Punkt 2 Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag på dagtilbudsområdet - efter høring

Beslutningstema

En fornyet og justeret udgave af Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag for dagtilbudsområdet har været i høring hos de berørte forældrebestyrelser og MED-udvalg. På baggrund af høringssvarene foreslås enkelte ændringer indarbejdet.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget godkender Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag med de beskrevne ændringer indarbejdet på baggrund af høringssvarene.

Sagsfremstilling

Baggrund
Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag udgør det politiske besluttede grundlag for arbejdet i kommunale og selvejende dagtilbud. Den 12. august 2020 besluttede udvalget at sende et forslag til opdateret og fornyet udgave i høring.

Det overordnede formål med dagtilbud er, jf. dagtilbudsloven, at fremme trivsel, læring, udvikling og dannelse for 0-6 årige. Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag er justeret med afsæt i ændringer i dagtilbudsloven (dagtilbudsreformen fra 2018), herunder den nye styrkede pædagogiske læreplan og det nye nationale pædagogisk grundlag. Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag skal ses som en udmøntning af dette, der rummer de særlige kendetegn ved kommunale og selvejende dagtilbud i Svendborg.

Der henvises til dagsordenspunkt på udvalgets dagsorden d. 12. august 2020 for yderligere beskrivelse af baggrund mm. vedrørende Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag.

 

Høringssvar
Der er indkommet ni høringssvar, der er vedlagt som bilag. De selvejende dagtilbud i Fyrtårnet har oplyst, at de har behandlet forslaget på bestyrelsesmøder, og at der ikke har været bemærkninger hertil. Der er herudover ikke afgivet høringssvar.

Høringssvarene er overordnet set positive, og det tilkendegives i særlig grad, at den fornyede version lykkes med at udtrykke en opdateret ramme og retning for høj kvalitet af det pædagogiske arbejde, som udtrykker det, der er særligt for Svendborg.

Et høringssvar lægger op til, at de forskellige betydninger af visionen om ”en barndom i bevægelse” udover fysisk bevægelse tydeliggøres. I det vedlagte forslag er dette nu søgt tydeliggjort i forordet.

Et høringssvar peger på behov for at skrive forkortelserne MUS (medarbejderudviklingssamtale) og GRUS (gruppeudviklingssamtale) ud. Dette er nu gjort i det vedlagte forslag.

Et høringssvar peger på et behov for at tydeliggøre målgruppen ved i missionen at skrive ”Som medarbejder i dagtilbud har jeg betydning i børn liv fordi”. I det vedlagte forslag er målgruppen søgt tydeliggjort i forordet, idet medarbejdere skal opfattes bredt som pædagogiske medarbejdere, ledelse, bestyrelser og kommunal forvaltning.

Et høringssvar foreslår at ændre logoet og det visuelle udtryk af materialet, så der indgår børn heri. Idet der i arbejdet alene har været lagt op til en justering og opdatering foreslås det af hensyn til kontinuiteten, at det nuværende logo fastholdes. Logoet anvendes i mange forskellige sammenhænge på dagtilbudsområdet. Teksten i logoet justeres dog som foreslået med udtrykket ”en barndom i bevægelse”.

Flere høringssvar peger på et ønske om at justere enkelte formuleringer og ordvalg i det fælles pædagogiske grundlag, da nogle ord og vendinger opleves utidssvarende – fx ordet ”børnehaveklasse”. Det fælles pædagogiske grundlag er imidlertid fastlagt på nationalt niveau og indgår i lovgivningen for området på bekendtgørelsesniveau. Den del, der indgår i Vision, mission og fælles pædagogisk grundlag er direkte citater herfra, og der er således ikke mulighed for at ændre på formuleringerne, som er forpligtende for alle dagtilbud i Danmark.

Det foreslås, at det rent grafisk tydeliggøres, at det fælles pædagogiske grundlag udgøres af direkte citater fra det nationale grundlag. Herudover vil Sekretariat og Dagtilbud i den løbende dialog med ministeriet pege på behov for tilpasning af begreber mm.

Det vedlagte forslag er justeret ud fra ovenstående bemærkninger og foreslås godkendt af udvalget.

Det oprindelige forslag, som blev sendt i høring, vedlægges ligeledes.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven

Sagen afgøres i

Børne- og Ungeudvalget

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 07-10-2020

Godkendt.