Punkt 7 Orientering om valg vedrørende frokostordninger i dagtilbud

Beslutningstema

Orientering om valg vedrørende frokostordninger i dagtilbud for perioden 2021-22.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne- og Ungeudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Generelt om frokostordninger

Siden 2010 skal alle børn i dagtilbud iht. dagtilbudsloven have tilbudt et sundt frokostmåltid. Formålet er, at alle børn får et sundt måltid midt på dagen, som skal medvirke til at fremme gode kostvaner, forebygge fedme og bidrage til børnenes generelle velvære og udvikling. Frokostmåltidet omfatter alle børn i børnehuset, medmindre der foreligger lægeerklæring om særlig allergi el.lign.

 

Frokostmåltidet skal leve op til Fødevarestyrelsens anbefalinger samt til Mad- og måltidspolitikken i Svendborg Kommune. Derudover har Børne- og Ungeudvalget d. 15.8. 2018 besluttet, at frokostordningen skal være omfattet af Byrådets målsætning om det økologiske bronzemærke, som indebærer at min. 30-60% af råvarerne skal være økologiske.

 

Mulighed for fravalg

Frokostmåltidet kan efter dagtilbudsloven fravælges kollektivt af forældrene i et børnehus. Frokostmåltidet er fravalgt hvis et flertal, dvs. mere end halvdelen, af forældrene stemmer nej tak. Hvis halvdelen eller flere stemmer ja eller ikke deltager i afstemningen skal der etableres en frokostordning i børnehuset. Et fravælg gælder to år af gangen.

 

I øjeblikket er der i Svendborg Kommune frokostordninger i otte kommunale og selvejende børnehuse, heraf fire med egenproduktion og fire der modtager maden og anretter/luner den til servering.

 

Valget af leverandør til anretterkøkkener foregår lokalt med inddragelse af forældrebestyrelsen. I øjeblikket anvender de fire børnehuse den samme leverandør, som er undervejs i en certificering efter bronzemærket. Certificeringsprocessen blev midlertidigt sat i bero under perioden med corona-nedlukning.

 

Næste gang der skal være afstemning om frokostordning er i efteråret 2020 efter den endelige vedtagelse af Budget 2021. Afstemningerne er skriftlige og anonyme og arrangeres lokalt af dagtilbudslederen i samarbejde med forældrebestyrelsen i perioden fra 7. oktober til 20. november. Et eventuelt fravalg af frokostordning gælder for 2021-22.

 

Takst for frokostordningen

Frokostmåltidet er fuldt finansieret af forældrene. Det betyder, at der opkræves en særskilt takst for frokostordningen i de børnehuse, der er omfattet. Taksten rummer bruttodriftudgiften til løn og råvarer til frokostmåltidet og må ikke anvendes til andre udgifter eller måltider end frokostmåltidet.

 

Taksten i 2021 udgør 615 kr. pr. måned i 11 måneder om året, idet juli er betalingsfri. Taksten behandles som led i Budget 2021.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Udgiftsbudget 2021 tilrettes i de børnehuse, der bliver omfattet af frokostordning.

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven

Sagen afgøres i

Børne- og Ungeudvalget

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 09-09-2020

Taget til efterretning.