Punkt 9 Svendborg Museum - Kvalitetsvurdering 2019

Beslutningstema

Orienteringssag

Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt Svendborg Museums handlingsplan som opfølgning på kvalitetsvurderingen 2019.

Indstilling

Direktionen indstiller, at

  • Orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsudvalget blev på mødet den 30. marts 2020 orienteret om Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering 2019 af Svendborg Museum.

 

Museet har efterfølgende udarbejdet en handlingsplan som opfølgning på Slots- og Kulturstyrelsens anbefaler i kvalitetsvurderingsrapporten.

 

Slots- og Kulturstyrelsen har den 2. juli 2020 meddelt styrelsens godkendelse af opfølgningsplanen med følgende bemærkninger:

 

  • Museet bedes tage udgangspunkt i styrelsens standardvedtægter, når der skal udarbejdes nye vedtægter. Hvis det er en hjælp, kan museet sende udkastet til nye vedtægter til kommentering i styrelsen, inden de sendes til godkendelse i Svendborg Kommune. Slots og Kulturstyrelsen skal alene godkende ændringer i museets ansvarsområde.
  • Museet er velkomment til at afsøge mulighederne for et nationalt ansvar for de socialt udsattes kulturarv, men styrelsen fastholder, at det kan blive vanskeligt at realisere, fordi andre museer fx Middelfart Museum og Fængselsmuseet allerede arbejder med de socialt udsattes kulturarv i deres ansvarsområde. Samtidig er det ikke styrelsen vurdering, at det statslige tilskud kan forøges ved en udvidelse af ansvarsområdet, så museet skal selv kunne finde ressourcerne til at varetage de museumsfaglige opgaver på et nationalt niveau.
  • Vedr. opfølgningsplanens punkt om at sikre et solidt ressourcemæssigt fundament for museet vil styrelsen bemærke, at Svendborg Museum og Forsorgsmuseet er en del af et og samme museum med fælles offentlige tilskud. Der er ikke tale om to adskilte økonomier.
  • Vedr. opfølgningsplanens punkt om at sikre permanente bygningsmæssige rammer for udstillinger: Hvis det ikke lykkes at finde en løsning i samarbejde med Svendborg Kommune, bør museet udarbejde en alternativ plan inden det opfølgende møde næste år.

 

Styrelsen vil om et år indkalde museets leder og bestyrelsesformand til et møde om status for museets opfølgningsarbejde. Til grund for dette møde vil museet blive bedt om i kort form at redegøre for status i museets arbejde med at gennemføre opfølgningsplanen.

 

Administrationen er i dialog med museets ledelse om styrelsens bemærkninger.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen kendte p.t.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 10-09-2020

Orienteringen taget til efterretning.

 

Jesper Ullemose (V) var fraværende.