Punkt 2 1. behandling af budget 2021 og overslagsårene 2022-24

Beslutningstema

Indstilling af budgetforslag 2021 og overslagsårene 2022-24 til Byrådets 1. behandling samt  takstoversigt til 1. behandling

Indstilling

Direktionen indstiller, at:

 

  • Direktionens budgetudkast lægges til grund for Svendborg Kommunes budget 2021 og overslagsårene 2022-24 og fremsendes til Byrådets 1. behandling.
  • Vedlagte forslag til takster for 2021 fremsendes til Byrådets 1. behandling
  • Fristen for fremsendelse af ændringsforslag fastsættes til mandag den 21. september 2020 kl. 12.00.

Sagsfremstilling

Direktionens budgetudkast tager udgangspunkt i det tekniske budget for 2021, jf. budgetnotat af 18. august 2020 samt det forventede regnskab for 2020 jf. koncernrapport pr. 31. maj 2020.

 

Direktionens forslag ligger inden for den økonomiske politiks målsætninger. Kommunens serviceudgifter vil i forslaget ligge på niveau med den udmeldte, vejledende serviceramme fra KL, som er aftalt mellem KL og regeringen.

 

Forventede skatte- og tilskudsindtægter baseret på statsgaranti og indtægter fra skat og grundskyld er budgetlagt med uændret skatteprocent og grundskyldspromille. I direktionens forslag er indarbejdet svar på kommunens ansøgning om særtilskud og lånedispensation, samt de afledte konsekvenser ved udskydelse af Landsstævnet 2021 til 2022.

 

Selv om der i budgettet er taget højde for kendte merudgifter, er der fortsat en række risici, der kan true budgettet. Bl.a. er 3 mia. kr. af statens tilskud betinget af, at kommunerne under ét overholder servicevækstrammen, og 1 mia. kr. er betinget af, at kommunerne ligeledes overholder den aftalte anlægsramme.

 

Budgetforslaget for 2021 med resultatoversigt af 31. august 2020 udviser herefter et forbrug af likvide aktiver på 35.798.000 kr. Resultatet af ordinære driftsvirksomhed udviser et overskud på 174.565.000 kr., som sammen med budgetlagt lånoptagelse på 56.198.000 kr. og finansforskydninger på 1.986.000 kr. skal medgå til finansiering af anlægsudgifter på 152.883.000 kr., samt afdrag på lån på 111.693.000 kr.

 

Budgetmaterialet i det foreliggende udkast hviler på, at udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat fastsættes til 26,80 procent. Det skal bemærkes, at kommunen har søgt om skattenedsættelse fra 26,8 pct. til 26,3 pct. med fuld kompensation fra staten. Svar forventes at foreligge inden udgang af september.

 

Grundskyldspromillen fastsættes til 23,32 promille (for landbrugsjord dog 7,2 promille svarende til lovens maksimum). Der opkræves dækningsafgift for offentlige ejendomme (kommunens egne ejendomme undtaget) baseret på 11,66 promille af grundværdier og 8,75 promille af forskelsværdier.

 

Forslaget er baseret på valg af statsgaranteret udskrivningsgrundlag i 2021. I forbindelse med 2. behandling af budgetforslaget skal der tages særskilt stilling hertil.

 

Det oplyses endvidere, at den kirkelige udskrivningsprocent udgør 1,02 procent. Beslutning om eventuel ændring meddeles af Provstiet inden 2. behandling af budgettet.

 

Med udgangspunkt i det tekniske budget, som ligger til grund for budgetnotatet er der udarbejdet forslag til takster for 2021. Taksterne fremgår af vedlagte bilag.

 

Fristen for fremsendelse af ændringsforslag til budgettets 2. behandling den 29. september 2020 fastsættes til mandag den 21. september 2020 kl. 12.00. Ændringsforslag skal ske på særskilt bilag til resultatoversigten, som fremsendes til Staben.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De økonomiske konsekvenser fremgår af direktionens forslag til 1. behandling, som er vedlagt sagen.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov

Sagen afgøres i

Byråd

Beslutning i Økonomiudvalget den 08-09-2020

Godkendt.

Bruno Hansen (F) og Hanne Ringgaard Møller (B) deltog).