Punkt 6 Orientering om ny takststruktur og foreløbige affaldstakster

Beslutningstema

Vand og affald oplever et stort behov fra borgerne om at kende affaldstakster for 2021. Vand og Affald har beregnet vedhæftede forventelige takster for affaldsområdet 2021, baseret på de principper, som tidligere har været godkendt i såvel Miljø og Naturudvalget som af bestyrelsen i Svendborg Affald A/S, og baseret på de foretagne udbud. Bestyrelsen i Svendborg Affald A/S har på bestyrelsesmøde den 28. august 2020 godkendt det vedhæftede oplæg, som er korrigeret for en forventet kraftvarme pris i 2021.
 

De forventelige takster for affaldsområdet 2021 fremsendes hermed til orientering for Miljø og Natur udvalget.
 

De endelige affaldstakster 2021 vil blive fremsendt i forbindelse med et formelt takstblad og budget 2021 til godkendelse af Byrådet i november 2020.

 

Der er i forhold til de vedhæftede forventelig affaldstakster 2021 et mindre forbehold, såfremt der kommer væsentlige ændringer i for eksempel den endelige forbrændingspris.
 

Vand og affald vil umiddelbart efter denne orientering lave information til borgerne om de forventede priser og at der kan komme mindre ændringer ved beregning af de endelige takster ultimo 2020.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, at orientering tages til efterretning

Sagsfremstilling

Takster 2021:

På baggrund af det af Svendborg Affald A/S bestyrelse fastsatte budget for 2021, har selskabet fremsendt foreløbigt takstblad, bilag Takstblad affald 2021.
 

Affaldstaksterne stiger i 2021, hvilket primært er afledt af de nye affaldsordninger, som træder i kraft i efteråret 2020. Samlet set stiger affaldstaksterne for en almindelig husstand med en 110 liters sæk med ca. 19%, da disse overgår til en 240 liter beholder, mens affaldstaksterne for en almindelig husstand med 240 liters beholder stiger med 0,5 %.
 

Boligbidrag

Boligbidraget betales én gang årligt og dækker ordningerne: Afhentning af pap/papir og glas/metal, genbrugsstationer inkl. aflevering af farligt affald samt storskraldsordningen.
 

For borgere i parcelhus stiger boligbidraget fra 1.250 kr. pr. år til 1550 kr. pr. år, inkl. moms, mens lejligheder falder fra 1250 kr. pr. år til 1100 kr. pr. år, inkl. moms.
 

For borgere, der bor i sommerhus stiger boligbidraget fra 575 kr. pr. år til 625 kr. pr. år inkl. moms. Boligbidrag for værelser stiger til samme beløb, svarende til en stigning på 71% mens kolonihaver fra 2021 pålægges et gebyr på 150 kr.pr. år inkl. moms.
 

Restaffaldsgebyr

Ud over boligbidraget opkræves et restaffaldsgebyr for afhentning af dagrenovation og madaffald, der er afhængigt af beholder­stør­relsen. Taksterne falder i 2021 for en 240 liter spand fra 1515 kr. pr. år til 1200 kr. pr. år inkl. moms svarende til et fald på ca. 20%.
 

Ligeledes falder taksterne for ekstraordinær tømning afhængigt af beholder­stør­rel­se.
 

Fra 2021 introduceres et gebyr for afhentning af haveaffald på 150 kr. inkl. moms pr. afhentning.
 

Taksterne fremgår af takstbladet. Bilag 1 Takstblad affald 2021.
 

Erhverv på genbrugspladser

Erhvervsbiler med erhvervsaffald vil blive faktureret pr. besøg på genbrugspladsen. Taksten fra 2020 på 125 kr. (ekskl. moms) er fastholdt i 2021.


Der vil fortsat være betaling for virksomheders aflevering af farligt affald. Taksten fra 2020 er fastholdt i 2021 på 8 kr./kg. (inkl. moms).
 

Taksten for aflevering af dagrenovationslignende affald på genbrugspladsen for erhverv stiger fra 30 kr./kg Til 50 kr./kg.
 


Legalitetskontrol

Byrådet skal i forbindelse med behandling af takstbladet sikre, at gældende affaldsbekendtgørelse overholdes, og de to vigtigste punkter i denne sammenhæng er:
 

  • At udregning af takster er sket med baggrund i budgettet, og
  • At der ikke forekommer krydssubsidiering, dvs. at alle ordninger hviler i sig selv og at borgerne ikke betaler for erhvervets affald og vice versa.


Budgetmaterialet er blevet gennemgået og det vurderes foreløbigt, at alle affaldsordninger hviler i sig selv.
 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Affaldstaksterne for erhvervet er uændret i forhold til 2020

CO2-Konsekvensvurdering

Ikke relevant i denne sammenhæng.

Lovgrundlag

Miljøbeskyttelsesloven.

Affaldsbekendtgørelse nr. 224 af 08-03-2019.

Sagen afgøres i

Miljø og Naturudvalget

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 28-09-2020

Orienteringen taget til efterretning.