Punkt 4 Arealoverførelse for udvidelse af Christiansmindespejdernes hus, Fruerstuevej 61A, 5700 Svendborg

Beslutningstema

Tilkendegivelse af om Det Danske Spejderkorps må arealoverføre ca. 130-140 m² fra matrikel 186g, Svendborg Markjorder til matrikel 186a, Svendborg Markjorder. Begge matrikler er ejet af kommunen.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalget til endelig godkendelse i Byrådet, at :

 

  • Administrationen bemyndiges til at indgå ny areallejeaftale med Det Danske Spejderkorps for en 30 årig periode (nuværende areallejeaftale er udløbet)
  • Administrationen bemyndiges til i en særskilt allonge til areallejeaftalen indgå en 3-årig aftale, således at Det Danske Spejderkorps har den fornøden tid til at finde finansiering af arealoverførelsen og udvidelse af spejderhuset.

Sagsfremstilling

Det Danske Spejderkorps har rettet henvendelse til kommunen for udvidelse af areal til opførelse af tilbygning. En arealoverførelse er nødvendig for den ønskede udvidelse af eksisterende bygning, da der ikke kan bygges over skel. Bygningen er beliggende på Svendborg Kommunes matrikel 186a, Svendborg Markjorder Fruerstuevej 61C, 5700 Svendborg.
 

Det ønskede areal udgør ca. 130 – 140 m² jf. ortofotokort bilag 1.
 

Tilbygningen sker efter bestemmelserne i Byplanvedtægt nr. 4 af 1964, del af Svendborg Østre bydel.
 

Nuværende bygning er ejet af Det Danske Spejderkorps og er tinglyst som bygning på lejet grund. Der er tinglyst areallejekontrakt og denne skal fornyes. Lejekontrakten blev i sin tid indgået i 1999.
 

Ny areallejekontrakt ønskes indgået for en periode på 30 år, hvorved det er muligt at ansøge om finansiering via fonde.
 

I tillæg til ny areallejekontrakt vil der blive udarbejdet en allonge, der giver Det Danske Spejderkorps 3 år til at finde den fornøden finansiering til projektet og arealoverførelsen mv.
 

Har Det Danske Spejderkorps ikke opnået denne finansiering inden dette tidsrum bortfalder denne allonge.
 

Ønske om udvidelse sker grundet medlemstallet er stigende pt. 90 medlemmer med et maksimum på 120 og for at kunne rumme fremtidige aktiviteter såsom møder, kurser og værkstedsbrug. Desuden har de behov for mere plads til opbevaring af grej og materialer.
 

Området benyttes også jævnlig af skoleklasser fra Ørkildskolen afd. Øst. Og af institutionerne Poppellunden og Paraplyen. Unge fra området anvender også området, herunder navnlig bålhytten.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgifter til arealoverførelse afholdes af Det Danske Spejderkorps og har dermed ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.
 

Nuværende bygning ejers af Det Danske Spejderkorps og en udvidelse finansieres af ejerne. Fremtidige og nuværende drift af området og bygningen samt øvrige omkostninger i forbindelse af udvidelsen er kommunen uvedkommende.

Lovgrundlag

Udstykningsloven

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 10-09-2020

Indstillingen godkendes og oversendes til Byrådets endelige vedtagelse.