Punkt 7 Status på konsekvenser af Corona/COVID-19

Beslutningstema

Orientering om status på konsekvenserne af Coronavirus/COVID-19

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning
  • At håndteringen af indkomne konkrete henvendelser drøftes

Sagsfremstilling

Efter den omfattende nedlukning af samfundet i foråret er store dele af samfundet genåbnet – også på kultur- og fritidsområdet. Senest er der åbnet yderligere op for bl.a. spillesteder, idrætten, teaterforestillinger, koncerter mv. Dele af nattelivet (diskoteker og natklubber) er fortsat lukket og øvrige aktiviteter underlagt en række restriktioner omkring afstand mv. De konkrete retningslinjer for den seneste genåbning afventer forhandlinger i de respektive sektorpartnerskaber. De endelige konsekvenser kendes derfor endnu ikke.

 

Dertil gælder fortsat et forsamlingsforbud på over 100 personer, hvilket gælder til foreløbigt 31. oktober. For en lang række kulturarrangementer er forsamlingsforbuddet på 500 personer med særlig hensyntagen til afstand mellem grupper, antal udgange mv.

 

På nuværende tidspunkt er administration bekendt med følgende udfordringer i kultur- og fritidslivet:

 

Reducerede lejeindtægter:

Forsamlingsforbuddet og det generelle fald i antallet af arrangementer i samfundet har medført et fald i udlejning af lokaler og faciliteter, der under normale vilkår genererer indtægter til foreninger, forsamlingshuse mv.

 

Administrationen har pt. modtaget konkrete henvendelser fra Egebjerghytten og fra Borgerforeningen Kulturhus Svendborg om eventuelle konsekvenser af manglende lejeindtægter.

 

Vedrørende forsamlingshuse bevilgede Byrådet på mødet den 30. juni 2020 en hjælpepakke på 0,5 mio. kr. gældende til 31.12.2020.

 

Færre deltagere grundet afstandskrav:

Foreninger og aftenskoler kan som følge af afstandskravet være nødsagede til at reducere antallet af deltagere på de enkelte hold, hvilket medfører reducerede indtægter eller øgede udgifter til oprettelse af ekstra hold.

 

Folkeoplysningsudvalget har på møde den 25.08.2020 behandlet konkrete henvendelser fra 2 aftenskoler. Udvalget har afhjulpet problematikken for alle aftenskolerne ved at bevilge, at aftenskolerne kan anvende deres bevilling for 2020 til dækning af den manglende deltagerbetaling.

 

Administrationen har pt. modtaget en konkret henvendelse fra Seniorakademiet, som pga. afstandskravet har pladsmangel i eksisterende lokaler. Der søges om tilskud på 51.000 kr. til midlertidig leje af yderligere lokaler, således at de kan gennemføre deres undervisning.

Tilskud er administrativt bevilget, idet det kunne indeholdes i budget for ældreaktiviteter for 2020.

 

Ekstraordinære udgifter til forebyggelse af smitte:

Det er forbundet med ekstraordinære omkostninger at overholde gældende retningslinjer ift. forebyggelse af smitte.

 

Administrationen har pt. modtaget en konkret henvendelse fra KFUM Spejderne Svendborg Gruppe. Spejderne har lavet udendørs vandinstallation og håndvask ved spejderhuset Dronningholmsvej 62A for at forebygge eventuel smitte. Spejderne har forespurgt om muligheden for at få dækket udgifterne.

 

Aflysninger af større arrangementer:

Forsamlingsforbuddet er fortsat årsag til aflysninger af arrangementer, der under normale vilkår genererer indtægter til arrangører, frivillige foreninger, erhvervsliv mv.

 

Reducerede entreindtægter:

Afstandskrav og restriktioner i tilskuer-/publikumsantallet kan have konsekvenser for billetindtægterne hos fx teatre, koncert- og spillesteder, idrætten mv.

 

Kultur- og Fritidsudvalget har på nuværende tidspunkt modtaget ansøgning fra SAK Kunstbygning om ekstraordinær støtte grundet manglende indtægter i form af entré, standleje samt butiksomsætning, i alt 68.500 kr.

 

Administrationens bemærkninger

Som det fremgår, kendes de endelige konsekvenser for kulturinstitutionerne og andre aktører endnu ikke. Administrationen følger fortsat området tæt og i dialog også i forhold til de konkrete henvendelser. Administrationen hører ikke, der er nogle, der har akut likviditetskrise forårsaget af COVID 19. Samtidig er der nye statslige hjælpepakker at forholde sig til for området.

 

Det er administrationens vurdering, at drøftelse af mulige kommunale hjælpeforanstaltninger bør tages på baggrund af en samlet opgørelse over, hvad COVID 19 har medført af økonomiske konsekvenser for de enkelte kulturinstitutioner og andre aktører.

 

En sådan samlet opgørelse vil kunne laves på baggrund af regnskabstal for 2020, når disse foreligger i forbindelse med fremsendelse af de enkelte årsregnskaber. Administrationen vil på det tidspunkt kunne lave en samlet sag til drøftelse i udvalget.

Sagen afgøres i

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 10-09-2020

Til efterretning, idet udvalget godkendte, at konkrete henvendelser håndteres som beskrevet.

Jesper Ullemose (V) var fraværende.