Punkt 13 Orientering om renoveringsprojekt på Issøskolen afdeling Stenstrup

Beslutningstema

Orientering om status for hovedrenovering af Issøskolen afd. Stenstrup.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget,

  • At Teknik- og Erhvervsudvalget tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

I forbindelse med frigivelserne af puljerne ”Renovering af faglokaler”, ”Indvendig vedligeholdelse” og ”Styrket udvendig vedligehold” i 2020, blev der prioriterede samlet 2,25 mio. kr. til en renovering af ”nordfløjen” på Issøskolen, afd. Stenstrup.
 

Hensigten var primært at opgradere faglokalet til Håndværk og Design samt omkringliggende arealer i det omfang budgettet rakte, samt udvendig vedligehold, der overvejende vil være udskiftning og reparation af vinduer. Imidlertid fremstår hele skolen slidt og utidssvarende og trænger til en større renovering, så de fysiske rammer understøtter det pædagogiske arbejde, og skolen generelt kommer til at fremstå opdateret, såvel udvendigt som indvendigt.
 

I forlængelse af COVID19 gav regeringen kommunerne lov til at fremrykke anlægsprojekter, for derigennem at holde hånden under erhvervslivet. Med udgangspunkt i regeringens beslutning, besluttede Byrådet den 26. maj 2020 at lånoptage og fremrykke anlægsprojekter for 52 mio. kr., hvoraf 12,0 mio. kr. blev prioriteret direkte til en hovedrenovering af Issøskolen afd. Stenstrup og 2,10 mio. kr. via puljer.  Den samlede anlægsøkonomi for projektet udgør derfor 16,35 mio. kr.
 

Hovedrenoveringen af Issøskolen er delt op i mindre etaper, således det sikres, at flest mulige lokale erhvervsdrivende har haft mulighed for at byde ind på opgaven. Som eksempler på specifikke renoveringsarbejder kan nævnes følgende:
 

  • Renovering af nordfløjen, som huser faglokaler. Her skiftes der bl.a. vinduer og døre i hele nordfløjen.
  • Renovering af klasselokaler i sydfløjen
  • Etablering af udendørs opholdsarealer i Lillegård
  • Etablering af klasselokaler ved biblioteket

 

Herudover skiftes der tag på størstedelen af skolen, og der etableres ventilation på skolen i det omfang, hvor der ikke tidligere har været det. Tag- og ventilationsarbejde foretages i forbindelse med de enkelte etaper.
 

Indvendigt omfatter renoveringen ny gulvbelægning, nye lydlofter, maling, belysning, ombygning af klasselokaler og isætning af glasdøre og -partier indvendigt, samt døre med udgang til det fri i en række klasselokaler.
 

Der er i indretningen fokus på at understøtte, at der i dag i folkeskolen arbejdes med holddeling, projektarbejde og gode rammer for fleksible og varierende undervisningsformer.
 

I budgettet er tillige afsat midler til inventar og indretning, således at der kan indrettes tidssvarende læringsmiljøer, der understøtter de forskellige læringsaktiviteter.
 

Forud for projektets opstart blev der nedsat en hurtigtarbejdende projektgruppe med deltagelse af administrationen samt ledelse og personale fra Issø-skolen, idet de første udvendige etaper blev igangsat umiddelbart efter den politiske beslutning.


Projektgruppen holder faste møder, og brugerinddragelse sker sideløbende med projekteringen, således at både den bygningsmæssige og indretningsmæssige renovering undervejs afstemmes og prioriteres i forhold til skolens ønsker indenfor den afsatte økonomiske ramme.
Der er således fx taget stilling til anvendelsen af lokalerne og ændring i lokalstørrelse i forhold til at skabe rammer for holddeling og nicher i gangarealer til gruppearbejde.


Herudover er der en konkret tidsmæssig prioritering i forhold de enkelte etapers udførsel, således at skolen kan fungere med færrest mulige byggegener under hele renoveringen.


Madkundskabslokalet med omkringliggende områder blev renoveret i sommerferien.
Ligeledes er en stor del af renovering af skolens sydfløj renoveret, og den del forventes færdigrenoveret ultimo september.

De øvrige arbejder foregår løbende og renoveringen forventes afsluttes sommeren 2021.
 

De forskellige etaper og deres nærmere indhold fremgår af vedhæftede Bilag 1 – Oversigt over etaper i renoveringsprojekt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

I forbindelse med frigivelsen af puljebudgetterne til ”Faglokaler”, ”Styrket udvendig vedligehold” og ”Styrket indvendig vedligehold af skoler og dagtilbud”, i 2020, blev der prioriteret 2,25 mio. kr. til en mindre renovering af Issøskolen afd. Stenstrup. Ved koncernrapporten pr. 31. marts 2020 blev ovenstående midler samlet under puljen ”Styrket indvendig vedligehold af skoler og dagtilbud”.
 

Byrådet har efterfølgende den 26. maj 2020 godkendt at fremrykke og lånoptage for i alt 52 mio. kr. i anlægsprojekter, forbundet med COVID-19. Heraf blev der prioriteret 12,00 mio. kr. direkte til en hovedrenovering af Issøskolen afd. Stenstrup og 2,10 mio. kr. via puljer.
 

En samlet økonomi for projektet kan ses af nedenstående skema:

I mio. kr.

 

Styrket indvendig vedligehold af skoler og dagtilbud

2,25

COVID-19 anlægsprojekter:

 

Hovedrenovering af Issøskolen afdeling Stenstrup

12,00

COVID-19 anlægspuljer, heraf prioriteret til Issøskolen afd. Stenstrup:

 

Vinduesudskiftning

0,90

Tagarbejde

0,70

Udbedring af faldunderlag

0,50

Samlet

16,35

 

I forbindelse med koncernrapporten pr. 30. september 2020 vil der i tillægsbevillingsoversigten blive søgt om at ovenstående puljebudgetter, forbundet med COVID-19, samles under projektet ”Hovedrenovering af ISSØ Skolen afdeling Stenstrup”, for derigennem at lette administrationen.

Lovgrundlag

Delaftalen af 26. marts 2020 mellem Regeringen og KL

Kasse- og Regnskabsregulativet

Sagen afgøres i

Teknik- og Erhvervsudvalget

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 10-09-2020

Orienteringen taget til efterretning.