hvis deres lanceringsstrategi om at gå både nationalt og internationalt med filmen, er det ikke et urealistisk støttebeløb.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Eventuel bevilling vil være at afholde af Kulturpuljen, hvor der p.t. er et ikke disponeret beløb på 239.000 kr.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen.

Sagen afgøres i

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 08-10-2020

Der blev bevilget tilskud på 30.000 kr. af Kulturpuljen.